Magt skaber afmagt. Afmagt skaber vrede. Jeg er vred. Som ung mand med et flygel satte jeg mine surt opsparede småpenge i en ejendom i Lille Strandstræde i København, der, som mange ved, er en sidegade til Nyhavn. I de siden da forløbne 43 år har jeg sammen med mange andre i området lige så stille medvirket til at forbedre kvarteret ved at sammenlægge bitte små lejligheder, langsomt og tålmodigt fylde husene med mennesker, som forstod at værdsætte deres bolig, i stedet for den brogede skare af småkriminelle, ludere og andre repræsentanter for samfundets ydmygeste lag, der dengang overbefolkede ejendommene. Og det er i vid udstrækning lykkedes for os. Nyhavnsområdet er faktisk blevet til et kvarter, hvor der hersker en nogenlunde rimelig balance mellem det, man kunne kalde kvalitetsbevarelse og erhvervsudnyttelse, for disse to fænomener er i betydeligt omfang i modstrid med hinanden. Fra at have været et område, hvor der forekom hyppige slagsmål, knivstikkerier og sågar regulære gadeoptøjer, er det i dag en stort set altid fredelig – ja, indimellem nærmest provinsidyllisk lakune bag de larmende udfaldsveje, stormagasiner etc. Faktisk er Nyhavn en international perle, hvor man kan opleve en ubrudt række af næsten uspolerede småejendomme, hvori livet leves af almindelige mennesker. De seneste års hysteriske prisstigninger på fast ejendom har da også demonstreret, hvor attraktiv en bolig i Nyhavn anses for at være, når nytilkomne vil investere mellem 3 og 10 millioner for at få del i herlighedsværdierne. Nu vil man med ét slag smadre denne idyl. I stedet for at være det mestendels fredfyldte sted, hvortil ikke blot turister valfarter i stort tal, men hvor også talrige danske familier hygger sig med et glas uden for restauranterne og – nok for lidt færres vedkommende – et egentligt måltid i eller uden for de efterhånden meget kvalitetsbevidste restauranter, som har afløst forne tiders beverdinger, skal Nyhavn på initiativ af overborgmester Ritt Bjerregaard og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam med et hæsligt ord gøres til en »partyzone«, hvor idyllen med deres velsignelse forvandles til støj, druk og svineri – netop alt det, som vi fastboende i årenes løb med nogenlunde held har bekæmpet. Konkret vil man: 1) Forlænge restauranternes åbningstid til kl. 02 om natten (hvilket vil medføre tilstrømning af et fortrinsvis fuldemandspublikum med alt, hvad det indebærer af druk, larm og ikke mindst porttisseri), 2) Fordoble antallet af udendørskoncerter, som om der ikke allerede var tilstrækkelig støj fra det hidtil tilladte antal, 3) Fordoble disse såkaldte koncerters længde fra 3 til 6 timer, og 4) som rosinen i pølseenden generelt tillade et højere decibelniveau overalt i området. For en overfladisk betragtning kan det måske umiddelbart ligefrem lyde vældig festligt, men ud fra mindst to synsvinkler er det mere end betænkeligt. For det første er det mildest talt ikke særlig demokratisk at ville favorisere nogle enkelte erhvervsdrivende (restauratører, hvis indtjening allerede i dag formentlig ikke lader meget tilbage at ønske, og som til overflod i alt væsentligt er domineret af tre overordentlig effektive restaurantkædeindehavere, der eo ipso har en slags monopol på erhvervet i Nyhavn) på bekostning af de forbavsende mange fastboende lejere og ejere i området, hvis hverdag og ikke mindst -nat vil blive forpestet af generne. For det andet vil man i sin lidt komiske iver efter at gøre København til en kopi af verdens virkelige metropoler sandsynligvis opnå den modsatte effekt af den tilsigtede: »mere liv i byen«, eftersom man let kan forestille sig, at de nuværende kvalitetsrestauranter vil blive forvandlet til eller afløst af diskotekagtige udskænkningssteder, hvorved den bedste del af både de udenlandske og danske besøgende vil holde sig væk fra stedet – altså en ond spiral. Det, der karakteriserer Nyhavnsområdet, er den usædvanlig