Hvorfor er du ikke død? Næh, joh ... først er Chenjerai Hoves svar til den franske skoledreng, at det er, fordi han er levende. Skolelæreren skynder sig at skyde ind, at drengens spørgsmål udelukkende skyldes, at alt det andet, de læser i skolen, er skrevet af folk, der for længst er væk. Men så siger den zimbabwiske forfatter Chenjerai Hove, at »jeg måske også er død. Jeg er i hvert fald nødt til at genopfinde mig selv, nødt til at lære tingene forfra ligesom den franske skoledreng«. Hans bog 'Bones' er kåret til at være en af Afrikas 100 største romaner i det 20. århundrede. Zimbabwes censorer har forsøgt at lukke munden på ham. Sikkerhedspolitiet har forsøgt at slå ham ihjel. Men en dag sidder han så i Paris og aner ikke, hvad fuglene er for nogle, hvad træerne hedder, kender ikke gadernes navne. »En forfatter kan godt pakke en kuffert eller købe en ny skjorte. Men du kan ikke uden videre pakke dit sprog ud et andet sted eller bare købe et nyt«. I Zimbabwe mødte diktator Mugabes agenter op hos Chenjerai Hove med en kuffertfuld sedler, 100.000 dollar i alt, hvis agenterne ikke havde taget lidt fra. Fristelsen: »Du skal ikke bekymre dig om regnskab«. Forpligtelsen: »Du skal bare rejse ud i verden og få PEN til at holde sin kongres i Zimbabwe«. Og sikkerhedspolitiets forhåbning, tilbuddets forbandelse: »Så vil alle forfatterne skrive, hvor dejligt det går i Zimbabwe«. Brandvarme penge. Hove skød kufferten fra sig. »Det er altså ikke sådan, det foregår. Ingen kan garantere, hvad disse forfattere vil skrive, når de kommer hjem«. Ikke lige noget at tage ansvaret for. Sikkerhedspolitiet forsøgte at tage livet af ham. De inviterede en flok zimbabwiske forfattere ud. Øl serveret i åbne flasker. Hove skulle lige slå en streg først. Imens kom en af de andre til at skænke af den flaske, som var tiltænkt den regeringskritiske forfatter. Da han kom retur, var kollegaen allerede på vej til hospitalet, livsfarligt forgiftet. Sikkerhedspolitiet forsøgte også at bestikke ham med en gård, de havde konfiskeret fra en af de omstridte hvide farmere - »næh, mange tak, min far var godt nok bonde, men jeg ved ikke noget om landbrug« - og så dukkede sikkerhedspolitiet op med den besked, at de havde fundet 23 kilo marihuana i en bil, han heldigvis havde solgt seks år før. Vel klarede han endnu en gang frisag, men beskeden var, at de nok skulle få ham. Næste dag tog Chenjerai Hove ud i lufthavnen, på flugt fra sit land, i eksil fra sit sprog. Lidt død, alligevel ret levende. I Tromsø har en hel kreds af de levende døde i en uge været samlet til PEN-kongres, som er noget af det nærmeste, man kommer en babylonsk gullasch, hvor det ene sprog vælter over det andet, og fransk hele tiden føler sig underkendt. Den lille, spinkle Easterine Kire Iralu fra Nagaland er vant til at blive overhørt. Hun siger på en af ugens nærmest ubrudte række af litteraturlæsninger, bogkafeer og debatmøder, at »hvis I ikke tror på min historie, dømmer I mig til usynlighed«. Hendes land har kendt til folkemord, voldtægter, tortur. »Vi har et væld af fortællinger«, siger hun, »men kun få forfattere«. Hvor er det nu lige, du kommer fra, spørger en kollega fra Sierra Leone for at indkredse problemet. »Dét land har jeg aldrig hørt om ...«. Hun: »... det er, fordi det er usynligt«. Han: »Hvordan staves landet?«. Easterine Kire Iralu skriver på tavlen i Tromsøs universitet med store bogstaver: NAGALAND. Han: »Nu er det i det mindste synligt. Men hvor er det, landet? Er I medlem af Commonwealth?«, forsøger han. Easterine Kire Iralu fortæller. Det kan godt være, at vi andre ikke har hørt om det. Men Nagaland er moderland for 32 forskellige stammer, som altid har boet, hvor de bor. Problemet er bare, at så kom britiske kolonifolk en dag og skar en grænse ind gennem Nagaland, så de 32 blev fordelt mellem Indien og Myanmar (det der tidligere hed Burma). Men Commonwealth? Nagaland er vist ikke medlem af noget som helst, medmindre man kan tale om at være 'medlem' af Indien, når det er Indien, der har valgt én - og ikke omvendt. Hun lever i sit eget land, alligevel som fremmed - »på kanten af Jorden«, siger hun. Jiri Grusa, den internationale PEN-præsident, bemærker på