Socialdemokraterne stårigen pænt i meningsmålingerne. Det har de gjort i flere måneder, selv om de ikke i større målestok har profileret sig, som det hedder i dag. Det gamle arbejderparti besluttede ellers sidste år at foretage en oppudsning af sin ideologiske profil, blandt andet motiveret af tidens - og partierne Venstres og Dansk Folkepartis - sværmeri for kulturdebat og ideologisk markering. Men forsøget faldt mat ud - i november meddelte Socialdemokraterne i et såkaldt strategipapir, at de var blevet enige om syv konkrete politikområder, som de ville prioritere, mens selve 'overliggeren' (dvs. den ideologiske syntese) måtte vente (Politiken, 20.11.2003). Senere skal de syv områder indsnævres til et par stykker. Afsmitningen fra Venstres sidste valgkamp, der byggede på udnyttelse af fokusgrupper, er tydelig, og papiret er udformet af spindoktorer. Begreber som 'værdier' og 'ideologi' er positivt ladede, men forfatterne er ikke i stand til at sætte dem i analytisk sammenhæng med samfundsproblemerne. Nu kan man mene, at den pragmatisme, som hermed endnu en gang sejrede i partiet, er en fordel frem for ideologisk bragesnak, som alligevel aldrig bliver konkretiseret, endsige gennemført. Før den såkaldte kulturdebat levede vi i mange år i den ideologiløse tid, som fandt et bramfrit udtryk i Poul Schlüters dictum: »Ideologi er noget bras«. Nogen større forskel på borgerlige og socialdemokratiske regeringer var der ikke, selv om de naturligvis socialt prøvede at trække til hver sin side. Men fra introduktionen af Bill Clintons og Tony Blairs 'new politics' i 1990'erne og specielt fra Venstres og Dansk Folkepartis sejr ved valget i 2001 er 'ideologi' og 'værdier' igen blevet moderigtige, og forskellige partier higer og søger efter de grundlæggende værdier, de 'egentlig' står for, og som måske kan findes ved at søge i deres fortid ('rødder'). For de kristelige er det ikke så svært, og heller ikke for højrepopulisterne i DF, der ikke har nogen historie som parti, men har den danske nation og tradition at fremhæve over for alskens moderne skrab og skab, der kommer ind med globalisering og indvandring. For et parti som SF er det imidlertid svært og for de gamle partier allersværest, dog åbenbart med de radikale som undtagelse. Venstre og Socialdemokraterne, de ældste og tidligere mest rodfæstede partier - i henholdsvis bonde- og arbejderstanden - er i virkeligheden i dag i samme båd, når det gælder værdiorientering, fordi begge partier for længe siden har forladt deres oprindelige grundlag og vælgerbasis og er blevet moderne valgmaskiner med et nødtørftigt, socialteknokratisk program, der let kan justeres efter forholdene. De oprindelige ideologiske præmisser og de samfundsmæssige mål, man satte sig i ungdomstiden for 100 år siden, er kun tilbage som vage holdninger, der eksempelvis ytrer sig som en tilbøjelighed til at prioritere solidaritet og fordelingspolitik over markedsliberalisme - eller omvendt. Lad osse lidt nærmere på Socialdemokraterne. For 100 år siden udsendte partiet kæmpeværket 'Socialdemokratiets Aarhundrede' i to bind ved Frederik Borgbjerg og C.E. Jensen. Det præsenterede revy over de store sejre, der allerede da var vundet, og lovede samtidig en lys fremtid for arbejderne og de socialt mindrebemidlede. Det var båret af en optimisme og fremskridtstro, som det er umuligt at finde paralleller til i dag, men ikke blot af det. Værket var også gennemsyret af en enkel, men stringent samfundsanalyse - en kritisk analyse af kapitalismen - på grundlag af hvilken der kunne opstilles en klar strategi (det langsigtede mål: demokratisk socialisme) og taktik (plan for de nærmest liggende opgaver). Den socialistiske fase i Socialdemokratiets udvikling varede imidlertid kun til mellemkrigstiden. Første Verdenskrig, bolsjevismen i Rusland og senere den store depression 1929-33 slog forestillingerne om den glade socialisme i stykker, og fra omkring 1930 stod man tilbage med en drøm, der ikke kunne realiseres. Hvis Socialdemokratiet ville videre, måtte der ske noget nyt. Det kom med Thorvald Staunings Danmark for Folket-politik, der var nationalt og delvis planøkonomisk orienteret, og som passede som hånd i handske til den politiske tidsånd, der på europæisk plan herskede i 1930'erne (i 1940 levede kun hver sjette europæer i et demokrati). Stauning bidrog i høj grad til at føre både sit parti og det danske samfund frelst igennem den diktatoriske omringning, men redningsaktionen havde sin pris: Socialdemokratiet blev større, men det blev også mere udvisket, og selv om Stauning holdt fast i sin ungdoms marxisme, blev både strategien og taktikken meget mere uklar. Konturerne af velfærdsstaten blev i disse år så at sige improviseret frem af Socialdemokratiet og de radikale, delvis sammen med Venstre (fra Kanslergadeforliget i 