0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med 'Pinafore' til Irak

Den manglende debat herhjemme efter Abu Ghraib-skandalen er et nyt eksempel på, at det borgerlige Danmark lukker sig mere og mere om sig selv. Kronikøren er redaktør og radikal folketingskandidat.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Stå aldrig til søs, lad de andre stå«, sang admiralen i operetten om det gode skib 'Pinafore'. Han kom til tops og levede et behageligt og bekvemt liv, fordi han aldrig ytrede noget, der var kontroversielt og gik mod den herskende mening.

Sådan har det borgerlige Danmarks politikere, redaktører og opinionsdannere i stigende grad optrådt, siden Foghregeringen kom til magten. Det seneste eksempel er debatten om krigen i Irak, hvor den konforme borgerlige meningsdannelse har været så udtalt, at det i sig selv var en stor historie, da fem-seks borgerlige debattører tog bladet fra munden og sagde det, der længe havde været indlysende: at billederne fra Abu Ghraib-fængslet var udtryk for et moralsk sammenbrud i forhold til det, der kæmpes for i Irak, og at det, der er sket i fængslet, har skadet mulighederne for at vinde opbakning i den arabiske befolkning i Mellemøsten for denne kamp i uoverskuelig grad.

Udtalelserne var så god en historie, at Berlingske Tidende en søndag i maj havde dem som tophistorie på forsiden med helsides opfølgning inde i avisen. Søndagen efter havde Politiken en stor historie om historien, og samme dag forsøgte Berlingske Tidendes chefredaktør i en stor henvendelse til læserne at kickstarte en mere nuanceret debat om »visionen for vores indsats i Irak«. Resultatet blev et par kronikker og nogle få kommentarer, der ikke bragte nye synspunkter på banen. Nu er opstandelsen i andedammen gået i sig selv igen, og alt ånder atter fred og idyl på debatsiderne.

Endnu mindre var reaktionen hos de øvrige medier af samme observans. Det borgerlige Danmark kan trygt se sommeren i møde. Man vil ikke blive udfordret på sin vanetænkning, man vil ikke blive bedt om at se nærmere på sine politiske rygmarvsreflekser. Og skulle det en sjælden gang ske, vil det ikke være borgerlige debattører og kommentatorer, der udfordrer. »Med strømmen flød jeg stolt min vej«.

Hvordan er det kommet dertil? Hvorfor er det borgerlige Danmarks debatkultur så fattig, at man skal anstrenge sig for at nævne et dusin navne på politikere, kommentatorer og andre opinionsdannere, der tør gå mod strømmen og debattere mere nuanceret, end de helt aktuelle, parti-taktiske overvejelser tilsiger regeringspartiers ministre og ordførere? Tror man så lidt på den indre sammenhængskraft i sit ideologiske verdensbillede, at det opleves som farligt at sætte det til debat og afprøve detaljerne i det? Noget kunne tyde på det.

Håndteringen af Irak er ikke det eneste eksempel, men det er godt at bruge, fordi debatten om dette problem berører så mange principielt væsentlige emner. Emner, som man modsat opinionen i USA og Storbritannien herhjemme har valgt at feje af bordet som irrelevante. Det gjaldt problemerne omkring det folkeretlige grundlag for krigen, det gjaldt det juridiske tomrum, fangerne på Guantánamobasen befandt sig i, og det gjaldt i begyndelsen også kritikken af, at besættelsestropperne brugte unødig magt.

Læs for eksempel, hvordan Berlingske Tidende reagerede i forbindelse med sidstnævnte problemstilling. Da Amnesty International i kølvandet på offentliggørelsen af de første Abu Ghraib-billeder gjorde opmærksom på, at man langt tidligere - uden at få svar - havde henvendt sig også til den danske regering og advaret om, at der foregik tortur i Irak, blev det af Berlingske Tidende 7. maj afvist i en leder, der står som det foreløbige lavpunkt i den hjemlige debat om Irak.

Lederen talte om »en ret beset tilfældig Amnesty-rapport«, og lederskribenten kaldte det »ganske enkelt latterligt«, at man kunne forvente, at regeringen bør »kende en hvilken som helst pressemeddelelse, skrivelse eller rapport, som en forening uopfordret finder på at sende til en adresse i centraladministrationen«.

Undskyld mig, men ... Danmark har været i krig og optræder i folkeretlig forstand som en besættelsesmagt i Irak med pligt til at opretholde ro og orden og sørge for så hurtigt som muligt at normalisere forholdene i landet. Amnesty International er verdens største og mest troværdige organisation på sit felt. Er det »ganske enkelt latterligt« at forvente, at regeringen tager henvendelser fra Amnesty International om forholdene i besættelsesmagtens fængsler alvorligt?

Men så modvillig er man i det borgerlige Danmark til at diskutere pinagtige sager åbent og fordomsfrit. »Hold jer i enhver forstand til stadighed og altid fra det dybe vand«, som 'Pinafore's admiral anbefaler.

