I morgen har EU 50-års fødselsdag.
25. marts i 1957 underskrev Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg Romtraktaten, som i mange år var rammen om Fællesmarkedet, der senere blev til EF og nu EU. Det er en fødselsdag, som er værd at markere. For dette europæiske fællesskab har sikret frihed, fred og fremgang for Europa. Det Europa, som gennem århundrederne er blevet martret af ødelæggende krige. Det var visionære europæiske politikere, som i 1950’erne – på ruinerne af et sønderbombet Europa – fostrede tanken om at forhindre fremtidige krige ved at binde Europas lande sammen i et økonomisk og politisk fællesskab, så enhver kunne indse dårskaben i på ny at kaste sig ud i indbyrdes ødelæggende konflikter. Og projektet lykkedes. Vore generationer har oplevet den længste periode med fred i Europas historie. Ikke blot lever vi i fred og harmoni med hinanden. Det helt afgørende er, at de europæiske folk har tilkæmpet sig frihed og folkestyre. Efter Murens fald i 1989 blev de tidligere kommunistiske diktaturer omdannet til nye demokratier. Og i 2002 blev det på EU-topmødet i København besluttet at udvide EU med 10 nye demokratier fra Øst- og Centraleuropa. Dermed blev et af de mørkeste kapitler i Europas historie endeligt lukket. Vi har igen fået et helt og udelt Europa. EU er det største fredsbevarende projekt i verdenshistorien. Samarbejdet har udryddet de totalitære ideologier og erstattet dem med demokrati. Det har nedbrudt grænser, handelshindringer og mistillid mellem folk til fordel for samarbejde, frihandel og tillid. Hvor Europa tidligere var splittet og i indbyrdes krig, står vi i dag sammen. Også om at bekæmpe krig og konflikter i andre dele af verden. Tænk blot på, hvilket Europa vi ville have haft i dag, hvis vi for 15 år siden havde ladet de østeuropæiske lande sejle deres egen sø, netop som de var sluppet fri af kommunismens åg? Man kunne frygte, at deres udvikling til politisk frihed, demokrati, respekt for menneskerettigheder og markedsøkonomi var blevet forsinket, og at nationalistiske strømninger havde fået overtaget, hvis de ikke havde haft det afgørende perspektiv om EU-medlemskab. Vi må selvfølgeligikke glemme USA’s store indsats for, at Europa i dag er frit og demokratisk. Men her ved EU-samarbejdets 50-års jubilæum kan vi også glæde os over, at vi selv tog ved lære af historiens fejltagelser og indledte et succesfuldt samarbejde, der dag for dag skaber betydelige resultater til glæde for Europas borgere. EU har ikke blot været hovedansvarligt for at sikre frihed og fred samt vækst og velstand i Europa. I de seneste 20 år er fulgt det indre marked, den fælles valuta og den store udvidelse med landene i Central- og Østeuropa. Alt sammen store EU-projekter, der har forbedret hverdagen for borgerne i Europa. Vi må dog også erkende, at EU har været meget optaget af sin egen udvikling gennem de seneste årtier. Fem nye traktater på mindre end 20 år. Fra 12 til 27 medlemslande på samme tid. Ikke så underligt, at mange borgere har følt, at EU har handlet mere om paragraffer, institutioner og procedurer end om konkrete initiativer til fordel for borgerne. Men det har været en nødvendig udvikling for at nå dertil, hvor vi er i dag. Tag blot detindremarked, der i dag er det helt afgørende omdrejningspunkt for samarbejdet. Ja, det er i høj grad det indre marked, der binder de europæiske lande tæt sammen. I dag er selv de største EU-modstandere tilhængere af det indre marked. Resultaterne taler da også deres eget tydelige sprog. Vores virksomheder har adgang til næsten 500 millioner potentielle kunder under lige konkurrencevilkår. Almindelige forbrugere og borgere oplever et langt større udbud af varer. Konkurrencen er den bedste sikring af kvalitet og lave priser på både varer og tjenesteydelser. Det oplever vi blandt andet med de billige flybilletter og de lave telefontakster, der har gjort det muligt at have tætte forbindelser