1933). Der var ingen masterplan, og ordet velfærdsstat eksisterede ikke engang på dansk, det kom det først til en generation senere. Men ud af de mange lappeløsninger og småindgreb foldede velfærdssamfundet sig så småt ud efter Anden Verdenskrig. Med Kampmann og Krag blev det bevidst udbygget fra slutningen af 1950'erne, og kort efter opstod også ordet, som vi har skamredet lige siden. Velfærdsideologien var igen et adækvat svar på en samfundssituation, hvor højkonjunkturen udefra både kaldte på modernisering af institutionerne og en bedre reproduktion af arbejdskraften gennem mere uddannelse, større social sikring, nyt boligbyggeri, arbejderbeskyttelse med mere. Social-, sundheds- og uddannelsessektorerne eksploderede, og dette blev accelereret af VKR-regeringen fra 1968 til 1971. I årene umiddelbart efter konsolideredes velfærdsstaten med den store dagpengereform og til dels med den nye bistandslov. Nogle år senere fulgte efterlønnen. Men dermed var det faktisk også slut. Resten har været administration og naturligvis økonomisk vækst, kunne man lidt hårdt optrukket sige. Ingen nye ideer til ændring af samfundet er fremkommet (måske med undtagelse af miljøområdet, hvor ideerne dog i princippet også kan føres tilbage til 1960'erne/1970'erne). På denne baggrund er det selvfølgelig ikke så mærkeligt, at der dukker en debat op om de grundlæggende værdier. New politics var alligevel ikke nok, med dens betoning af 'mærkesager' som bekæmpelse af kriminalitet, umoral, konsekvensløshed og andet forbandet tøj. Francis Fukuyamas ideer om historiens og dermed politikkens ende via den problemløse udbredelse af den amerikanske model til hele kloden - en idé, som Fogh Rasmussen vel var inspireret af i bogen om minimalstaten fra 1993 - kunne heller ikke rigtig finde fodfæste, ikke engang i de rige lande, hvor arbejdsløsheden steg, og nye sociale problemer med integration af indvandrere og social udstødning i samfundsperiferien tog til. Men i dette tomrum befinder de politiske partier sig i dag. Derfor ansætter de spindoktorer og danner fokusgrupper, der skal fortælle dem, hvad flertallet mener om det ene eller det andet, og derfor søger Fogh Rasmussen at lancere ideologiske kampagner mod smagsdommere og de imaginære kulturradikale. De gamle partier, Venstre, Socialdemokraterne, de konservative, er blevet store, tomme - og moderne. Med de skiftende krav fra økonomien og fra det eksterne og interne sociale pres kan de tilsyneladende ikke bygge på en manifest ideologi, fordi den ville spærre deres handlemuligheder for meget. Det tror jeg egentlig også, man må acceptere - politik er i stadig mindre grad i stand til at forandre samfundet, alt andet lige. For naturligvis kan politik stadig gøre en forskel, det gjorde den under opbygningen af velfærdsstaten, og det kan den i al fald delvis gøre igen. Men det vil kræve en slags genfødelse af de politiske partier og vel også af deres basis i bevægelser som fagbevægelsen, andelsbevægelsen og blandt medlemmer og græsrødder. Vi vender tilbage til Socialdemokraterne: Hvordan vil de kunne reformere deres bevægelse? Ved at droppe velfærdsstatens sociale dimension, som nogle unge socialdemokrater foreslår? Ved at lade sig renationalisere og afkulturradikalisere, som andre (f.eks. Henrik Sass Larsen) foreslår, det vil sige bevæge sig mere over mod de idealer, Stauning stod for i 1930'erne, og som fortsatte helt op i 1950'erne med H.C. Hansen? Ingen af disse muligheder virker overbevisende, endsige sympatiske. Politisk tænkning har det med at bevæge sig i mekaniske modsætninger: Hvis velfærdsstaten ikke fungerer tilfredsstillende, så må den hellere afskaffes og vice versa. Men hvorfor ikke tage afsæt i velfærdsstatens gode træk og på det grundlag forsøge at opbygge en ny vision. Ikke en nationalistisk vision, men en internationalistisk, ikke en elitær og socialteknokratisk, men en åben, 'blød' version af velfærdsstaten, der satser på offentlighed, transparens og en - langt om længe - genoptagelse af det demokratiske projekt, det vil sige det økonomiske demokrati, som socialdemokrater og til en vis grad radikale som Ove Rode og P. Munch stillede i udsigt allerede for 100 år siden? En ny grundlov med menneskerettighederne indskrevet + demokrati i det økonomiske liv = demokratisk socialisme (i modsætning til Lenins hårde: Sovjetmagt + elektrificering = socialisme). Måske kan det siges så enkelt. Men der er naturligvis stærke modhager. Og de er sociokulturelt betingede. Det har noget med følelser og med fællesskab eller mangel på samme at gøre. Politisk engagement til venstre for midten begyndte og begynder stadig med følelser - følelser og oplevelser af uretfærdighed, diskriminerende behandling af enten én selv eller andre - og denne indignation og krav om retfærdig behandling af alle uanset race, køn, alder, helbred