I USA og Storbritannien er dette og mange andre problemfelter i forhold til Irak blevet diskuteret intenst og ivrigt, fordi den borgerlige offentlighed tager sine egne demokratiske værdier alvorligt. I Australien er premierministeren ved at miste regeringsmagten på grund af en helt parallel sag, men i borgerlige danske medier afvises problemstillingen som »latterlig« og fejes ind under gulvtæppet. Det naturlige havde været at sætte et par journalister til at finde ud af, om man i regeringen bevidst har undertrykt henvendelsen fra Amnesty International.

En anden side af problemet er modviljen mod at lytte til sine modstandere. For nu igen at brug Irakkrigen og Berlingske Tidende som eksempel, så meddelte bladets chefredaktør Niels Lunde læserne, at krigens modstandere »ikke har noget konstruktivt at byde på«, da han prøvede at skyde førnævnte borgerlige Irakdebat i gang.

Her er vi inde ved sagens kerne. Den afvisende holdning over for anderledestænkende er et af mange udtryk for det, der, siden Foghregeringen kom til magten, stadig tydeligere fremtræder som et hovedprojekt for den borgerlige lejr: at kvæle kritisk debat og - ikke mindst - intern diskussion i fødslen. Det vurderes åbenbart som nødvendigt for at beholde regeringsmagten i en situation, hvor man er nødt til at knytte sig meget tæt til Dansk Folkeparti og har valgt at lægge alle debatter om større samfundsændringer (ud over kommunereformen) i syltekrukken.

Projektet er blevet udmøntet i dæmoniseringen af eksperter og nedlæggelsen af råd og nævn, i den bastante afvisning af den københavnske venstreborgmester Søren Pinds liberale teser sidste sommer, selv om de dybest set ikke var spor kontroversielle ud fra en klassisk liberal holdning, og ved at de få interne kritikere ties ihjel. Tag Venstres Birthe Rønn Hornbech som eksempel.

Angsten for modsigelse og den nedladende holdning generelt giver sig udslag i udtalelser, som da Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, sagde, at han »ikke gider høre mere på den slags bræk«. Udtalelsen var endda møntet på en partifælle, der tillod sig et kritisk pip i en ret lille sag.

I medierne har Foghregeringen indtil nu været fredet i en grad, vi tidligere ikke har set herhjemme. Selv om Venstre i meningsmålingerne flere gange har været nede på en vælgeropbakning på kun 25,1 procent, har det ikke ført til mange dybtgående artikler om, hvad der er gået galt. Prøv til sammenligning at tænke tilbage på den massive medieomtale af SR-regeringens krise, da Socialdemokratiet med Nyrup som statsminister tog et tilsvarende dyk.

Uden for referat og i venskabeligt lag kan man godt få en givtig og nuanceret debat med borgerlige politikere og opinionsdannere om det problematiske i den udformning, skattestoppet har fået, om problemerne ved at være helt afhængig af Dansk Folkeparti, om behovet for langsigtede reformer af velfærdssamfundet for at kunne klare globaliseringen og ændringen i befolkningssammensætningen eller om de problematiske sider i den udenrigspolitik, præsident Bush fører. Men at diskutere disse og andre tilsvarende emner nuanceret offentligt? Nej tak! »De andres mening er mig mer' end nok«.

Et andet eksempel er debatten om indvandringen, der knækkede SR-regeringen, men som nu er blevet lagt død i de fleste medier. Der er meget langt mellem artiklerne om de menneskelige konsekvenser af 24-års reglen, det vilkårlige tilknytningskrav og den lave starthjælp, efter at reglerne blev ændret, så de ikke går så hårdt ud over 'rigtige' danskere. Så må Fanden tage resten. Artiklerne findes i Politiken og Information, men det er en vinkel, det de seneste to et halvt år har været så godt som umuligt at få den øvrige presse og de elektroniske medier til at interessere sig for. Holdningen er, at integrationsminister Bertel Haarder blot har gjort, hvad det store vælgerflertal ønskede. Basta og punktum. Så pyt med, at det kunstneriske udtryk måske ikke hele vejen igennem har været kønt. Vi gider ikke høre mere vrøvl.

Der kunne nævnes mange andre eksempler. Borgerlige chefredaktører vil givetvis afvise dem og for eksempel henvise til, at det var Berlingske Tidende, der bragte de efterretningsrapporter frem, som satte et kritisk spørgsmålstegn ved grundlaget for beslutningen om dansk deltagelse i besættelsen/befrielsen af Irak. Men det var det ikke. Det var Frank Grevil selv, der forærede avisen papirerne på et sølvfad, hvorefter bladet blot behøvede at trykke dem. Både før og efter har der været langt - meget langt - mellem de artikler, der selvstændigt og nuanceret har indeholdt kritiske vinkler om krigen i Irak.

