Klimadebatten er på sit højeste, og blandt mange deltagere vokser en ubehagelig tendens til at afskrive enhver, der ikke går ind for omfattende, øjeblikkelige CO2-reduktioner, som ’fornægtere’. I samme rundhåndede omfang anvendes også det engang så hædrede adjektiv blandt videnskabsmænd: ’skeptisk’. Flere er overbevidste om, at de såkaldte ’fornægtere’ og ’skeptikere’ ikke fortjener en plads i en rationel debat. Fænomenet er ikke nyt. Vi skal næsten ti år tilbage, hvor diskussionerne om videnskaben bag klimaforandringer satte gang i debatten om ’fornægtere’. De, der satte spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem CO2-udledninger og global opvarmning, blev her stemplet som ’fornægtere’. Den semantiske lighed med holocaustfornægtelserne blev om noget i den forbindelse synliggjort. Ikke mindst fordi adskillige prominente miljøforkæmpere antydede behovet for Nürnberglignende retssager for deres modstandere. En sådan retorik var dybt uheldig. Dog kan man ud fra et sådant scenarie argumentere for, at den dengang voldsomme debat medførte én positiv ting: Den samlede størstedelen af klimavidenskaben i et fælles budskab om, at den globale opvarmning i vid udstrækning er menneskeskabt. I dag har vi for længst flyttet os fra den generelle uenighed om videnskaben bag global opvarmning. Nu drejer den altoverskyggende, relevante debat sig om økonomien bag vores reaktion. Nu uddeles etiketterne ’fornægter’ og ’skeptiker’ til enhver, der ikke passioneret forlanger drastiske, øjeblikkelige CO2-reduktioner. Det er uforsvarligt. Mange klimaøkonomer og specialister inden for dette område anbefaler overordentligt anderledes løsninger end de uendeligt gentagne krav om CO2-nedskæringer. Allerede i min første bog, ’The Skeptical Environmentalist’, skrev jeg som introduktion til afsnittet om klimaforandringer: »This chapter accepts the reality of man-made global warming«. Jeg har ikke ændret holdning. Når jeg således bliver stemplet som en ’indædt klimaskeptiker’ eller ’klimaforandringsfornægter’ af bloggere og aktivister – noget, der finder sted med deprimerende hyppighed – synes det snarere at skyldes, at aktivisterne bliver moralsk oprevne, når jeg påpeger, at drastiske CO2-reduktioner simpelthen er en af de ringeste måder at hjælpe verden på.
Det er forståeligt, at følelserne hænger uden på tøjet i en så vigtig diskussion. Og der er ingen tvivl om, at mine modstandere også har et ønske om at gøre godt for verden. Men jeg kan ikke se, hvordan det gavner at reagere på økonomiske argumenter med bagvaskelse. Og at ignorere – eller tilmed ’fornægte’ – grundlæggende økonomi er en lurvet måde at hjælpe verden på. I juli aftalte lederne af verdens største industrilande – G8 – at nedskære CO2-udledningerne for at begrænse den globale opvarmning til maks. 2 °C over niveauet fra før industrialiseringen. Dette vil være den dyreste offentlige politik, der nogensinde er blevet lavet. Copenhagen Consensus Center bad for nylig 31 af verdens førende klimaøkonomer om at undersøge fordelene og omkostningerne ved forskellige tilgange til global opvarmning. Formålet var at skabe en debat omkring de løsninger, der vil give den største effekt på klimaet for de laveste omkostninger. Et ekspertpanel af topøkonomer, herunder tre nobelprismodtagere, rangordnede de absolut bedste løsninger. Den prominente klimaøkonom professor Richard Tol, der har fungeret som ledende- og hoved-forfatter for FN’s Klimapanel, påviste, at store løfter om drastiske, øjeblikkelige CO2-reduktioner er en forbløffende kostbar måde at gøre ganske lidt godt på. Kostbare CO2-nedskæringer Tidlige og storstilede tilgange såsom reduktioner på 80 procent ved midten af århundredet (med henblik på at nå målet på de 2 °C) kan naturligvis forebygge en væsentlig del af skaderne fra den globale opvarmning. Standardmodeller viser, at det kunne skåne klimaet for skader for ca. 15.000 milliarder kr. årligt i år 2100. Omkostningerne vil dog medføre en reduktion i væksten til en pris af ca. 200.000 milliarder kr. om året, som hovedsageligt vil ramme den fattige del af verden. Desuden vil omkostningerne komme langt hurtigere end fordelene. For hver krone, der vil blive brugt, vil man undgå to øre klimaskader. Sagt hårdt: Drastiske CO2-reduktioner vil gøre langt mere ondt end klimaforandringer. CO2-nedskæringer er ekstremt kostbare, specielt på kort sigt, fordi alternativerne til fossile brændstoffer er få og dyre. Uden hensigtsmæssige alternativer hæmmer vi blot væksten, hvilket ikke mindst vil skade lande som Brasilien, Kina og Indien, der er afhængige af fossile brændstoffer for at kunne løfte millioner ud af fattigdom. Det er vigtigt at understrege, at Tols tal er baseret på prognoser fra alle de store økonomiske energimodeller fra Stanford Energy Modeling Forum. Omtrent halvdelen af modellerne finder det umuligt at opnå målet om at holde temperaturstigningerne under 2 °C gennem CO2-reduktioner. På denne måde er det årlige prisskilt på de 200.000 milliarder kr. optimistisk, da det alene kommer fra de modeller, der antager, at målet i det hele taget er opnåeligt. Desuden forudsætter omkostningerne på 200.000 milliarder kr., at politikere over hele verden, igennem hele århundredet, træffer de absolut mest effektive beslutninger for at reducere CO2-udledninger – helt uden at spilde penge. Kasserer man denne illusoriske antagelse, vurderer økonomerne, at prisen nemt bliver 10-100 gange højere.
