Åh rædsel! tænkte jeg den dag for et par år siden, da Radioavisen meddelte mig, at Carlsberg ved udgangen af 2008 ville lukke for produktionen i Valby og i stedet flytte den til Fredericia. Selvfølgelig skulle Carlsberg da brygge på Carlsberg – alt andet var direkte naturstridigt. Hvad skulle der nu ske med alle de fantastiske bygninger og med helheden? Med stor fascination læste jeg allerede midt i 1990’erne Kristof Glamanns biografier om de to passionerede originaler, J.C. Jacobsen og sønnen Carl Jacobsen, som med nationalromantisk sindelag kombinerede driftighed med samfundssind på de felter, der optog dem. Da jeg bor i nærheden, har jeg ofte gået tur ved Carlsberg for at nyde mangfoldigheden af Carlsbergikonerne – fra J.C. Jacobsens gule bryggerigård på Gamle Carlsberg Vej, der gang på gang får mig til at føle skøn forundring over, at et industrianlæg kan være så smukt, over det fine plankeværk ind til Carls have på hjørnet af Valby Langgade forbi Vagttårnet og Carls villa til den overlegent spektakulære Elefantport i mødet med noget af det bedste fra Vilhelm Dahlerups, Hack Kampmanns og Vilhelm Kleins hånd - Carl sparede aldrig på noget. Bryggeriet Carlsberg er på forunderlig vis blevet en mageløs æstetisk oase og en helt enestående kombination af industrihistorie og bygningskulturarv. Carlsberg var da også det indlysende første valg, da Kulturarvsstyrelsen i 2006 skulle udpege emner til Kulturministeriets kanon over nationale industriminder. Planen med Carlsberggrunden er som bekendt at skabe en helt ny bydel i København, og det er da også en udmærket idé, når det nu ikke kan være anderledes. Den erklærede målsætning er at skabe en unik og levende bydel som endnu en perle, der kan konsolidere Carlsbergs suveræne kulturelle brand og kvalitetsimage, og Carlsberg satte med udskrivningen af en idékonkurrence et omfattende maskineri i gang. Det ligger ligesom i luften, at idékonkurrencens vinderprojekt skal rumme en række højhuse – selv om det ikke officielt er et krav. Overborgmesteren, der selv sidder i dommerkomiteen, har i efteråret 2006 lanceret en Højhusstrategi og har her bl.a. peget på Carlsberggrunden som et oplagt sted at placere de højhuse, som hun havde fået bildt sig ind, at København stod og manglede (sjovt nok opstod denne vision samtidig med en international højhusvirus). Netop nu er Carlsbergs og Københavns Kommunes rammelokalplan for projektet for Carlsberggrunden i offentlig høring indtil 25. september, og i den anledning finder jeg det relevant at spørge, hvorfor udsigten til ni højhuse på Carlsberggrunden tilsyneladende er ganske ukontroversiel? Hidtil er der knap løftet et bryn af den grund, og kun undtagelsesvis har enlige svalers kritiske pip lydt på pressens debatsider. Vinderprojektet, arkitektfirmaet Entasis’ Vores Rum, blev afsløret foråret 2007 og indbefattede indledningsvis 11 højhuse, men aktuelt er man altså nået frem til, at bydelen Carlsberg skal rumme 9 højhuse, og det må siges at være et voldsomt antal på det beskedne areal. Men hvorfor skal de overhovedet være der – bortset fra at overborgmesteren synes, at det er en god idé? Det basale koncept for Entasis’ masterplan for Carlsberg er en traditionel karré-struktur med en tæt og lav bebyggelse, som vi kender det fra det ældre København før gårdsaneringerne – i princippet udmærket, bortset fra at denne struktur på ingen måde eksisterer på det nuværende Carlsberg, som derfor skal tvinges ind i denne matrice. På grund af hensynet til realiseringen af dette formalistiske koncept vil der forekomme langt mindre genbrug af eksisterende bygninger, end det ellers havde været muligt. Det er beklageligt, for Fortællingen om Carlsberg burde have højere prioritet. Det betyder også, at en række hyggelige, og for de forskellige områder vigtige, gamle ejendomme i periferien af Carlsberggrunden må lade livet – herunder Søndermarkshuset i svinget ved Pile Allé, de gule villaer på Rahbeks Allé og huset på hjørnet af Vesterfælledvej og Ny Carlsberg Vej. Det forekommer noget ulogisk, at bydelen Carlsberg skal rydde, hvad bryggerivirksomheden Carlsberg trods alt lod stå. Men tilbage til højhusene, for Carlsberg II, som