på tværs af Europas grænser. Siden oprettelsen af det indre marked er der skabt mere end 2,5 millioner job. I tiårsperioden fra 1993 til 2003 er det samlede europæiske bruttonationalprodukt vokset med ikke mindre end 165 milliarder euro. Det er et overbevisende resultat. Ganske vist har den tidligere formand for EU-kommissionen Jacques Delors engang sagt, at man ikke kan forelske sig i det indre marked, men man skal i hvert fald være mere end almindeligt koldblodig for ikke at blive imponeret over disse resultater for Europas vækst og beskæftigelse. Helt aktuelt holdes det danske opsving blandt andet i gang af flere tusinde håndværkere fra især Polen. Uden deres indsats ville manglen på arbejdskraft være indtrådt tidligere – og ville måske have bremset dele af opsvinget. Det ville være nærmest umuligt at skaffe en håndværker. Og risikoen for store prisstigninger ville være overhængende. Det er et konkret eksempel på, at udvidelsen og det indre markeds sikring af arbejdskraftens frie bevægelighed har betydning for os alle. I de kommende år skal vi udvikle EU-samarbejdet yderligere. Vi skal bygge på de enestående resultater, som er skabt i løbet af de sidste 50 år. EU skal fortsat repræsentere ’Resultaternes Europa’. Men vi skal forny strategien. Fremdriften i det europæiske samarbejde bliver ikke de store megaprojekter, men derimod summen af mange mindre – men for den enkelte europæer vigtige – beslutninger. EU-samarbejdets succes vil i højere grad blive målt på, i hvor høj grad det medvirker til at forbedre og forenkle hverdagen for Europas borgere. Det gælder lige fra vareudvalget i vores lokale supermarked, betingelserne for at afsætte danske eksportvarer i udlandet, mulighederne for at studere ved universiteter til gratis eller delvis gratis lægehjælp, hvis vi bliver ramt af en ulykke i et andet EU-land. De tre væsentligste opgaver er at sikre, at Europa bliver i stand til at skabe vækst og beskæftigelse i fremtiden. At sikre borgerne tryghed og sikkerhed over for grænseoverskridende problemer som terrorisme, illegal indvandring og miljø- og klimabeskyttelse. Samt at EU bedre bliver i stand til at varetage europæernes interesser på den internationale scene. Jeg mener, at disse opgaver er meget væsentlige for befolkningernes opfattelse af, at EU skaber resultater og beskæftiger sig med de problemer, der optager borgerne i Europa. Ved en festlig anledning som denne vil jeg dog alligevel tillade mig at kigge lidt i krystalkuglen. Hvad er det for et Europa, som jeg håber og tror, vil vise sig i et 20-årigt perspektiv? • Vi vil se, at det i langt højere grad er en hverdagsbegivenhed for de europæiske borgere at gøre brug af den frie bevægelighed, som EU er garant for. De kommende generationer vokser op i et grænseløst Europa med langt flere muligheder. Arbejdskraften vil søge derhen, hvor de gode job og spændende udfordringer findes. Man vil slå sig ned i det område, der passer til ens livsstil. Der vil være flere udvekslingsophold for studerende. Og flere danske undervisere og forskere vil være at finde på læreanstalter ude omkring i Europa, i takt med at der gennemføres bedre meritoverførsel og mere gennemskuelig konkurrence mellem EU-universiteter. • Vi vil se et mere handlekraftigt og effektivt EU på kerneområder, hvor befolkningernes berettigede krav og forventninger på området skal indfris – det gælder især bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet. Det gælder flere fælleseuropæiske indsatser i katastrofesituationer, civilbeskyttelse både i og uden for Europa, når ressourcerne ikke slår til på det nationale niveau. En fælles europæisk energipolitik for at sikre rimelige priser, mere brug af vedvarende energikilder og forsyningssikkerhed samt et liberaliseret energimarked internt i EU. EU er en drivende kraft i verden med hensyn til at sikre et godt miljø og en bæredygtig udvikling. • EU vil have udviklet en markedsorienteret