velbevarede samlede historiske bebyggelse: små huse i alle mulige udformninger, charmerende facader og helt uimodståelige interiører bagved. Som noget ret enestående har de overlevet to verdenskrige, tre storbrande og ikke mindst kapitalismens hærgende hånd, når det gælder industribyggeri. Skulle man ikke nu snarere end at belaste kvarteret ud over det, det allerede er i form af tatoveringsforretninger, pizzeriaer og lignende omsider vise lidt respekt for den kulturarv, man står med? Ejendommene i Nyhavn hører til de ældste i København (lige så pudsigt som at Pont Neuf i Paris er den ældste bro) og rummer trods deres beskedne dimensioner en række vidunderlige stuer og opgange med originale sprossede vinduespartier og dertil hørende håndsmedede hjørnebåndshængsler, porte med brede planker, gårdspladser med brosten og bordursten, omkranset af murværk med dekorative bindingsværkspartier, hist og her et træ, der inspirerer spurve, musvitter og solsorte til fredfyldt morgensang, og – først og fremmest – lejligheder med lokaler, hvis proportioner, stukudsmykninger og bevarede udskårne paneler og fyldingsdøre i den grad gør dem efterspurgte, at ejerlejlighedspriserne har nået skingrende højder. Hvert hus er unikt og forskelligt fra alle andre – skæve og lidt utætte er de, javist, men med en måske udefinerbar og dog uomtvistelig trivselsværdi, hvis sarthed ikke tåler det moderne samfunds overdrevne støj- og kraftpåvirkninger. Det er mig fuldkommen ubegribeligt, at seriøse fagfolk inden for arkitektur og bygningskunst i det hele taget ikke for længst har protesteret så kraftigt, som de overhovedet kan. I stedet for den påtænkte vulgarisering af Nyhavn skulle man gøre det modsatte: bevare området som et levende og velfungerende museumsområde. Hvorfor er tanken om et Københavns ’Gamla Stan’ så fjern? Faktisk er størstedelen af husene jo allerede fredet på grund af deres alder, men lige så tåbeligt det kan virke at skulle mødes af fredningsmyndighedernes forbud mod forslag om nænsomme indvendige moderniseringer af f.eks. sanitære installationer, skønt man trods alt alligevel har indset, at gaslys, gårdtoiletter og kulfyrede kakkelovne kan sløjfes til fordel for tidssvarende faciliteter, lige så uforståeligt er det, at netop fredningsmyndighederne ikke modsætter sig f.eks. den omtalte plan, hvis virkeliggørelse med garanti vil bidrage til husenes forfald og vanrøgt. Mange sørgmodige tilbageskridt er allerede blevet et resultat af udviklingen. Hvor man således i Store og Lille Strandstræde i mine yngre dage ikke blot kunne købe friskbagt duftende brød det meste af døgnet, men også vælge mellem adskillige købmandsforretninger – urtekræmmere – og specialforretninger, f.eks. mejeriet, hvor smørret blev taget fra en drittel og banket sammen med øvet hånd til en fin lille pakke, slagteren – viktualiehandleren – der fremstillede højtpræmierede spegepølser og lign., eller grønthandlerkælderen, hvor man i sommerperioden kunne købe eftermiddagsplukkede Dybdal jordbær! Disse småbutikker kunne måske i et eller andet omfang genskabes ikke blot til glæde for de mange fastboende, men også – og ikke mindst – som en givetvis velbesøgt attraktion for de turister, hvis gunst man så heftigt bejler til, og som med garanti ville være mere tilfredse med sådanne oplevelser end de nuværende mere eller mindre anonyme og overflødige efemere modeforretninger. Hvad ville være mere naturligt, end at den musik, som i et vist omfang er acceptabel, netop stammede fra den periode, hvor husene blev bygget, hvilket vil sige Mozart, Beethoven, Haydn og deres samtidige? Tænk, hvilken harmoni man ville skabe ved at lade dem dominere, i stedet for den påtrængende jazz- og popmusikudfoldelse, der allerede nu tillades, og som altså påtænkes udvidet til det uudholdelige. Nyhavnsområdet har allerede for længst nået bristepunktet, når det gælder f.eks. leverancer af specielt øl, der som bekendt