bydelsprojektet åbenbart hedder for tiden, skal ikke ligge dér ude på Valby Bakke i ubemærkethed. Langdistance-identiteten skal sikres med ikke bare ét fyrtårn – men altså en mindre skov. Som det generelt har været tilfældet i forbindelse med markedsføringen af nye højhuse i København, har man også hos Carlsberg benyttet sig af en tårn-analogi. Højhusene betegnes omhyggeligt tårnhuse eller boligtårne. Man mener således at videreføre en københavnsk tårntradition, når man opfører et relativt slankt højhus. Men er København virkelig tårnenes by, og er der overhovedet lighed mellem Københavns kendte tårne og f.eks. Carlsbergs projekterede tårnhuse? Hvad det sidste angår, er det hensigten, at Carlsbergs højhuse alle skal være kvadratiske med en grundplan, der spænder fra 18x18 m til 25x25 m og en højde på mellem 50 og 120 m, og det alene betyder, at de får helt andre dimensioner og desuden også en helt anden profil, end hvad vi kender fra de berømmede tårne. F.eks. er et af byens største tårne, Københavns Rådhustårn, kun 10x10 m i grundplan og selvom det ganske vist er 105,6 m højt, udgøres ca. 30 procent af højden af spiret. For Christiansborgs og Vor Frelser Kirkes vedkommende udgør spiret omtrent hele 50 procent af tårnets højde. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt København er tårnenes by, kan man i gadeperspektiv sagtens opleve byen som spækket med tårne, men i virkeligheden er det – foruden mindre kirketårne – de allestedsnærværende småspir, især romantiske slotsdrømme fra det 19. århundredes sidste halvdel, der dagligt forleder os til at tro, at antallet af tårne er langt mere omfattende end tilfældet er. Antallet af høje tårne i København er ret beskedent og det er spirenes pinakelprofil, der tegner sig på himlen. Men den københavnske skyline består faktisk mest af himmel. Det er frem for noget den homogene horisontale profil og de harmoniske skalaforhold, der kendetegner vores tradition, og derfor er højhuse et brud med og ikke en videreførelse af traditionen. Tårn-analogien er ikke troværdig i en københavnsk kontekst; højhusene har nødvendigvis et andet volumen og en anderledes profil og Carlsbergs tårnhuse kommer ikke til at fremstå som tårne, men som det, de er: relativt slanke og ret høje højhuse. Det ikoniske forlæg for Carlsbergs højhusprofil er angiveligt den italienske middelalderby San Gimignano, der er berømt for sine mange kvadratiske og ensartede tårne, men eftersom Entasis’ skitserede højhuse oprindeligt ikke var ensartede eller kvadratiske, er der noget, der tyder på, at San Gimignano-referencen er en efterrationalisering. På Carlsberg har man nemlig gravet i historien og fremdraget den oplysning, at det var Carl Jacobsen, der gav København tilnavnet: »Byen med de mange skønne tårne« og at han til dette havde ladet sig inspirere af slagordet: »San Gimignano delle belle torre«, og dermed mener man åbenbart at have afklaret højhusenes berettigelse og logik. Det er helt sikkert en god historie, men også en yderst perifer og fortænkt kontekst, som på ingen måde legitimerer, at der nu tænkes opført en række højhuse på Carlsberg. På trods af sin forkærlighed for tårne lod Carl Jacobsen som bekendt Ny Carlsberg bebygge forholdsvis lavt. Ganske vist ligger der allerede nu et 88 meter højt hus fra 1960’erne på Ny Carlsberg Vej – en kolos, der er helt ude af skala med omgivelserne – men det er da ikke ligefrem et eksempel til efterfølgelse. Denne skyskraber skal oven i købet nedrives med henblik på at kunne genopstå som 80 m højt kvadratisk ’tårnhus’. Helt fra starten sikrede Carlsberg sig, at projektet fik et godt omdømme i pressen ved straks at erklære, at den nye bydel skulle være levende, mangfoldig, CO{-2}-neutral og respektere de mange kulturhistoriske værdiers egen logik. Desuden skulle den realiseres gennem en fuldkommen demokratisk proces båret frem af folkelig deltagelse på alle planer, og hvad det sidste angår, har man da også ydet en overbevisende indsats. De mangfoldige tiltag har bl.a. indbefattet utallige omvisninger på hele Carlsberggrunden, en fuldkommen åben projektkonkurrence med et flot gennemarbejdet oplæg, udstilling af samtlige af konkurrencens