Jeg køber mig til en mental tilstand. Det er det, det hele går ud på. Der er bøger i Dublin. Det er derfor, jeg flyver dertil over weekenden. Øllet er sort, stew’en er suppe, brødet er sure fødder, og det er alt sammen meget spændende, men når folk spørger mig, hvad min veninde og jeg laver i Dublin, falder svaret prompte: bøger. Så simpelt kan det siges. Bøger fra gulv til loft. Bøger som strækker sig mod den knivskarpe blå efterårshimmel og kravler op langs reoler så gamle som Irland selv. Bøger, der koster to kroner eller deromkring. Bøger, der sælges af hjælpsomme boghandlere over en fortrolig snak om litteraturens hemmeligheder, og som pakkes pænt i brune papirsposer. Jeg står i en lille grøn bogbutik ved kanalen nær Temple Bar i hjertet af Dublin. Blikket glider grådigt over bogryggene. Jeg scanner titler i ekspresfart, mens hjertet slår hurtigere og hurtigere. Her dufter af historier. Jeg trækker vejret dybt ind gennem næsen og nyser af begejstring. Jeg er et taknemmeligt publikum, som elsker bøger uden forbehold og konstant fantaserer om at kunne tappe ned i verdens kammer af ufiltreret visdom. Min hånd glider ned langs ryggen på en bog. Skal det være den her? Jeg tager nogle af dem med hjem. Det ved jeg allerede nu. Det er bestemt på forhånd. Men hvilke? Jeg må ikke vælge for mange. Sådan er spillereglerne. Det er en ren gyser, men en fabelagtig en af slagsen. Jeg smiler eksalteret til min veninde, som med blussende kinder holder godt fast i en særlig udgave af Joseph Heller’s Catch 22. Jeg nikker anerkendende og fremviser mit eget fund, en sort hardback udgave af Rushdies The Ground Beneath Her Feet. Vi er på opdagelsesrejse i et litterært univers, som er tæt på ikke-eksisterende i Danmark, og vi forstår vores eget held over at være netop her, hvor bøgerne flyder frit rundt i rummet, og hvor den ophøjede ro kun forstyrres af vores svært undertrykte jubelråb. Snart kalder nye bogbutikker os lystigt til sig med lovning om nye litterære rejser til ukendte egne af tankernes krøllede univers, og vi går fra den ene vidunderligt særegne bogbutik til den næste, alle med hver deres unikke krølle på konceptet ’at handle med nedskrevne tanker’. De lokale dublinere griner lidt fjoget, når vi svarer, at vi er i Dublin på grund af bøger. Kommer vi virkelig hele vejen hertil for bøger? Har vi da ikke bøger i Danmark? Jeg kan godt forstå ironien, for Danmark er kendt for sit høje uddannelsesniveau, og selvom marketingstrategier og tom branding i disse dage har kronede dage, er vi stadig mange, der insisterer på, at uddannelse også har at gøre med netop bøger. Når jeg så forklarer de spørgende dublinere, at Danmark måske er verdens dyreste land, når det kommer til videregivelse af litterære vidundere til sit folk, går samtalen helt i stå. Der er ingen forståelse. Men så sporer jeg alligevel en ændring i udtrykket i de lyttende folks nysgerrige ansigter. Har den danske regering måske en interesse i at holde folket uoplyst? Denne konspiratoriske undren udformes i let ironisk spørgende ord, og jeg trækker på skuldrene som svar. Hvad ved jeg? Ikke særligt meget. Men jeg ved, at jeg er i Dublin for at købe bøger, fordi Danmark holder krampagtigt fast i en forældet og uhensigtsmæssig momsafgift på litteratur, som gør, at verdens vigtigste ord kun kan købes af de privilegerede få.
Jeg kan ikke selv forstå logikken i de skyhøje priser på bøger i Danmark, så jeg forsøger mig ikke med en forklaring over for mine nye irske venner.
