Vi befinder os midt i en krisetid.

Finanskrisen er på alles læber. Det største krak i verdensøkonomien siden 1929, siger mange eksperter. Folk mister deres job. Virksomheder drejer nøglen rundt, og politikerne disker op med akutte redningsplaner. For blot få måneder siden ville vi ikke have troet, det var muligt. Mange talte om, at en faretruende recession i økonomien lurede lige om hjørnet, men ingen troede rigtig på det. Nu er den imidlertid en barsk realitet, og det får mig til at tænke på en anden krise her til lands, som de fleste har talt om i lang tid, men som ingen rigtig tager alvorligt; nemlig krisen i kulturlivet. Finanskrisen skyldes en løbsk laissez faire-kapitalisme og overophedning – en alt for stor tiltro til, at markedet kunne regulere sig selv og en tilsvarende manglende vilje til politisk styring. Kulturkrisen skyldes lige det modsatte. Kulturen er ikke ved at dø af overophedning, men af iltmangel. Der tilføres alt for få midler til området, og den politiske styring er stram og håndfast. Lad os starte med pengene. Efter års intens tovtrækkeri med regeringen er det nu endelig lykkedes oppositionens kulturpolitikere at få trukket en tilståelse ud af Venstre og Konservative: Siden regeringsskiftet i 2001 er der ikke sket en vækst, men derimod et markant fald i de statslige bevillinger til kulturområdet: 81 millioner er der helt præcis skåret i Kulturministeriets budget, hvis man sammenligner tallene fra 2001 med tallene fra 2007. De sidste mange år har regeringspartierne ellers sunget en anden sang. 2 mia. skulle der være tilført kulturen i ekstra midler. Et regnestykke, der kun kunne gå op, fordi en lang række kommunale ansvarsområder inden for kulturen overgik til Kulturministeriet i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Altså stod det slet ikke så godt til med kulturlivets økonomi, som man påstod. 81 millioner. »Det er ikke noget dramatisk fald som sådan«, udtalte Venstres kulturordfører Troels Christensen til Dagbladet Information 21. november, da sagen kom frem. »Det er 2 procent, og det er langt mindre, end man skal effektivisere andre steder«. Det sidste har han sikkert ret i, men det første er forkert. En nedskæring på 81 millioner er dramatisk for et område, der i forvejen er underprioriteret. Og dét er kulturlivet. Hver dag har efterhånden sin historie om nødlidende danske kulturinstitutioner: I perioden fra 2006-2007 lukkede 131 biblioteker landet over, og bibliotekerne har samlet set fået reduceret budgetterne med 9 procent over tre år (Berlingske Tidende, 12. november 2008). Egnsteatrene mangler efter eget udsagn 8-10 mio. i 2009 (Politiken, 3. maj 2008). Nyt dansk musikteater er lukningstruet. Store institutioner som Statens Museum for Kunst er i knibe. Teater- og tv-produktioner har svært ved at rekruttere skuespillere, fordi mange er tvunget til at søge over i andre brancher som følge af stramme regler for supplerende dagpenge. Den danske kulturarv er truet af et omfattende forfald. Kulturarvsstyrelsen mangler op mod 130 millioner kroner for at forebygge, at ruiner som Hammershus, Kalø Slotsruin og Absalons Borg smuldrer bort (Kristeligt Dagblad 3. december 2008). Og Kunstrådets frie midler er reduceret fra 40 mio. i 2003 til 15 mio. i 2008. Det fik i starten af 2008 Kunstrådets formand Mads Øvlisen til at sætte spørgsmålstegn ved hele ideen med Kunstrådet: »Jeg synes, man skal overveje Kunstråds-konstruktionen, når der ikke er flere penge at gøre godt med: Skal Kunstrådet overhovedet dele penge ud eller kun være et rådgivende organ?«, spurgte han i Information 22. januar 2008. 81 millioner er med andre ord mange penge for kulturlivet. Det har, som ovenstående illustrerer, kastet en lang række vigtige aktører ud i problemer. Situationen bliver ikke bedre af den ekstremt stramme styring af kunsten og kulturen, der praktiseres. Profitmaksimering, resultatkontrakter, effektivisering og evaluering er blevet dagligdag på alle landets kulturinstitutioner. »Kulturministeriet har indført New Public Management i en sådan grad, at det også kan virke uhensigtsmæssigt«, udtalte ekspert inden for bestyrelsesarbejde Teddy Wivel til Information forleden (4. december). »Det er svært at lave resultatkontrakter med bløde mål for virksomheder, der i sagens natur ikke skal skabe profit. I resultatkontrakterne har man derfor måske i lidt for høj grad fokuseret på det, der kan måles, frem for hvad der bør måles (...) Det, er jeg sikker på, skaber mistillid mellem Kulturministeriet og de kunstneriske ledere – for de spørger sig