I denne tid er det klogt at tage tonen lavt, derfor skal der i denne Kronik heller ikke stå et ord om en statsminister, der fører sit land i krig trods halvdelen af befolkningens udtalte modvilje, ikke et kvæk om to præstefætre, der henter deres grove gebærder, minespil og udtryk i SA's gamle instruktionsbøger, ikke et muk om råddent blomstervand eller hævnen, der hyler i porten, ikke en antydning af en bemærkning om en pressechef i et bestemt parti, der kalder sine politiske modstandere for landsforrædere og ønsker dem sparket i maven, og et forslag om det fornuftige i at stille en hundrede meter høj skabelon af integrationsministeren op en sømil syd for Gedser Rev, så han med sit stirrende blik kan holde enhver flygtning væk, må på det bestemteste afvises og kastes i den nærmeste papirkurv. Derfor skal der heller ikke lyde et ondt ord om nogen, for jeg er ganske sikker på, at dem man kunne have lyst til at skælde huden fuld, inderst inde er gode danske mænd og kvinder, der af bedste vilje arbejder for nationens trivsel, vores anseelse i udlandet og mere medvind på cykelstierne. Til gengæld kunne man måske tale lidt om en svunden tid, som ingen af disse gode folk har kendt, fordi de ikke var født, en tid som i den søren mørchske terminologi ikke var bedre - ingen tider er bedre eller værre end andre - men i det mindste anderledes. Jeg tænker på trediverne og fyrrerne og halvtredserne, årtier som mange beskæftiger sig intenst med i historisk og politisk og kulturel og kunstnerisk sammenhæng, men måske alligevel ikke husker så tydeligt, enten - som sagt - fordi de ikke var født eller fordi de har glemt noget eller har fortrængt noget, de ikke har lyst til at huske. Der var f.eks. et par lyse ideer i trediverne, som faktisk er en forudsætning for, at vi indimellem synes, vi har det rigtig godt i Danmark. Jeg tænker ikke kun på K.K. Steinckes socialreform og Staunings geni og de radikales indsats, jeg tænker også på tanken om fri abort, om kvindernes frihed og ligestilling, om opgøret med victorianismens snæversyn og seksuelle indespærring, om kampen mod spanskrøret, kadaverdisciplinen og den korporlige afstraffelse, og jeg tænker på jazz og swing og i det hele taget på opdagelsen og dyrkelsen af en vis lethed, på filmbegejstringen, ja såmænd også på noget så langt ude som det særlige københavnerhumør, man mente at finde øst for Valby Bakke, en elskelig form for frækhed, der var god til at tage luven af (selv)højtideligheden, hvis den blev alt for påtrængende. Men der var også noget andet - som direkte og indirekte hænger sammen med det ovenfor nævnte. Man tillod sig f.eks. at interessere sig for æstetik - oven i købet på andres vegne! FDB indrettede f.eks. en møbelfabrik, hvor man fremstillede ærlige arkitekttegnede stole og borde og senge, der ikke kostede en formue, men var tilgængelige for andre end dem med villa på Strandvejen. Man arbejdede også med tanker om Kunst på arbejdspladsen og byggede huse, ejendomskomplekser, hvor der var både lys og luft og altan og træk og slip og badekar, så folk kunne bo ordentligt, have noget pænt at se på uden at blive ruinerede. Der var masser af bras tilbage, selvfølgelig, men selv i de snævre baggårde, som bl.a. Tove Ditlevsen har beskrevet i sine bøger, indfandt lystigheden sig med mellemrum, når lirekassemanden mødte op med sin tjepmusik eller gårdsangerne intonerede, så det gjaldede mellem facaderne og der blev danset bedårende, og konerne kom frem i vindueskarmene og smed femører og tiører ned omviklet med avispapir, så de ikke skulle slå for hårdt eller springe for langt væk. Ungerne samlede dem op og gav manden dem, og jeg tør vædde på, at de ikke beholdt en skilling selv, det morede de sig for godt til, og selv lirekassemanden var noget, så ham havde man trods alt respekt for. Det var ikke storslået, ikke ret meget var. Fik man en Teknobil i julegave, oplevedes det som lidt af en sensation, og skulle en mere velbeslået onkel diskret anbringe en hel tokrone i ens håndflade, satte kun fantasien grænser for, hvad man forestillede sig, den kunne bruges til. Jeg ved ikke om andre end Tage Voss og Finn Methling og Erik Knudsen i