Næsten ti procent af en ungdomsårgang går ikke op til 9. klasses afgangsprøve. Og næsten 20 procent af en ungdomsårgang gennemfører ikke en ungdomsuddannelse. Konsekvensen er, at flere og flere unge bliver udstødt af samfundet. Dette er ikke bare en katastrofe for de unge selv, men også en trussel mod velfærdssamfundet, der i fremtiden kommer til at mangle mange medarbejdere. Dansk skolepolitik er i krise, og der er brug for en revolution, hvis den igen skal på rette spor. Regeringens skolepolitik har slået fejl. Besparelser og dårlig økonomi sætter begrænsninger for en lang række skoler og lærere, samtidig med at politikernes krav om samlebåndspædagogik strammer grebet om engagerede lærere. Resultatet er, at en stadig stigende andel af den danske ungdom aldrig gennemfører en uddannelse. Regeringen bærer en stor del af ansvaret herfor. Men oppositionen skylder et alternativ, der handler om andet end »flere ressourcer« og »et opgør med regeringens sorte uddannelsespolitik«. Der er således et stort behov for, at skolen og skolepolitikken igen bliver sat til debat.
Dette skal vel at mærke være en debat, der kan være med til at løfte folkeskolen op til nye højder – og ikke en debat, der igen taler skolen ned i et nyt sort hul. Mange elever forlader skolesystemet med succesoplevelser i rygsækken og høje kompetencer. Men desværre er der noget, der tyder på, at skolen ikke har de rammer og muligheder, der er nødvendige for at leve op til de høje forventninger. En stadig større gruppe af børn og unge falder igennem og fravælger en uddannelse. Ambitionen om, at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, er med andre ord mislykket. Der er mange forklaringer på, hvorfor det ikke går bedre. En væsentlig del af forklaringen er, at lærere oplever, at de ikke har tid og ressourcer til at indrette undervisningen til den enkelte elev. Årsagerne til at alt for mange unge får fiasko i grundskolen er mangfoldige, men det står tilbage, at situationen ofte er alvorlig for den enkelte, der må igennem en lang række nederlag – og for samfundet, hvor der i fremtiden vil være færre til at bære søjlerne i velfærdssamfundet.
