Som jeg finder hende med det hvide ansigt bagoverbøjet og åbenstående mund, ligner hun de andre gamle kvinder, der sidder i plejehjemmets dagligstue og venter på frokosten og på, at livet rinder ud. Jeg er aldrig helt rolig, før jeg mærker, hun er varm. Også denne gang bliver mine bange anelser gjort til skamme. Det ene øje går på klem, og det lyder bestemt: »Lad os gå ind til mig!«. Ikke at hun ville kunne gå de tyve meter alene længere, men stoltheden er i behold. Den har hverken to forliste ægteskaber, en blodprop i hjernen, tabet af hendes sidste livsven Jansson eller opholdet på plejehjem kunnet tage fra hende. Men hun er træt. De knap 94 år, et indtag af 26 piller om dagen og kronisk hovedpine ville for længst have slået en hest ihjel. I dag havde jeg tænkt at nedfælde nogle af hendes historier, men jeg er bange for, det er for sent. Hun kan næsten ikke støtte på benene, skal kaste op og fortæller, at hele plejehjemmet har været til vagtler hos dronningen. Men i det sekund, vi får hende lagt ned, bliver hun klar og slår øjnene op. Så kommer den sædvanlige overbærende indledning om, hvordan man ikke må bestemme noget selv på plejehjemmet. En af de første dage var hun spadseret ud på fortovet med sin rollator og nåede da også at falde over nogle brosten, før personalet fandt hende. Ulla Pedersen er ikke sådan at kommandere med. Inden sin plejehjemstid nåede hun at jage adskillige hjemmehjælpere på porten, og selv var jeg lidt bange for hende i adskillige år. Vores første møde står stadig ridset i min hoveddør. »Tok, tok, tok!«. Vi stod i den nye lejlighed og ventede på gulvafhøvlerne med døren på klem, da den i det samme blev torpederet af en skarp metalgenstand. Ind marcherede en gullig puddelhund med en høj, rank hvidhåret dame efter sig. Så lød en ordre, der mentalt bankede os midt ind i højdepunktet fra en gammel, tysk militærfilm: »Goddag, Ulla Pedersen fra anden sal, I skal se at få nogle tæpper på, for det er en stuelejlighed, og her er gulvkoldt. Og husk så at lukke døren, for Nuller bryder sig ikke om åbne døre«. Tak for kaffe! Skønt der var en bestyrelse, stod det os hurtigt klart, hvem der egentlig bestemte i den nye andelsboligforening. Og hvem der sang for og købte kød hos slagteren, når der var sommerfest. Først da blodproppen ramte hende som 88-årig, krakelerede facaden. Af alle skadevirkninger blev hun ramt af ukontrolleret gråd. For en kvinde, der aldrig har grædt, var det slemt. Blot man viste sig i døren, silede tårerne ned ad kinderne. »Jeg tuder ikke, det er bare blodproppen«, forsøgte hun sig, men det var alligevel som om, alle de tårer, der gennem et langt, barsk liv var holdt tilbage, nu fossede ud. Det kneb også med at få luftet det gullige kræ med de blottede tænder, og jeg forbarmede mig indimellem. Men for en kvinde der heller aldrig har bedt om hjælp, var det for meget. Nuller blev sendt til aflivning. Selv har hun gennem livet taget sig af adskillige søskende, plejebørn, nevøer og niecer, en enkelt frihedskæmper og to enkemænd. Den ene, Vilhelm Otto Jansson, var min nabo. Ham bragte Ulla aftensmad ned til i årevis, og da det nu blev svært for hende at komme op til anden sal, fik hun husly på hans sofa. Så købte han ind på sin elektriske kørestol. Og så bagtalte de ellers ivrigt hinanden udadtil, så vi ikke skulle tro noget. På samme tid gik jeg hjemme med en baby og blev utilsigtet hvirvlet ind i et lille firkløver. Når Jansson faldt i badet. Eller ramte ved siden af kørestolen. Så lød det velkendte »tok, tok, tok« og sammen med viceværten ilede jeg ind og samlede ham op. Og når vi nu var der, fik min søn lidt slik, og jeg satte mig ved Ullas sofa. En dag faldt mit blik på et stykke papir på gulvet. Fra skattekontoret til Ulla Sulejma Euxenia Pedersen. »Vi fik alle sammen tre fornavne. Ellers blev man fattig«. Da begyndte de. Historierne. Om faren, der døde fra kone og otte børn. Om moren, der giftede sig igen med en ung sømand og fik otte børn mere. Om hvordan de voksede op i en lejlighed i Jægersborggade. De otte ældste fik hver én mindre søskende at tage sig af, og de sad på gulvet og spiste. Men selv ikke nok så mange fornavne formåede at holde fattigdommen fra døren. Om morgenen gik Ulla med sin mor ind til Gl. Strand - sporvognen var for dyr - og hentede en trækvogn fisk, som de solgte på gaden. »Tre pund sild for en krone«. Hos spækhøkeren og urtekræmmeren fik de kredit, fordi moren gjorde rent og ekspederede i butikkerne. Og så fik hun rester med hjem. »Imens troede hun, vi var på Dronning Anne Maries Asyl. Men der blev man straffet med ris på hænderne og måtte ikke sove til middag. Så stak vi af og sneg os i Zoologisk Have, eller tiggede hos bageren. Vi løb også langs med banen og samlede kålrabi og brændsel, der var faldet af togene«. »Da jeg kom på Jagtvejens Skole, blev jeg bedt om at vaske mig. Jeg var mørkhåret dengang, så min stedfar gik med hen i skolen og spurgte, om de ikke kunne se, jeg var solbrændt. En anden gang var en piges ur forsvundet. Én for én skulle vi gå ind i klassen, og den, der havde taget det, skulle lægge det i en kurv. Frøkenen troede, det var mig. Jeg var den sidste, der kom ind, og så brølede hun: »Læg så det ur, Ulla!