Økonomi er ikke en eksakt videnskab. Denne erkendelse åbner mulighed for, at der kan gives flere og i varierende grad forskellige forklaringer på, hvad der bestemmer den økonomiske udvikling - og endnu vigtigere forskellene i den økonomiske politik, der anbefales til at skabe balance i samfundsøkonomien. Ofte fremstilles denne økonomiske uenighed som ideologisk bestemt. Når borgerlige og socialdemokratiske politikere strides om den rette medicin til nedbringelse af arbejdsløsheden, skyldes det dog sjældent, at de har en forskellig opfattelse af, hvordan det økonomiske system er skruet sammen. Begge parter benytter uden forbehold Finansministeriets generelle ligevægtsmodel med det tankevækkende og afslørende navn Dream som fælles vurderingsgrundlag. Forskellene mellem højre og venstre er af fordelingspolitisk karakter; men selv her kan det efterhånden være svært at se forskel. Socialdemokraterne fjernede f.eks. formueskatten, afkortede dagpengeperioden og strammede efterlønnen, alt mens VK-regeringen har forlænget barselsorloven, afstået fra en yderligere reduktion af dagpengene og medvirket til udbetaling af ældrechecken. Et er fordelingspolitik, noget ganske andet er den grundlæggende makroøkonomiske teori. Den kan ikke være højre- eller venstreorienteret; men derimod mere eller mindre velegnet til at forklare den økonomiske virkelighed. Her kan der drages en parallel til naturvidenskaben, hvor det ville være besynderligt at tale om en højre- eller venstreorienteret atomteori. Her er succeskriteriet, hvilken teori der er bedst til at forklare virkeligheden. Gamle teorier afløses af nye - ikke nødvendigvis fordi de gamle var forkerte, da de blev opstillet, men snarere fordi de var ufuldstændige. En sådan apolitisk udvikling af videnskabelige teorier udelukker naturligvis ikke, at der kan være stor forskel på, hvorledes henholdsvis højre og venstre side i folketingssalen politisk ønsker at udnytte atomkraft, endsige benytte atomvåben. På samme måde med den makroøkonomiske teori. Den kan være mere eller mindre realistisk og dermed velegnet til at forklare den økonomiske virkelighed, hvilket som sagt ikke er et spørgsmål om højre eller venstre, men derimod om indsigt og forståelse af de makroøkonomiske processer. Teoretiske landvindinger vil efterfølgende kunne udgøre et forbedret grundlag at føre en økonomisk politik på med henblik på at opnå bl.a. fuld beskæftigelse, ligevægt på betalingsbalancen og lav inflation, alt efter hvad der står øverst på den politiske dagsorden. Men benyttes der en forældet eller fejlbehæftet økonomisk teori, kan resultatet blive katastrofalt i form af vedvarende stagnation med risiko for, at en egentlig økonomisk depression udløses. Det var tilfældet i mellemkrigstiden, hvor stagnationen i 1920'erne endte i en dyb økonomisk krise på grund af en økonomisk politik baseret på et fejlagtigt makroøkonomisk grundlag. Det er også risikoen i dag, så længe den økonomiske politik fortsat baseres på den nu stærkt forældede ligevægtsteori. Da krisen satte ind efter krakket på Wall Street i 1929 med en stejl stigning i arbejdsløsheden som resultat, havde ligevægtsøkonomerne kun to råd til politikerne: 1) at gøre arbejdskraften billigere ved at sænke lønnen (og dagpengeniveauet), 2) at balancere de offentlige budgetter. For arbejdsløsheden måtte, ifølge ligevægtsøkonomerne, skyldes, at arbejdskraften var for dyr - og ubalancen på de offentlige budgetter, at politikerne brugte for mange penge. I det omfang disse råd blev fulgt, var konsekvenserne katastrofale. I begyndelsen af 1930'erne blev industriproduktionen i USA halveret. Først da Roosevelt kom til i 1933 og indledte sin 'new deal'-politik i USA og den engelske økonom John Maynard Keynes efterfølgende udviklede sin makroøkonomiske teori, fandt der en revolution sted i forståelsen af den samfundsøkonomiske dynamik. Det var i virkeligheden ikke så svært for Keynes at begrunde, at når lønnen sænkes, så tappes lønmodtagerne og dermed det økonomiske kredsløb for købekraft, hvilket uvægerlig trækker depressionen i langdrag. Ikke mindst i en stadig mere globaliseret verden er det en illusion, at lavere løn skulle føre til højere beskæftigelse; tværtimod vil det snarere blive indledningen til en konkurrerende (lavt)lønspolitik landene imellem. Det vil blot forstærke deflationen og dermed den globale nedtur. Lægges hertil et krav om ligevægt på de offentlige budgetter, er opskriften på en forlænget lavkonjunktur skrevet. Keynes' råd var at sænke renten og sætte offentlige investeringer gang. Ligevægtsøkonomerne havde hidtil advaret mod en sådan politik, for lavere rente ville føre til en mindsket opsparing, som offentlige investeringer ville beslaglægge til skade for de i forvejen for små private investeringer. Keynes påviste, at heri tog de fejl; for samfundets opsparing