selv: Kæmper vi overhovedet for det samme her? Nemlig kunsten«, sluttede Wivel. Teddy Wivels analyse rammer ret præcist hovedet på sømmet. Der består et helt fundamentalt misforhold mellem det fokus på effektivisering og profitmaksimering, som resultatkontrakterne indebærer, og så den dynamik, der karakteriserer kunstnerisk skabelse og udfoldelse. Når vi i snart 50 år har haft et kulturministerium her i landet, så har det jo ikke været for at tjene penge, men for at værne om kunstens og kulturens frie udfoldelse til glæde for landets borgere. Det er først i nyliberalismens tidsalder, at kunst og kultur er blevet noget, der i ordets bogstaveligste forstand skal kunne betale sig. Fra politisk side er man efterhånden mere fokuseret på, at tælleapparaterne på museer og teatre snurrer i et højt tempo end på den kunstneriske kvalitet. Det fører ifølge flere ledelseseksperter til fuldstændig uklare ledelsesstrukturer i mange af de statslige kulturinstitutioner. For de teatre, der hører under Københavns Teater, gælder det f.eks., at det enkelte teaters bestyrelse ikke kan fyre teatrets direktør. Det kan kun den overordnede bestyrelse for Københavns Teater, som er udpeget af Kulturministeriet. Kulturministeriet lever ifølge lektor ved CBS Jens Nielsen ikke op til governance-principperne, det vil sige principperne for god strategisk virksomhedsledelse. En lang række virksomheder har i dag implementeret disse principper, hvor nøgleordene er åbenhed, gennemsigtighed og uafhængighed. »Man burde simpelthen bede Kulturministeriet forklare, hvorfor de ikke følger governance-principperne, når de nedsætter en ny ledelse eller bestyrelse i en kulturinstitution. Det vil blotlægge, at der ikke er noget rationale bag. I vid udstrækning har det jo bare handlet om, at man selv ville bestemme, hvem der skulle have posterne«, sagde Jens Nielsen til Information 5. december. Den styring er efterhånden blevet en ret uskøn forestilling at overvære, og det ville være befriende, hvis en nyudnævnt kulturminister betød styring tilbage til ledere med forstand på kunst og kultur. Cultural governance for nu at blive i terminologien. Måske er der håb om nye tider. I hvert fald udtalte Carina Christensen forleden, at hun vil se på ledelsesproblematikken i relation til kulturinstitutionerne, og at hun ønskede sig flere penge til Kulturministeriet i julegave. Krisen er det kritiske øjeblik. Ordet krise kommer fra det græske ord krisis, og etymologisk set har det ikke kun en negativ betydning. Krisen kan være en patologisk tilstand, det tidspunkt, hvor det kan gå helt galt. Men krisen rummer også muligheden for forandring til det bedre. Den er også det tidspunkt, hvor fundamentet til noget nyt og bedre lægges. Som Barack Obamas nyudnævnte stabschef, Rahm Emanuel, udtrykte det i forbindelse med finanskrisen, så skal vi ikke lade en alvorlig krise gå til spilde. Med den bemærkning hentydede han til, at der set i lyset af den øjeblikkelige økonomiske situation er gode muligheder for at gennemføre dybdegående ændringer i det amerikanske samfund. På samme måde forholder det sig med det danske kulturliv. Krisen skal udnyttes til at udstikke visionerne for en ny kulturpolitik. Kodeordene er fællesskab og plads til eksperimenter. »Selv om vi bliver fattigere, behøver vi ikke blive dummere«, som forskningslederen Peter Duelund for nylig udtrykte det. Kulturkrisen skal bruges til at sprøjte ny energi, vitalitet og optimisme ind i kulturlivet, til at sikre nye indsigter og landvindinger og til at styrke fællesskabet på tværs af de sociale, religiøse og etniske skel, der efterhånden karakteriserer Danmark. Nedenfor har jeg oplistet nogle af de initiativer, der for mig at se er afgørende for at skabe en ny kulturpolitik. Men der er brug for mange flere, så jeg vil kraftigt opfordre alle til at tænke med. Revitaliser dansk teater: 2009 bliver efter alt at dømme året, hvor vi endelig får en ny teaterlov i Danmark. Mit håb er, at man med denne nye lov vil satse massivt på at lukke gabet mellem kunsten og folket. Det skal ske ved at allokere 10 procent af de samlede teaterbevillinger til formidling, af den simple grund, at formidling er det afgørende bindeled mellem kunstudøvere og publikum. Formidling er nøglen til succes, hvis formålet med den statslige kulturpolitik skal opfyldes: nemlig at få så mange som muligt til at benytte de offentlige kulturtilbud og på den måde sikre borgernes kulturelle dannelse og udvikling. Formidling skaber synlighed, og synlighed er forudsætningen for omverdenens engagement i