Lad mig starte med at stille et spørgsmål helt uden bagtanker og skjult dagsorden: Hvad betyder kunst for dig, kære læser? Spørgsmålet giver vel stadig en vis mening, men en mening, som er kraftigt på retur. Det er en kendsgerning, at det danske samfund på en yderst afslappet og tilbagelænet måde er ved at afvikle samtlige de kunstformer, som betyder noget. Afviklingen går fint i tråd med udsultningen af videnskab og uddannelse som helhed, hvilket dog ikke skal være emnet her. Kunsten må for en stund repræsentere hele det lavt prioriterede kulturområde, der så længe har skullet lære pæn honnør for de næsten religiøse ord ’markedsværdi’, ’brugsværdi’ og ’selvbæredygtighed’ – men forhåbentlig ikke har lært den honnør endnu – den pauvre lektie i kunstnerisk retningsløshed! Hvilken kunst betyder da noget? Her må jeg gå lige til kernen, til den kunst, der ønsker at stille spørgsmål, udfordre og åbne nye erkendelser. Det vil sige de kunstformer, som ikke fokuserer på bred underholdning (mainstream, blockbustere, bestsellere), understøttelse af praktiske funktioner (design, funktionel arkitektur), eller investering (billedkunst med markedsværdi f.eks.). Jeg vil tale om usynliggørelsen af den eksperimenterende og nyskabende kunst: billedkunst, ordkunst, tonekunst osv., der hverken kan eller skal prioritere sin markedsværdi, der skal have frirummet til at bryde nye veje og endda være foran sin tid – den kunst, som tænkende og følende væsener har svært ved at leve uden, når de først har opdaget den. Den seriøse kunst er under afvikling. Ikke bare tiet ihjel i medierne, fjernet fra hylderne i butikkerne og afvist på de forlag og udstillingssteder og scener, der endnu ikke er lukket. Ikke bare forvist til et undergrundsmiljø. Knap nok opretholdt som interesse-netværk og blogs på nettet, imens man venter på bedre tider, der måske aldrig kommer. Nej, det er de sidste krampetrækninger vi ser i små forlags forsøg på halvvejs salgbare, kompromissøgende kunstprodukter, eller de spredte live-arrangementer afholdt for et stadigt mere lukket og udelukket miljø. Det er eksil-aktiviteter. Det er kunstnere og kunst-arbejdere, som forsøger at se og nå de sidste rester af en samfundsbåret, kollektiv interesse – den interesse, der er en naturlig og vigtig pol i ethvert meningsfuldt, kunstnerisk arbejde. Nogle af de overlevende, nyskabende kunstnere (billedkunstnere, forfattere, komponister, arkitekter osv.) har stadig en Kunstfond eller andet i ryggen til sikring af visse arbejdsmuligheder, fordi landet formelt set stadig støtter sin kultur med arbejdslegater o.lign. – men hvor længe?

Selv denne formelle statslige støtte angribes nu af kritikere (jf. polemikken sat i sving af den glade sociolog og lægmand Henrik Dahl) og kaldes for kunstigt åndedræt til en i sig selv ulevedygtig kunst – kunstigt åndedræt til en kunst, som ikke efterspørges? Kritikken lyder sandt nok som en ny variant af en gammel rindalisme, nu: dahlisme, med en drejning fra foragt over for kunst, som »ikke ligner noget«, til foragt for kunst, som »ikke sælger noget« – dybest set bare kunstforagt. Den statslige kunststøtte forsøges da også skubbet ud på den markedsorienterede motorvej via politiseringen af kulturadministrationen og det generelle DJØF-vældes udbredelse. Som om økonomi og kunst er naturlige samtalepartnere. Det har aldrig været sådan, dér hvor kunsten tager opgaven på sig, at skubbe samfundets forestillinger videre. Og det handler desuden lige så meget om viden som om penge. Det kræver faktisk en særlig viden at uddele kunststøtte og i det hele taget tage hånd om et kulturelt liv. Mærkeligt at det skal være nødvendigt at sige, men i øjeblikket vælges de kulturelle beslutningstagere tilsyneladende ud fra det modsatte kriterium, så lidt viden som muligt. Kunststøtte handler i sidste ende om interesse, erfaring, mod og integritet. At enkelte organer, som Statens Kunstfond, stadig holder skansen og opretholder en vis integritet, er noget af en bedrift. Hvorfor er dette samfund ved at afvikle grundlaget for sin seriøse kultur, udforskningen, nyskabelsen? Et sted må der være en vilje bag, hvis det ikke bare er udtryk for en generel fordummelse. En vilje til at lukke ned for spørgsmålene til vores liv, vores historie og fremtiden. Lukke ned for den eksistentielle diskussion om vores fælles muligheder, diskussionen om det, der rækker videre end dagligdagen. Jeg skriver med vilje vores. Tidens hyper-individualistiske søgen efter selvrealisering og succes behøver ingen vision og ingen kunst til at tænke visionen videre. Her er en udhulet kliche nok. Hvem taler egentlig om