bidrag, præsentation af vinderprojektet, en hjemmeside med informationer om projektet, om Carlsbergs historie og samtlige Carlsbergs ejendomme, dialogmøder med lokale beboere og andre interesserede og desuden løbende en åben dør for alle, der ville have indblik i, hvordan planen aktuelt tog sig ud. Det er uden sidestykke, og det kan ikke undgå at imponere. Og alligevel er der noget, der tyder på, at hvedebrødsdagene trods alt så småt er ved at være ovre. Med det konkrete lokalplanforslag melder hverdagen sig. Det blev åbenbart for nylig, da Carlsberg flot og gæstfrit afholdt borgermøde med øl og pølser i J. C. Jacobsens skønne og fredede have, som i øvrigt efter planen i fremtiden vil blive markeret med et 80 meter højt hus til den ene side og et 100 meter højt hus umiddelbart bag ’De Hængende Haver’ til den anden side – en kendsgerning, der er symptomatisk for projektets generelle fejlkurs. Ved det store borgermøde var der da også begrænset begejstring at spore blandt især de mange lokale beboere, der direkte berøres af de massive trafikale problemer, der følger med bydelsprojektet og planerne om de ni højhuse, som rigtig mange mennesker får direkte udsyn til og skyggegener af, og som desuden vil blive en dominerende og fremmed faktor i relation til Københavns og Frederiksbergs ældre bydele – og ikke mindst Carlsberg selv. Almindelige borgere imponerede med deres indsigtsfulde og præcise kritik af, hvad der fremstår som et langtfra gennemtænkt og bæredygtigt forslag, mens panelet af eksperter fra bl.a. Carlsberg og Københavns Kommune med deres vage, undvigende eller manglende svar indirekte bekræftede kritikkens berettigelse. Modsat dette udslag af civilcourage på borgermødet har der imidlertid næsten ingen kritik lydt af projektet i den offentlige debat. Jeg mener da ellers nok, at det var oplagt at vurdere hensigtsmæssigheden af højhuse og tæt karréstruktur på det unikke industri- og kulturhistoriske Carlsberg og ytre sig herom i pressen. Men her bør Carlsberg med deres ædle hensigter nok gøre sig klart, at der trods alt kan være visse begrænsninger og blokeringer, der svækker den optimale demokratiske proces og forhindrer kritiske røsters frie udfoldelse. Man kan forestille sig en udtalt forekomst af skyklapper og selvcensur, når bygherren er en af landets største industrigiganter, som tilmed er baglandet for landets største private forsknings- og kunstfond. Personligt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Carlsberg er omgærdet af en sådan ærefrygt – og billedet af den magtfulde gigant får da også i disse år fornyet kraft med mediernes beretninger om konkurrentopkøb og markedsekspansioner. Carl Jacobsen var glad for skønne tårne – eller måske først og fremmest spir. Således ville den ivrige mæcen i årene omkring 1910 udstyre C. F. Hansens nyklassicistiske Vor Frue Kirke med et højt barokspir i stil med det, det havde inden englændernes bombardement af København i 1807 og inden C. F. Hansens radikale ombygning af krigsruinen. Også dengang var der så stor respekt omkring Carlsberg og Carl Jacobsen, at han nød ganske pæn opbakning til sine planer blandt tidens arkitekter – men heldigvis var der også engageret modstand, og vi kan især takke arkitekterne Hans Koch og Carl Petersen (og Carls bortgang i 1914) for, at planerne forblev på papiret og blev endnu en god historie. Barokspir er da helt sikkert fantastiske, men ikke på C. F. Hansens kirke. Det er der vist almindelig enighed om i dag. Det er jo på ingen måde, fordi Carlsberg med bydelsprojektet farer komplet hensynsløst frem – det er bare meget langtfra hensynsfuldt og gennemtænkt nok. Set i forhold til det høje ambitionsniveau og projektets omfang er det præget af for megen hast og desuden af for mange kokke - bl.a. en overborgmester, der vil profilere sig med højhuse og billige boliger (af sidstnævnte får hun efter aftalen 300 til regnskabet). Det er planen, at første spadestik til det omfattende og langsigtede projekt allerede skal tages i begyndelsen af 2009. Jeg mener, at »Det er en ommer!« – som de siger hos ‘konkurrenten’. Forhåbentlig vil Carlsberg og Københavns Kommune inden længe nå til samme erkendelse.