Hvis sommeraftenens samtale om livet og kunsten er gået i stå og gæsterne bare sidder og nyder vinen, stilheden, solnedgangen og hinanden, kan man jo prøve at smide katten i punchbowlen eller tisse på grillen og se, om ikke det kan give stof til eftertanke og debat. Er man ikke meget for at plagiere kunstens egne virkemidler så direkte, kan man her i agurketiden nøjes med højt at sige ordet kunst. Eventuelt kan man på dadaistisk vis tilføje et helt tilfældigt ord, f.eks. hjemmehjælper. Vupti, så er stilheden brudt, samtalen kørende, og solen må selv finde ned bag horisonten. Er selskabet bredt sammensat, er der nok en, der forsigtigt spørger, hvad kunst er. Er selskabet overordentlig bredt sammensat, skal der såmænd også nok være en, der mener at kende svaret. Og det er ikke alle ni muser, der må holde for. En udmærket forfatter viste på en udstilling, at han også kunne male. En ferniseringsgæst med flagrende gevandter og brillerne kækt opsat i frisuren henåndede: Gud, jeg vidste ikke, at De også er kunstner!
Det er almindeligt accepteret, at kunst betyder billedkunst, og det er lige så selvfølgeligt, at alle har tilstrækkeligt mange billeder på den indre monitor til at kunne diskutere emnet, uden at værkerne er fysisk til stede. Ord alene kan gøre det. Måske højner det ligefrem det friktionsløse, åndrigheden og lixtallet i samtalen, at skulpturer og skilderier er trygt forvarede andetsteds.