var ikke i et moderne industrisamfund en given størrelse. Opsparingen var ikke, som antaget af ligevægtsøkonomerne, bestemt af renten, men af indkomsten: Jo større indkomst, jo mere ville der blive sparet op. Indkomsten er bestemt af den økonomiske aktivitet, så jo hurtigere hjulene snurrer, jo større bliver nationalindkomsten og dermed også den samlede opsparing. Opgaven for den økonomiske politik bliver derfor at få hjulene til at snurre. Det sker ikke per automatik. Der skal en ydre kraft til at trække markedsøkonomierne i gang, når de først er kørt fast i en lavkonjunktur. Det er derfor nødvendigt med en aktiv økonomisk politik for at sikre et højt beskæftigelsesniveau. Keynes' anbefaling til politikerne var derfor, at de burde holde øje med beskæftigelsen i stedet for at stirre sig blinde (og fattige) på den offentlige sektors budget. Problemet med Keynes' konklusion var, at den kunne friste politikere til at fortsætte med at øge de offentlige investeringer, også når opgangskonjunkturen var sat ind. Op gennem 1960'erne, hvor der var mangel på arbejdskraft, skulle politikerne også have lyttet til Keynes og holdt igen på de offentlige udgifter. I så fald ville den vestlige verden måske have undgået den inflationsbølge, der i 1970'erne skyllede ind over disse lande, og som yderligere blev forstærket af olieprisstigningerne. Det er et af historiens mange paradokser, at Keynes' teorier efter at have løst arbejdsløshedens gåde efterfølgende, på grund af politisk uansvarlighed, blev bragt så meget i miskredit, at det muliggjorde en tilbagevenden af den neoklassiske ligevægtsteori i form af Friedmans monetarisme. I de 10-15 år, det tog at presse inflationen ud af de vestlige økonomier, blev der ført en stram monetaristisk politik, som til gengæld sendte arbejdsløsheden op på de historiske højder, hvor den stadig ligger i en række europæiske lande. En udvikling, der - korrekt fortolket - netop er en bekræftelse på Keynes' teori, at det økonomiske system ikke er selvkorrigerende. Men ligevægtsøkonomerne skulle endnu en rum tid sætte den teoretiske dagsorden. Den økonomiske grundlov for EU, Maastrichttraktaten, fra begyndelsen af 1990'erne var nærmest en afskrift fra en monetaristisk lærebog. Her er det en stram styring af pengemængden, der står i centrum for den økonomiske politik. Den Europæiske Centralbank fik pålagt som sit absolut højest prioriterede mål at sikre prisstabilitet, idet monetaristerne hævder, at beskæftigelsen udelukkende er bestemt af strukturerne på arbejdsmarkedet. Det økonomiske system er i deres matematiske modeller selvregulerende; vedvarende arbejdsløshed kan derfor, ligesom i 1930'erne, kun begrundes med for høj løn. Monetaristerne anerkender således ikke, at det er mangel på efterspørgsel, der nu på 30. år er årsagen til den høje arbejdsløshed i de fleste ØMU-lande. Retorikken fra Den Europæiske Centralbank i Frankfurt er umiskendelig monetaristisk, arbejdsløshed kan kun afhjælpes gennem strukturreformer på arbejdsmarkedet, i kombination med at de offentlige budgetter atter bringes i balance. Her peges der igen og igen på det tyske arbejdsmarked. Set i et historisk perspektiv er dette mildt sagt paradoksalt. Indtil genforeningen i 1990 blev netop det (vest)tyske arbejdsmarked fremhævet som ikke mindre end eksemplet til efterfølgelse, der på en og samme gang sikrede en stabil beskæftigelse og Europas laveste inflation. Samarbejdsmodellen på det tyske arbejdsmarked blev anset for at være det egentlige fundament for den stærke D-mark, som op gennem 1980'erne havde gjort Vesttyskland til en økonomisk sværvægter. Så kom genforeningen, hvor den politisk fastsatte og alt for høje omvekslingskurs mellem østmark og D-mark om noget bidrog til at låse de østlige länder fast på et alt for lavt aktivitetsniveau med deraf følgende høj arbejdsløshed (15-20 procent). Men det er jo en anden historie end den, ligevægtsøkonomerne fortæller, at hele det tyske arbejdsmarked i dag skulle være hårdt ramt af sklerose og overregulering. Selv om den fortsat høje arbejdsløshed i Europa har trukket tæppet væk under de mest hårdkogte ligevægtsøkonomer, skiller spørgsmålet om markedsøkonomiens grad af selvregulering dog stadig makroøkonomerne i to lejre. På det punkt har den økonomiske videnskab tilsyneladende stået stille. Keynes skrev således i 1934 »på den ene side af den teoretiske afgrund står de økonomer, der antager, at det økonomiske system er selvregulerende ... på den anden side står dem, der forkaster idéen om selvregulering«. Så enkelt kan den teoretiske strid også formuleres i dag. De 'moderne' ligevægtsøkonomer antager fortsat, at den private sektor overladt til sig selv vil kunne sikre fuld beskæftigelse, lav inflation og balance på de offentlige budgetter. I deres modeller er det kun arbejdsmarkedsregulering, velfærdsydelser, mindsteløn, og