landbrugspolitik, hvor landmændene arbejder på markedsvilkår ligesom alle andre erhverv. Den fælles landbrugspolitik er afskaffet og afløst af langt mindre udgiftskrævende støtteordninger til fordel for naturbevarelse, egnsudvikling, turisme, omskoling og uddannelse for landbefolkning m.m. Forskning og udvikling, kampen mod terror og kriminalitet, det militære samarbejde og strukturfonde bliver herefter de tungeste poster på EU’s budget. • Vi vil have udviklet en langt stærkere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og det forsvarspolitiske samarbejde vil gøre EU i stand til at spille en aktiv rolle som fredsskabende og fredsbevarende aktør. Ikke med et EU-militær – men med styrker stillet til rådighed på frivillig basis fra de enkelte medlemslande. På verdensplan vil EU tale med langt tungere vægt – også i de politiske spørgsmål. Som verdens samlede største økonomi vil vi som minimum være ligeværdige med USA og Asien i politisk indflydelse. • EU er blevet udvidet med landene på Balkan og har dermed bidraget til at lukke endnu et mørkt kapitel i Europas historie. Måske har også nordmændene og islændingene besluttet at være med. Med EU’s øvrige europæiske naboer vil der være udviklet et meget tæt naboskabssamarbejde. Jeg tør ikke spå om, hvorvidt Tyrkiet er blevet medlem af EU. Det afhænger blandt andet af, om Tyrkiet vil indføre de nødvendige 80.000 sider EU-lovgivning og derved forandre det tyrkiske samfund til at opfylde europæiske standarder. Hvis Tyrkiet opfylder alle de nødvendige betingelser, og såfremt alle EU’s medlemslande er enige om det, vil Tyrkiet kunne være medlem af EU om 20 år. Hvis ikke, vil Tyrkiet og EU under alle omstændigheder have et meget tæt partnerskab. For det er i såvel EU’s som Tyrkiets interesse. • EU vil være en stærk international handelsorganisation, som er en drivende kraft i at fremme global frihandel. Med den fortsatte globalisering, konkurrencen fra Kina og Indien med flere – og nok også i forhold til at imødegå protektionistiske strømninger i tredjelande – vil EU’s rolle på det handelspolitiske område have en endnu større betydning for den økonomiske vækst i Danmark. Den internationale arbejdsdeling og specialisering vil skærpes yderligere over de næste 20 år. Danmark vil som en lille åben økonomi med alt overvejende ekspertise i service, højteknologi og knowhowprodukter være helt afhængigt af, at EU er i stand til at sikre fair spilleregler på verdensmarkedet. Især gennem Verdenshandelsorganisationen, WTO, og bilaterale aftaler med tredjelande for eksport af danske varer. • Der er skabt ’Den atlantiske markedsplads’ – en transatlantisk frihandelszone mellem EU og USA. De protektionistiske kræfter på begge sider af Atlanten har lidt nederlag og indset, at deres kamp er forgæves. Frihandel er den eneste vej til at sikre en konkurrencedygtig økonomi og øget velstand. Frihandelszonen udvikler sig hastigt og udgør verdens mest dynamiske økonomiske kraft. Det transatlantiske forhold er tættere end nogensinde. EU’s tungere rolle på verdensplan har ikke øget konkurrencen mellem Europa og USA, men gjort os til ligeværdige partnere med fælles interesser. Som USA er EU i stand til at agere militært i internationale kriseområder. EU’s 50-års fødselsdag vil i nogen grad være præget af den aktuelle diskussion om en ny traktat. Men i det store historiske perspektiv er det et mindre væsentligt spørgsmål sammenlignet med de enestående resultater, som EU har præsteret siden 1957. Som altid tidligere i sin 50-årige historie vil EU’s medlemslande finde løsninger og kompromiser, så samarbejdet kan fortsætte. Så jeg er entydigt optimist. Det er en positiv fremtid, der tegner sig. Hovedretningen i Europas udvikling er, at mennesker får større frihed og flere valgmuligheder. Som danskere får vores synspunkter og holdninger større vægt i Europa. Som europæere vil vi få større indflydelse på den globale udvikling.