dag ved, hvad en 'Amerikaner' var. Men jeg skal røbe hemmeligheden: Det drejede sig om en stor vaffelis med tre kugler og en negerbolle oveni! Og man sagde 'neger' uden at skænke det en tanke, negerbolle, for i Danmark var der kun to negere, den ene gik på Vesterbro og fornam på issen solens stik, den anden boede i Nakskov og kom fra De Vestindiske Øer. Der havde været danske engang. Sådan en Amerikaner kostede selvfølgelig ikke to kroner, men meget mindre, og når nu Søren Mørch kommer og siger, at pengene havde en helt anden værdi dengang og en arbejdsmand kun tjente, jeg ved ikke hvor lidt, så ved jeg det godt, men det er ikke det sagen drejer sig om lige nu, ikke helt i hvert fald. Jeg var udmærket klar over, at dem der boede på Ulrich Birchs Allé i Eberts villaby, havde flere penge end os i den jævnere villaby, Dyveke, men det spillede ikke den store rolle, selv om der var billard i kælderen hos den drengs far, som var installatør og havde en hel forretning fuld af lamper på Amagerbrogade. Der var ikke finere hos installatøren end hos Eiler og Olga, der var henholdsvis snedker og aviskone og boede Ved Amagerport netop i sådan en beboelsesejendom, som jeg har beskrevet dog uden altaner. Alt var pudset, alt var malet, der var linoleum på trappen op, der var hvid hæklet dug på bordet under lysekronen, der var kopper og fade af porcelæn, og de kager vi fik til kaffen og chokoladen struttede af flødeskum og glasur og krymmel. Det var i det hele taget en krymmel-tid med masser af svinkeærinder og mystiske udflugter til alle de gyder og stræder, trappegange og lysskakter, som endnu fandtes rundt omkring. På Amager var der masser af dem, og jeg tænker ikke bare på de små landsbyer, som storbybilledet voksede ind i både ved Sundby Vester og Sundby Øster, jeg tænker også på de tusind kælderhalse ned til værkstederne i den indre by, i Borgergade, i Adelgade og Fredericiagade, hvor det summede og brusede og bankede og duftede, lugtede som man endnu turde sige dengang, uden at det nødvendigvis behøvede at betyde, at der lugtede grimt. Det er naturligvis rendyrket nostalgi, hvis man taler om variationen i forretningsbilledet, men bare på stykket fra Gimles Allé til Ingolfs Allé var der seks-syv individuelle handlende, som forsynede kunder med så varierede sager som mælk og smør og æg (klinkeæg f.eks. (!)), lingeri, kolonialvarer (de snurrende blanke kaffemøllehjul!), maling, charcuteri og isenkram. Og for fuldstændighedens skyld var der også en sæbeforretning og en skomager, og der var mennesker i dem alle sammen både på den ene og den anden side af disken. Ja, ja, det er godt med dig, gamle romantiker - jeg hører allerede den mørchske snerren - men ku' de leve af det, var det ikke hårdt, kostede det ikke blod, sved og tårer! Jo, selvfølgelig gjorde det det, mere romantiker er jeg heller ikke, end at jeg ved det, og humøret var heller ikke lige højt altid og i alle butikkerne, men én ting står fast: Der var trods alt et andet Schwung over foretagendet end nu, hvor den skrutryggede surhed og generelle mistænksomhed og aggressivitet fører det store ord, en slags jævn, men selvfølgelig høflighed, en vilje til at få tingene til at glide, selv om tiderne også dengang var vanskelige og skatteprocenten vel omkring de tyve. Den side af sagen blev ikke meget anderledes i fyrrerne, måske blev det hele mentalt en smule bedre, skønt restriktionerne strammede. Fjenden stod i landet, og de fleste brød sig ikke om ham. Til gengæld var han til at få øje på, for han bar grøn uniform. Det var en sport at spille ham et puds - måske mest verbalt - alligevel var opfindsomheden stor og humøret fik en skrue til - opad. Der var nok at brokke sig over, men brokkeriets hovedkanal gik i retning af tyskerne og alt deres, og når vi i skolens svaberduftende gymnastiksal stod og jodlede 'Danmark i tusind år', var vi ikke i tvivl om, hvor kærligheden lå, skønt nogle af os måske syntes bedre om 'I Danmark er jeg født' og 'Hvor smiler fager den danske kyst'. Gør jeg mig klar, ellers må jeg tage mig sammen: Der er ikke noget konstruktivt i at sutte på en fortid, som aldrig vender tilbage, men det må være tilladt