universitetet, at han er født på Krystalnatten, hvor nazismens håndlangere blev sendt i byen for at knuse jødiske forretningers ruder. Den tjekkiske forfatter var sandt at sige ikke afholdt af det kommunistiske regime, som i 1970'erne og 1980'erne forbød hans udgivelser og gjorde ham til bygningsarbejder, et udmærket erhverv, bare ikke hans eget. Så måtte hans artikler stå i dissidenternes 'samizdat'-blad, Edice Petlice. Hans bog 'Dotaznik' førte ham lige lukt i fængsel, og kun takket være den daværende tyske PEN-præsident, Henrich Böll, fik han efter et par måneder lov at forlade sit fødeland, der tog statsborgerskabet fra ham. Vesttyskland gav ham et nyt, og her blev Grusa efter fløjlsrevolutionen i 1989 det ny, demokratiske Tjekkiets første ambassadør. I dag er det ham selv, der i Tromsø møder eksilforfattere, som over hals og hoved har ladt sprog og læsere bag sig. Den ene forfatter efter den anden er rejst op til 70 grader nord, hvor Tromsø putter sig i sin egen norske fjord, og hvor Polarmuseet markerer, at sommersæsonen, der begyndte 18. maj, har været slut siden 18. august. Det regner uafladeligt, sneen når ned til 500 meter over fjorden, gæsterne skutter sig, og ikke så få undres over den klæbrige sødgule ost, som de norske restauranter til nogen forbløffelse serverer med hvert stykke i sit eget plastikfoderal. Ret beset er de mere end 300 forfattere rejst til Tromsø for at udveksle historier. For at lytte og selv blive hørt. For at møde kolleger i eksil, slå råd op om censur og fængsling af forfattere ude i verden. Og for at udsende bandbuller over undertrykkende regimer i form af spidse resolutioner, som komiteen for fængslede forfattere har slebet til. Grusa: »Krystalnatten var indledningen til en fjernelse af mennesker. Og vi lever stadig i en verden med frihed til undertrykkelse, men ikke overalt ytringsfrihed. Desværre har vi også en masse forfattere, der bruger sproget til at sprede had og nationalisme, ikke til at bygge bro. Vi lever i en slags civil krig med globale dimensioner. Samfund lukker sig om sig selv frem for at åbne sig for andre«. Nogle forfattere kunne ikke nå frem til Tromsø, andre kun med besvær. Den tyrkiske forfatter og udgiver Ragip Zarakolu, som ved, hvordan tyrkiske fængsler ser ud indefra, nåede ud i lufthavnen i Istanbul. Men dér blinkede en rød lampe på paskontrollens computerskærm, lige da han skulle de sidste meter ud til flyet. Holdt, Zarakolu, du bliver hjemme. Nasser Zarafshan, iransk advokat og forfatter, sidder indespærret i Evinfængslet og ikke engang dér i fred. Medfanger måtte helt korporligt stille sig imellem og redde hans liv, da præstestyret for nylig slap en flok bøller ind i fængslet for at slå ham ihjel. Abdul Rahman Moallim fra Afghanistans nye PEN-center tog først fra sin hjemby, Mazar-e-Sherif, i det nordlige Afghanistan, til hovedstaden, Kabul, videre til Pakistan for at søge visum til Norge, og da han endelig nåede frem til Tromsø, havde han allerede været et par uger på farten. Simo Mol, som han kalder sig i PEN, eller Moleke Mo-Njie, som han hedder hjemme i Cameroun, søger i Tromsø et nyt land. I Cameroun skrev han både for et regeringskritisk og et regeringsvenligt blad. Det første brændte han for, det andet sikrede ham mad på bordet. Men en dag bad det regeringsvenlige blad ham om at vælge. Han valgte forkert efter sikkerhedspolitiets umiddelbare skøn. Eksil nummer ét: Ghana, men snart også i klemme hos sikkerhedspolitiet dér. Eksil nummer to: Polen, hvor han to gange er blevet overfaldet af yngre, aggressive racister, som ikke er vant til afrikanere i Warszawas bybillede og ikke bryder sig om det. Nu søger han et eksil nummer tre, gerne Norge, gerne Danmark eller gerne Sverige, fordi han mener, at sådan noget ikke vil ske her i Skandinavien. Tibetaneren Kathup Gyal flygtede hjemmefra for 15 år siden, først til Nepal, hvor politiet i første omgang sendte ham tilbage i armene på politiet i det kinesisk besatte Tibet. I anden omgang lykkedes det et godt menneske af den art, der i Danmark vel kaldes menneskesmugler, at få ham over bjergene, gennem Nepal og videre til Indien, hvor han i dag holder til som chefredaktør for Mirror of Society i Dharamsala på