og interesse for teatret, hvilket i sidste ende er en forudsætning for den fremtidige udvikling af teatret. De danske teatre rummer et utal af fantastiske tilbud til såvel børn og unge som voksne og gamle. Men ofte har teatrene svært ved at bryde igennem den massive lavine af oplevelsestilbud, der rammer os alle hver eneste dag. Derfor skal der satses på formidling. Risikovillige midler til kunsten: Der bør oprettes en pulje med risikovillige midler til at understøtte nye, kreative, innovative og ’risikable’ projekter inden for scenekunst, musik, litteratur etc. Det er der behov for, dels fordi risikovillige midler er en nødvendighed for at sikre den fortsatte udvikling af dansk kunst, og dels fordi kulturlivet ikke kan erhverve sig risikovillige midler andre steder end hos det offentlige – specielt ikke i tider med lavkonjunktur, som dem vi står over for nu. Ny kulturkritiker-uddannelse: De sidste mange år har der været en tendens til, at den kritiske kulturjournalistik og det seriøse anmelderstof er blevet kraftigt nedprioriteret i både de store landsdækkende dagblade, i radioen og på tv. Det er et stort problem, for hvis vi ønsker os et kreativt, blomstrende og vitalt kulturliv, så kræver det en skarp og indsigtsfuld skare af kulturkritikere, der kan give deres bud på, hvordan vi i fremtiden får en ny Mads Mikkelsen eller en ny Lars von Trier. Vi har brug for indsigtsfulde kritikere til at vise os rundt i mangfoldigheden af kulturtilbud, og vi har brug for kritikere, der kan skille det ligegyldige fra det, vi kan bygge videre på. Man burde derfor oprette særlige studieretninger på journalisthøjskolen og på de kunstneriske uddannelser. Vi skal have en egentlig kulturjournalistuddannelse og desuden en række studieretninger for kulturkritik, som er forankret i de faglige miljøer på kunstuddannelserne, f.eks. på teaterskolen og kunstakademierne. Honorar-entré på de statslige kulturinstitutioner: Formålet med den statslige kulturpolitik er at sikre borgerne en bred vifte af kulturtilbud af høj kvalitet og på den måde bidrage til deres kulturelle og demokratiske dannelse. Men hvis borgerne ikke bruger disse tilbud, enten fordi de ikke er opmærksomme på dem, eller fordi de ikke ønsker at bruge deres penge på dem, er vi lige vidt. Derfor mener jeg, at de statslige kulturinstitutioner bør indføre en form for honorar-entré, hvor publikum modtager et mindre beløb for at deltage i en guidet tur på f.eks. et museum. God kunst gør os klogere, fordi den lærer os at se os selv, vores medmennesker og omverden i et nyt lys, og derfor vil det være en god samfundsmæssig investering at betale folk for at benytte de offentlige kulturtilbud. En af de vigtigste udfordringer for en ny kulturpolitik er udviklingen af et nyt dannelsesbegreb. Hvordan sikrer vi den kulturelle og demokratiske dannelse i en tid, hvor kommercialiseringen af kulturen når nye højder, og hvor alle i individualismens hellige navn dyrker deres egen lille niche? Hvordan sikres fællesskabet og de fælles oplevelser i en tid, hvor en stor del af befolkningen lægger deres kulturforbrug foran tv- eller computerskærmen? Jeg mener, at man fra offentlig side burde udvikle og støtte et projekt, hvor der gives gratis entré for begge personer, hvis en ung tager en ældre (eller omvendt) med til et eller andet kulturelt arrangement, eller hvis en dansker inviterer en araber. Cultural Dating kunne man kalde det, og der ville virkelig være tale om et projekt, som det er meningsfuldt at give offentlig støtte til! En slags humant bookingbureau i cyberspace, hvor vi knytter bånd på kryds og tværs og besøger hinandens enemærker. Det er langt bedre at kanalisere pengene ind i sådanne digitale platforme end i bevidstløse rabatordninger til teater og klassiske koncerter. Cultural dating rummer potentialet til at blive det nye århundredes dannelsesbegreb. Vi skal have en ny kulturkamp, nu hvor Carina Christensen har afblæst Brian Mikkelsens. Men denne gang er det kulturlivet og kunstnerne selv, der blæser til kamp for kulturen. Krisen skal udnyttes til at skabe reformer for kulturlivet. Såvel den nuværende som den foregående regering har prist kulturlivet både som en vigtig formidler af »sammenhængskraften« i det danske samfund og som et vigtigt element i fremtidens økonomi, hvor kreativitet og nytænkning bliver afgørende parametre for succes. Nu er tiden kommet til at sætte handling bag ordene. Det første skridt ud af kulturkrisen er en ny kulturpolitik, hvor ordet ’kulturstøtte’ slettes og erstattes af ’kulturinvesteringer’.