transporteres i enorme køretøjer, som har store vanskeligheder ved overhovedet at passere igennem området, for slet ikke at tale om at parkere og læsse af og på. Hvortil kommer de mange andre leverandører, taxaer og ikke mindst et helt specielt fænomen: de skinnende overdimensionerede motorcykler, hvis potens ofte frister ejerne til voldsomme synkrone accelerationsdemonstrationer, skønt lydniveauet fra bare én af dem kan være tilstrækkeligt til at få alle vinduer og vægge i de gamle huse til at ryste – for slet ikke at tale om deres indbyggere. Det er helt andre foranstaltninger, Københavns Kommune skulle iværksætte (og i øvrigt ikke blot i Nyhavn), nemlig: 1) Hjælp til de talrige cyklister, der ikke har en jordisk chance for at henstille deres cykel uden at være til gene for andre, som ødelægger husmure, vanskeliggør passage på fortovene og, når det gælder Nyhavn, simpelt hen undertiden forvandler området til nærmest kaos, hvilket i forbindelse med hensynsløse bilparkeringer skaber unødig risiko for tab af menneskeliv, fordi f.eks. sluknings- og andre redningskøretøjer simpelt hen ikke kan nå frem i tide. 2) Forbud mod natligt fyrværkeri, som ikke blot virker chokerende på de mange fastboende borgere og især deres børn (samt ikke mindst de stakkels hunde), men også indebærer en latent ildebrandstrussel. 3) Mere effektiv indsats for at forhindre trængende borgere i at forrette deres nødtørft op ad facademure og – som de i deres tankeløshed ynder – fine gamle træporte. Blandt de flere hundrede mennesker, jeg i den senere tid har fået støtte af til de initiativer, der er taget til at protestere mod den planlagte vandalisering af området, har så godt som alle med deres underskrift straks vist forståelse for nødvendigheden af at forhindre projektet, og dette gælder vel at mærke ikke blot de umiddelbart berørte lokale beboere, men også mennesker med bopæl alle mulige andre steder. Derfor fristes jeg til at sige, at hvis de førnævnte direkte involverede politikere tror, at de gør sig populære på denne sag, så tager de alvorligt fejl. Ingen mennesker føler det rimeligt at få trukket foranstaltninger ned over hovedet på sig, der kun kan karakteriseres som voldsomme indgreb i deres velerhvervede rettigheder, især når det gælder deres bopæl. I realiteten er der her tale om en ekspropriation af herlighedsværdier og vel at mærke uden den ellers til dette altid alvorlige retsindgreb naturligt knyttede erstatning. Måske skulle de overveje, om ikke den frygtede politikerlede simpelt hen skabes af politikeres lede handlinger. Nyhavn er en kulturarv, hvis bevarelse er en national forpligtelse, der stiller krav om pietet og ikke brutalitet. Har man glemt, hvad ordet ’danefæ’ egentlig betyder? Hele planen om »mere larm i hovedstaden« virker som et latterligt forsøg på det, man kunne kalde politikereftermæleprofilering; altså ligesom Centre Georges-Pompidou partout skulle placeres midt i det historiske Marais-kvarter i Paris, vil den københavnske overborgmester – sans comparaison i øvrigt – gerne stå som den, der med sit håbløst uigennemtænkte for ikke at sige modsatvirkende forslag »satte København på det internationale kort over storbyer«, mens hun i realiteten ikke blot vil medvirke til at ødelægge tilværelsen for over tusind fastboende medborgere, men også forskertse muligheden for at bevare og forfine den kulturperle, Nyhavn er, og som hun er sat til at forvalte. Virkelig store politikere kendes på deres evne til at løse problemer i respekt for borgerne og med hensyntagen til deres tarv – ikke på at gennemtvinge prestigeprojekter. Hvis de planlagte aktiviteter – noget så absurd som deregulering af bestemmelserne om det maksimalt tilladte støjniveau – absolut skal virkeliggøres i København, så henlæg dem for guds skyld til andre steder, hvor de ikke tilnærmelsesvis gør så megen skade, f.eks. – som også foreslået – Axeltorv. Klaus Ulrik Keel er forlagsredaktør