at gøre opmærksom på, at noget, der var engang, kan bringe tanken hen på noget væsentligt, som er gået tabt. Jeg hader at bruge ordet uskyld, så det afstår jeg fra. Der var ikke noget uskyldigt i Anden Verdenskrigs vold og grusomhed (nødvendige vold og grusomhed?) og der var intet opbyggeligt i efterkrigstidens lovgivning med tilbagevirkende kraft herunder genindførelsen af dødsdommen eller i vores behandling af de østfrakommende tyske flygtninge. Men der levede trods alt i efterkrigstiden op gennem fyrrerne og halvtredserne en måde at omgås hinanden på, som i det mindste (endnu en gang) var lidt anderledes, end den vi kender i dag, og som sikkert var gennemsyret af faderrespekt, autoritetstro og skrankepaveri, men alligevel blev båret af en gensidig hensynsfuldhed, ja jeg var lige ved at sige hengivenhed, i højere grad end man kender i dag. Jeg ved udmærket, at jeg selv har været med til at bekæmpe pænheden og også har fundet forløsning i en tone, der af mange opfattes som rå, men har den været rå, har jeg i det mindste gjort mig umage for, at den også et eller andet sted skulle være hjertelig. Vi dinglede ordentlig rundt i halvtredserne, vidste ikke, hvilket ben vi skulle stå på, oplevede langsomt at en gammel verden sank i grus, mens en ny åbnede sig. Fem års indespærring kunne godt give åndenød, og selv om Europa var stort set smadret, så var det der trods alt endnu, og på den anden side af Atlanten lå USA og glimtede. Jeg tog det hele til mig med vild appetit og er aldrig siden kommet mig over det chok indtrykket af verdens anderledeshed gav mig, hvilken befrielse det var at se, hvor vidunderligt forskellige mennesker der med alle deres lidenskaber og problemer, deres vekslende hudfarver og skikke, deres klædedragter og musik og dans og råb og skrig og latter og stilhed kunne færdes mellem hinanden - ikke uden konflikter, ikke uden sammenstød, men alligevel på et fælles fundament med drømmen om de basale, guddommelige behovs tilfredsstillelse som ledestjerne. Hvilken rigdom! Langt bagude svæver i mindet de forelskede år i begyndelsen af halvtredserne, hvor vi lagde nakken tilbage og fik et glimt af den første Sputnik, mens Bruno Henriksens bigband spillede 'Lullaby of Birdland' i Dansetten, og den kolde krig nærmede sig zenit, og vi bad til, at det store ragnarok, som truede, ikke ville komme, eller at en ny indespærring skulle afskære os fra al den herlighed, vi netop havde smagt. Det var svimlende og rædselsvækkende på samme tid, og jeg tror protesterne mod alle de krige, som siden kom, har deres udspring i den samme følelse af alarmerende rædsel, som vi oplevede dengang - netop på baggrund af alt det, vi har nået, og som er blevet os givet. I øvrigt har jeg helt glemt den lystige fætter, Bent Jensen, men ham skal der selvfølgelig heller ikke stå et ord om i denne sammenhæng og heller ikke om, hvor fantastisk det ville være, hvis man havde givet de fire millioner han nu har fået til at fortsætte sit dræbende sejdkogeri, til en digter, så han eller hun kunne fortælle historien, som den også var, og hvordan vejret var og kærligheden og usikkerheden og latteren og gråden, kort sagt med alle nuancerne, men det er selvfølgelig en fuldstændig umulig og latterlig tanke, der ville have fremkaldt det, nogle kalder et ramaskrig, så den skal bestemt ikke fremsættes her. Engang fortalte Halfdan Rasmussen om sin tid som arbejdsløs i København. Den varede syv år. En dag stod han nede i Ingerslevsgade sammen med en kammerat for at stemple. De blev enige om, at det var en træls affære og besluttede sig for at tage til Spanien og kæmpe for friheden og demokratiet i stedet. De kunne to spanske sætninger, da de nåede den spanske grænse - på cykel. Den ene var 'Niels Bohro esta professoro', den anden 'Stauning esta ministro'. De nåede aldrig ind i landet. Historien har ingen pointe, heller ikke, hvis man fortæller, at Halfdan senere blev Tysklandsarbejder under krigen og var overbevist syndikalist. Men ingen kan være i tvivl om, at han var et produkt af alt det, jeg har fortalt om, og at han var og er et geni og elskes som sådan af store og små. Så måske er der alligevel en pointe.