osv. må altid være med i et demokratisk socialistisk partis bagage. I dag er der ikke så megen indignation tilbage, politikken drejer sig i høj grad om social teknik, og solidariteten med de undertrykte finder ikke følelsesmæssige udtryk (hertil bidrager mediernes overfodring af folk med billeder af skræk og elendighed). Blandt unge socialdemokrater sporer man større selvmedlidenhed end medlidenhed med de sultende i den tredje verden. Den anden, men hermed sammenhængende faktor er det manglende fællesskab. De gamle organiseringsmønstre var ægte fællesskaber, hvor man kæmpede sammen for fælles mål. Sandsynligvis fik man ikke en karriere ud af det, men det var underordnet i forhold til den fælles sag. Afgørende var, at man gennem fællesskabet og kampen opnåede anerkendelse. Den er lige så vigtig eller vigtigere end kontant fordel; i det klassiske Socialdemokrati anerkendte man hinanden, ligegyldigt hvor man var placeret i bevægelsens store maskineri som tillidsmand, kongresdelegeret, folketingsmand, hovedbestyrelsesmedlem, sygekassefunktionær eller blot almindeligt medlem. Det gav sammenhold og stolthed over det fælles projekt (selv om alting selvfølgelig ikke var idyl). I dag er et medlemskab langt mere individuelt og ofte karrierebetonet. Med moderniseringen er anerkendelse som socialt fænomen gradvis blevet trængt tilbage, og forholdene er mere uberegnelige og risikofyldte, også inden for det, der egentlig skulle være fællesskaber. Selv gamle veltjente medlemmer af en bevægelse, inklusive den socialdemokratiske, kan pludselig se sig isolerede eller ignorerede, og anerkendelse knytter sig i højere grad til individuelle præstationer og mediemæssig succes, end den gjorde tidligere. For et halvt år siden udkom Thomas Larsens bog 'Lykketoft', der handler om Socialdemokraternes formand og hans værdisæt. Bogen er delvis blevet overset i den offentlige debat, men den er ikke uinteressant, blandt andet ved det direkte og indirekte indblik i en moderne socialdemokrats forestillingsverden, den giver, ligesom Fogh Rasmussens fra 1993 gav et indblik i hans. Lykketoft fremfører dels på et meget alment plan den såkaldte universalisme - frihed, lighed og fællesskab med menneskerettigheder, som jo kan føres tilbage til de amerikanske og franske revolutioner i slutningen af 1700-tallet - dels en rent pragmatisk konjunktur- og arbejdsmarkedspolitik, som han jo også havde stor succes med som finansminister. Nogen kobling mellem det abstrakte og det konkrete niveau er der imidlertid ikke tale om. Et langsigtet perspektiv leder man forgæves efter. Og han afskriver helt begrebet socialisme, selv med et 'demokratisk' som adjektiv. Heller ikke de nye sociokulturelle betingelser forholder han sig rigtig til. Den stigende individualisme og fokusering på karriere nødvendiggør jo tænkning over og arbejde med nye fællesskabsformer og identifikationsmønstre. Og en sådan tænkning mangler i dag fuldstændigt i Socialdemokraterne, hvad der vil komme til at svie til partiet, om ikke ved næste valg, så ad åre, når konjunkturpolitikken af en eller anden grund ikke længere kan levere de fornødne resultater. Nationalismen, som også er fællesskabstænkning (på minoriteters bekostning), kan, vil og skal Socialdemokraterne ikke konkurrere med Dansk Folkeparti om, selv om Lykketoft desværre ikke er helt klar her. Men hvad så? Her mangler partiet at give svar. Planerne om ØD (Økonomisk Demokrati) fra 1970'erne var trods al deres centralistiske overdrevenhed et bud på et nyt fællesskab og kunne have været gjort menneskelige, men blev i stedet opgivet. Socialdemokraterne foregiver nu, at arbejdsmarkedspensionerne kan give lønmodtagerne den indflydelse på samfundsudviklingen, som det var meningen, at de skulle have haft gennem ØD, således også Lykketoft i 'Lykketoft' - men hvor mange lønmodtagere føler egentlig, de har indflydelse på erhvervslivet og markedet gennem deres pensionsopsparing? En økonomisk demokratisering af det danske samfund er næppe sket overhovedet, selv om noget af beslutningsmagten i erhvervslivet er flyttet over til store fonde, der på papiret ejes af lønmodtagere. Demokrati på arbejdspladsen er heller ikke realiseret, og Lykketoft bebuder ikke et eneste initiativ i den retning. Hvis man skal tro den nye universitetslov, som Socialdemokraterne står bag sammen med regeringen, mener de i dag, at denne form for demokrati, som man jo netop havde på universiteterne, er mindre værd end de ikkedemokratiske ledelsesformer, man har i erhvervslivet. Tomrummet er blevet endnu større. Det er selvfølgelig heller ikke muligt at gribe ukritisk tilbage til den gamle bevægelses ideer og fællesskabsformer, men en refleksion over fortid og nutid eller over rødderne, om man vil, kunne måske puste lidt liv i en på mange måder stivnet og rådløs bevægelse.