Et eksempel er som før nævnt retssikkerheden for fangerne på Guantánamobasen (og andre tilsvarende steder). De borgerlige lederskribenter og opinionsdannere tog fra starten ikke dette problem alvorligt, men afviste 'krigsmodstanderne' og andre, der påpegede, at når man kæmper for demokrati og menneskerettigheder, må man også på dette felt gå forrest og sikre, at der ikke kan sættes en plet på, hvordan man behandler sine fanger. I kølvandet på Abu Ghraib har Fogh dog foretaget en bemærkelsesværdig kovending og anerkender nu, at der er problemer - men har det givet anledning til refleksion i den borgerlige lejr? Nej da - »Stå aldrig til søs«.

Det borgerlige Danmark lever kort sagt i stadig stigende grad i en ideologisk osteklokke, hvor man alt for sjældent udfordres på sine meninger. Det gælder især provinspressen og de to største borgerlige dagblade, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, hvor feltet af fast tilknyttede kommentatorer og klummeskrivere er blevet markant og entydigt borgerligt inden for de seneste tre år.

I dag er det svært at forestille sig, at de to aviser vil tage en i forhold til egne værdier kontroversiel debattør under sine vinger, på samme måde som da Weekendavisens daværende chefredaktør Jørgen Schleimann stillede fast spalteplads til rådighed for Ulrik Høy trods rasende protester fra medarbejdere og læsere, som da Information i en menneskealder gav husly til en Leif Blædel, der gang på gang udfordrede holdningerne hos bladets læsere, eller som da Politiken i sin tid stillede massiv spalteplads til rådighed for Bjørn Lomborg og hans miljøbudskab, som bladets læsere hadede at høre?

Eller kunne man spurgt bredere forestille sig, at Berlingske og Jyllands-Posten bevidst søgte at skabe et debatmiljø, der er lige så åbent og bredt, som Politiken i dag har det i sin særlige debatsektion om lørdagen?
Svaret er nok desværre et nej.

Blandingen af regeringens lave ideologiske profil i den offentlige debat, fraværet af borgerlige fritænkere, der tør tale bjerget midt imod, og det menings-uniformerede korps af kommentatorer har ført til, at de mest markante bannerførere på højrefløjen i dag er Søren Krarup og Ulla Dahlerup, der i fuld alvor mener, at det moderne samfunds problemer stort set alle kan tilskrives oplysningstidens idealer og menneskerettighederne. De to ser EU som et næsten ugudeligt projekt, der river benene væk under nationalstaten og varsler Danmarks undergang; de har ikke noget tilovers for et begreb som borgerligt frisind, og de ser intet, absolut intet, positivt ved globaliseringen.

Det er bekymrende for den demokratiske dialog, at udviklingen går den vej. Der er brug for et holdningsskifte, hvis den politiske debat ikke skal udvikle sig til politisk skyttegravskrig og en futil råben efter hinanden. Som for eksempel i Ulla Dahlerups indlæg på Dansk Folkepartis kongres sidste år, hvor hun talte om den »stank af råddent blomstervand«, der kom fra hendes politiske modstandere. Der er brug for at genopdyrke en vilje til at være åben, lyttende og nuanceret, så for eksempel kritiske meninger om Irakkrigen og USA's optræden ikke rutinemæssigt affejes som 'den sædvanlige antiamerikanisme'.

Sådan var det også under Vietnamkrigen, hvor debatten for og imod rasede blandt borgerlige i USA. Herhjemme rettede det borgerlige Danmark ind og støttede massivt USA's krigsførelse. Det sendte en generation af unge over på venstrefløjen, for kun der kunne de finde genklang for deres afmagt over for den skæve fordeling af goderne i verden i almindelighed og Vietnamkrigen i særdeleshed.

Nu er det borgerlige Danmark ikke bare godt i gang med at gentage fortidens fejl. Man er også ved at begå samme fejl, som 'det bløde centrum-venstre' begik i 1970'erne og 80'erne, hvor man ikke lagde tilstrækkelig afstand til den dogmatiske venstrefløj. Det er blevet et dogme, at Dansk Folkeparti er stuerent, og det i en grad, der blokerer for kritik og ideologisk debat.

De 'gammeldags' borgerlige politikere og debattører må vise, at der er forskel på VK på den ene side og Dansk Folkeparti på den anden. En forskel, der ikke bare handler om et par milliarder på finansloven eller om detaljerne i en kommunalreform, men om en helt fundamental forskel i menneske- og samfundssyn. Ellers vil prisen for at forsøge at holde Fogh ved magten blive smerteligt høj - ikke bare for det borgerlige Danmark, men for os alle.

Så længe det borgerlige Danmark foretrækker at sejle rundt på det ideologiske hav om bord på det gode skib 'Pinafore', kommer man ingen vegne. For det er en dødssejler.