fagforeninger, der kan stille sig hindrende for opnåelse af fuld beskæftigelse. De bygger store matematiske modeller, som f.eks. Finansministeriets dreammodel, der har en struktur, der giver mindelser om beskrivelsen af et solsystem. Her kan det vises, at hvis bare samfundsøkonomien fik fred for ydre forstyrrelser og politiske indgreb, ville den af sig selv kunne skabe stabilitet, harmoni og ligevægt. Inspirationen fra Newton og den naturvidenskabelige ambition er åbenbar. På den anden side af den teoretiske afgrund står keynesianerne, der tager afsæt i en økonomisk virkelighed, der er kendetegnet ved tilbagevendende økonomiske kriser, hvor arbejdsløshed, budgetunderskud og inflation er et uomgængeligt træk ved ethvert markedsbaseret økonomisk system. Decentrale markedsøkonomier bygger på et utal af individuelle dispositioner, der skaber et grundlæggende koordinationsproblem; for ingen kan med sikkerhed vide, hvad fremtiden vil bringe. Ganske uanset hvor velfungerende de enkelte markeder er, famler virksomheder og husholdninger sig frem i blinde, når de skal foretage dispositioner, der rækker blot få år ud i fremtiden. Investorerne aner ikke, om det vil gå op eller ned med konjunkturerne og må basere deres investeringsplaner på ofte ganske løst funderede forventninger. Den økonomiske udvikling kan derfor ikke undgå at være præget af stemningsskift, der i sig selv skaber usikkerhed og derved yderligere bidrager til den makroøkonomiske ustabilitet. Det er netop derfor, at en veltilrettelagt økonomisk politik er en nødvendig kontravægt, der kan skabe bedre balance og dermed bidrage til at reducere usikkerheden og dermed koordinationsproblemet. Den videnskabsteoretiske uenighed mellem ligevægtsøkonomer og keynesianere får en afgørende betydning for den økonomiske politik, der anbefales til sikring af vækst, beskæftigelse og velfærd. Det var således som en konsekvens heraf, at de keynesianskinspirerede økonomer advarede imod den europæiske stabilitetspagts stramme regelsæt, der har som forudsætning, at de enkelte EU-landes økonomier af sig selv kan etablere fuld beskæftigelse og ligevægt på de offentlige budgetter. Nu har den økonomiske virkelighed demonstreret, at der i høj grad er brug for, at den offentlige sektors budget kan fungere som en automatisk stabilisator, der kan begrænse ustabiliteten i den private sektor. Stabilitetspagten havde en beskeden indrømmelse til den keynesianske makroøkonomiske teori, idet et lands budgetunderskud overgangsvis måtte vokse til tre procent af nationalproduktet. Men i praksis viste det sig hurtigt, at tre procent var alt for lidt, og at det ville være økonomisk selvmord at genskabe ligevægt på de offentlige balancer inden for en kort årrække. Et krav, der ville indebære, at et land, der blev ramt af en lavkonjunktur, straks skulle i gang med at stramme den økonomiske politik og derved modarbejde den automatiske stabilisering. Både Tyskland og Frankrig vendte sig imod dette krav, der ikke kun ville have forøget arbejdsløsheden ikke alene i disse to lande, men have haft afsmittende virkning på hele Europa. Set i lyset af de nu indvundne historiske erfaringer må stabilitetspagten ændres, hvis Europa skal have fornyet økonomisk fremdrift. Forhåbentlig vil den keynesianske teori få større indflydelse, nu hvor det er erkendt, at EU-landenes økonomier både er ustabile og så forskellige, at det skaber flere problemer, end det løser, at lægge en ensartet jernring ned over hvert enkelt medlemsland. Det er blevet demonstreret i praksis, at de enkelte lande ikke har en ensartet økonomisk udvikling, og at det kan være dræbende for et europæisk opsving at undlade at føre en aktiv økonomisk politik. EU-landene kan ikke beskrives ved et og samme ligevægtssøgende urværk. Her er den monetaristiske teori kommet til kort. Ikke fordi den er liberal, men fordi den er forkert. En erkendelse, som er ved at trænge igennem i den praktiske politik. Her kunne den nye europæiske centralbankdirektør viske tavlen ren fra sin monetaristiske forgænger og ligesom sin amerikanske kollega føre en efterspørgselsorienteret politik, der kunne bidrage til at trække Europa i gang igen. Det kræver naturligvis, at den keynesianskinspirerede makroøkonomiske teori, der er forankret i virkeligheden, vinder yderligt fodfæste. At de abstrakte idéers dominans nu må være forbi. At det ikke er politiske hensyn, men empiriske kendsgerninger, der bliver bærere af de teoretiske argumenter, der i sidste instans lægges til grund for den økonomiske politik både på nationalt og på europæisk plan. For, som Keynes formulerede det, da han tilbage i 1945 gik af som redaktør af Economic Journal: »Vi økonomer har ansvaret - ikke for selve civilisationen, men for forståelsen af, hvorledes en civilisation økonomisk kan realiseres«.