Himalayas skråning. Hvad lavede han i Tromsø? Han ledte efter nogle, der ville høre tibetanernes historie om undertrykkelse, ikke blot af deres land, men af deres ytringsfrihed. Chenjerai Hove synes, at Zimbabwes sikkerhedspoliti også skal have ros. »Jeg har aldrig kunnet føle mig så sikker, som dengang jeg havde fem agenter omkring mig. Jeg havnede i et trafikmylder, hvor jeg kunne råbe til dem: Hej, nu skal I beskytte mig. Og helt ærligt: Hvor mange har et sikkerhedspoliti, der læser digte? De læser alting i Zimbabwe. Det er da en anerkendelse af bøgers magt. Indimellem kom de ligefrem til mig for at spørge, hvad jeg mente med det ene eller andet. Jeg skrev et digt om nogle fugle. Straks kom de for at spørge, hvem af fuglene der var præsidenten. Senere vedtog de en lov om, at de skulle have lov at læse alt før udgivelsen. Tænk engang, at de er så bange for litteraturen, at de vil læse den først. Men okay, de fleste af os er dovne. Vi vil ikke forfølges for længe. Så er det, vi risikerer at overtage sikkerhedspolitiets arbejde ved at censurere os selv«. Jo, jo, selvcensur, dén kender vi også i vores verden, fremfører tilhørere på Tromsøs ufattelig moderne universitet. Det er Mircea Martin nu ikke helt sikker på, at vi gør. Den rumænske forfatter og kritiker minder om, at nogle forfattere ryger i fængsel, andre bliver forfattere af at være i fængsel. Men de begrænsninger, man måtte pålægge sig selv af hensyn til et offentligt pres i et frit samfund, vil han ikke sammenligne med den regulære frygt, et diktatur kan påføre en forfatter ved hjælp af deportationer og fængslinger og en undertrykkelse, som kun gør selvcensur alt for velbegrundet og rationel. »Problemet med eksil er, at det kan reducere ens hjem til fantasi«, siger Rais Neza Boneza fra det daværende Zaire, som nu kalder sig Den Demokratiske Republik Congo. Det med demokratiet kender han godt nok ikke meget til. Han blev smidt ud af sit eget land med trusler på livet og har siden lært syv afrikanske sprog ud over et par europæiske på sin videre færd gennem Uganda, Rwanda, Burundi, Storbritannien og så videre, før han til sidst har fået ophold - og forsøger at finde ro til at skrive på ny - i Norge. »Måske er Afrika blevet noget helt andet end i mine skriverier, måske er det slet ikke, som jeg husker det«, siger Boneza. Han troede, han kom fra undertrykkelse til frihed - da han ankom til Norge en vinter, blev han en anelse i tvivl om kursen, nattemørkt som det var hele dagen og ikke kun om natten. Så hvorfor er de ikke døde, disse historiefortællere? Det ene svar er, at det ville en del af dem også have været, hvis censorer og undertrykkende regimer i Zimbabwe, Tibet, Iran, Congo - og betydelig flere - havde været lidt vaksere ved havelågen. Det andet svar er, at der var nogen klar til at åbne portene på den anden side, da f.eks. Reza Baraheni, energisk forfatter til over 50 digtsamlinger, romaner og diverse kritik, for syv år siden mærkede jorden i Teheran brænde ubehageligt under sine fødder og efter et mordforsøg ikke havde yderligere lyst til at tjekke, om det var rigtigt, at han stod på præstestyrets hitliste. Nu har Canada glæde af ham som professor i sammenlignende litteratur i Toronto, men hvis Iran er heldig, kommer Baraheni en dag hjem. Så heldig er Algeriet, hvortil Mohammed Magani, der udgiver digte på fransk, noveller på engelsk og undervisningsbøger på arabisk, er kommet hjem. En dag midt i 1990'erne måtte han tage imod eksil i Tyskland efter religiøse fundamentalisters dødstrusler. Efter fem år i Berlin er han i dag tilbage i sit eget land, efter at borgerkrigen har kostet måske 130.000 borgere livet. Magani taler nu om vækst og voksende ytringsfrihed i det skrammede land - i modsætning til i nabolandet Tunesien. »Man fortæller om to hunde, en i Algeriet og en i Tunesien, der under borgerkrigens afslutning flygtede i fuld fart mod grænsen«, siger Magani. »Den algeriske hund var udmarvet og skrøbelig, mens den tunesiske var stærk og flot. Lige ved grænsen fik de øje på hinanden og stoppede op. »Hvad flygter du for«, spurgte den tunesiske hund. »Fra krigen«, sagde den algeriske hund - »men hvorfor du?«. Den tunesiske: »Vi må ikke gø ...««.