visioner i dag – andre end tekstforfattere i reklamebranchen? Jo, kunstnere gør sig stadig anstrengelsen her og der, men som regel uden at blive opdaget. Er den danske befolkning blevet så lykkelig, at den ikke behøver kunsten længere? Eller er den blevet så lykkeligt uvidende, at den tager til takke med at mærke kunstens vingesus i et ord som ’kanon’ og ikke spørger efter mere? Lukkes kunsten ned af generel magelighed, fremtidsangst eller kynisme – måske en skøn blanding? Kunstnerne, som bør være eksperter i at stille spørgsmål og absolut utrættelige i netop den disciplin, ser sig marginaliserede, uønskede – de kunne lige så godt tage eksilet på sig og rejse andre steder hen. De har et valg nu: at finde andre græsgange – eller frembringe nogle varer, der er til at sælge som eksotisk sæbe eller et par lækre sko. ’Det som folk vil have: Det skal være sundt som en forretning i vækst, eller underholdende som en aften i byen, eller bare følelsesporno nok – med en person bag, der er villig til at udstille sig selv og sit livs sensationelle tragedie (eller sensationelle succes, eller begge dele) på en måde, modtageren og ikke mindst medierne forstår. Så er der stadig noget at komme efter. Andre græsgange – en tanke. Lad kunstnere udvandre til et mindre kunstfornægtende land. Lad dem være ligeglade med det, de forlader. Mange overvejer det nok allerede. Lad dette lille land være, lad det gå i endnu mindre sko, endnu mere selvtilfredst end før. Lad det forsvinde i en mislykket globalisering, som kun kan ende i farveløs enshed, løsthængende fremmedhad og dårligt engelsk over hele linjen. Lad det være, kunstnere. Tag ud, tag væk, tag jeres tanker om fremtiden med, tag jeres erindringer med, jeres børn, jeres idealisme og alle drømmene! Hvad betyder kunst for dig, kære læser? En bog, en film eller en cd med i indkøbsvognen i Føtex står ikke til at ændre noget i verden – hvis du da ikke tror på, at det er indkøbschefen i Føtex, som ændrer verden. Er du interesseret i kunst, kommer du til at skulle gøre en større og større indsats, bare for at finde frem til kunsten. Gå endelig ikke til dine politikere og spørg efter den. De aner ikke, hvad det er – en fodbold? Når det går højest, måske en skandale-succes i Cannes. Gå ikke til medierne. De ved, hvad der skræmmer læsere, lyttere og seere væk. Det må være det, der skræmmer dem væk. Kunsten! Altså ud med den. Den ubrugelige, uforståelige, uberegnelige størrelse, som nægter at tale efter munden. Gå evt. til de ucensurerede sprækker, nattedrømmene, nogle uforklarlige længsler på en tung regnvejrsdag, et jublende overmod på en ozonfattig sommerdag, steder der endnu ikke kan kontrolleres hundrede procent. Hvis det da har interesse, det ucensurerede, i sådan en travl tid, med så mange tilbud, så meget at følge trop med, og så krisen oveni! Eksil, ja. Ellers skal man gøre noget helt andet. Gå den modsatte vej. Kæmpe for den manifeste kunst, den synlige kunst, i ørkenen. Hvis det lader sig gøre. Nu kommer en anden historie. En der er værd at brænde for. Nogle digtere (altså simple gammeldags ordkunstnere), deriblandt undertegnede, vil etablere et Poesiens Hus i København, som et fyrtårn for den kunst, som bliver usynlig. Planen har været undervejs i flere år, udspringende fra et ønske om at styrke og bevare digtningen, og med den tanke at tage andre truede kunstarter med ind under den poetiske vinge, som det nu giver mening. Med inspiration i lignende huse over hele verden er der lagt en langsigtet kunstnerisk strategi baseret på bevarelse, fornyelse, formidling og oplevelse. Hverken de første præsenterede projektplaner for huset eller den følgende meget konkrete plan, nemlig at overtage Paludans Boghandel og café i Fiolstræde i år, kunne få økonomisk opbakning fra politisk side. Kulturministrene (Brian såvel som Carina) var enige med Københavns Kommune i, at projektet da var sympatisk, men at man ikke kunne finde de 2 mio. kr., som støttebeløbet til etableringen lød på, eller den årlige driftsstøtte på ca. 800.000. (Til sammenligning er Københavns Kommunes Bibliotekers budget på over 200 mio. om året). Også den generelle afvikling af det indre København som kulturelt levende bycentrum – kunne her imødegås ved i det mindste at sikre en skrantende boggade med ellers stolte traditioner, nemlig Fiolstræde, et fortsat liv. Men det argument satte heller ikke noget i gang, hverken på rådhus eller ministerkontor. Vi gav dog ikke op, men besluttede at forsøge at starte Poesiens Hus op med en flerstrenget forretningsplan, som akkurat kunne få huset til at køre rundt, selvfinansieret og med private investorer.