«. Så gik far derhen igen, og læreren sagde til ham: »Hvorfor går du i forsvar for hende, du er ikke den biologiske far«. »Nej, men jeg har den biologiske fars ansvar - jeg har giftet mig med konen«. Så gik far på rådhuset og fik læreren flyttet til en anden skole«. Selv om hun ligger ned, kan man næsten se nakken knejse på den gamle kvinde og et frydefuldt smil kommer frem på det forpinte ansigt. Stoltheden er med i bagagen hjemmefra. Den eneste gang, jeg har set den svigte, var til 90-års fødselsdagen. Hjemmehjælpen havde ikke som lovet haft tid til at give et bad. Og selv om man er gammel, er det ikke sjovt at gå til fest med fladt hår og en stank af pis omkring sig. 18 år gammel blev Ulla gift. Hun fortsatte med at gå efter fisk for sin mor, der blev enke igen »med seks ukonfirmerede«. Men manden ville ikke have, hun arbejdede. Så slog han. Ulla truede straks med skilsmisse, og så slog han igen. Så stak hun af, og sad på kirkegården en hel nat, indtil politiet fandt hende. Da hun var 19, var hun skilt fra sin første mand. Ullas ældste søster, som hun altid har været tæt med, var på det tidspunkt alene med to børn og giftede sig med ham. »Bare tag ham, jeg vil ikke ha' ham, og jeg håber han opfører sig ordentligt«, sagde Ulla til hende. »Det gør han, for ellers slår jeg igen«, lød svaret. Så blev der ikke talt mere om det, og den tætte tilknytning varede til søsterens død. Hendes søn henter stadig Ulla hjem på besøg hver lørdag. Det var hendes eksmand og svoger, der forårsagede det næste ægteskab. Under Anden Verdenskrig kom han til Ulla og sagde: »Vi har én, der står ved sin maskine henne på skotøjsfabrikken og græder. Det' hans børn«. Hans kone var stukket af med en tysk soldat, og nu havde han slået sig på flasken og de tre døtre var kommet på børnehjem. Men hvis han 'fik ordnede forhold', kunne han få sine piger hjem. »Og jeg havde jo ingen børn. Så sagde de til ham, han skulle gå med hjem og hilse på mig. Jeg sagde ikke fem ord til ham, men han kom igen«. Ulla indvilgede i at gifte sig med ham, for som hun siger: »Børn og dyr har jeg altid værnet«. Så fik de en stuelejlighed med to værelser og et kammer i Jægersborggade. »Der var væggelus, og kakerlakkerne kunne fejes op på et fejeblad. Min søster og jeg puttede spartel mellem gulvbrædderne for at skjule skidtet«. Ulla købte en schæferhund, der kunne passe på børnene, når hun gjorde morgenrent på Københavns Rådhus. »Min mand sagde, at hvis jeg fortsatte med at arbejde, ville han drikke min løn op. Så sagde jeg: »Det skal du ikke, for jeg holder aldrig op!«. Jeg har altid villet arbejde. Jeg var ti år på blyantsfabrikken Viking ude på Islands Brygge og lavede æsker til en krone i timen. Og så har jeg gjort rent«. Den nye familie var under opsyn af Børneværnet. Under et besøg derfra hoppede pigerne rundt i kammeret, hvor Ulla havde tegnet hinkeruder med kridt. »De larmer«, konstaterede den tilsynsførende. »Ja, de skal være, du kan være her«, var Ullas svar. Damen så sig nøje omkring og krævede, at der inden næste besøg skulle være en seng til hver. Så gik Ulla og hendes søster ud på Kofoeds Skole på Amager. »Der var der gratis hjælp til selvhjælp. Der kom koner og afleverede brugt tøj, og præsten kom og spiste havregrød sammen med os«. Ulla og søsteren byggede to køjesenge og lavede madrasser til. Ulla lånte en cykel med lad for at fragte delene hjem. Hendes mand ville ikke. »Jeg er skotøjsarbejder!«, sagde han. Der var stadig krig, og da Ulla holdt pause på Langebro med sit tunge læs, mødte hun en tysk soldat. »Han råbte heraus , men jeg kunne ikke komme videre. Så råbte han heraus igen, og så fik jeg fart på. Og det er alt det tysk, jeg kan«, afslutter Ulla med vanlig værdighed sin barske historie. Det holdt hårdt for hendes mand at holde sig fra flasken. Ulla hentede ham tit midt i et slag billard. »Og han var nødt til at gå med, for ellers blev der sgu ballade!«. Andre gange truede hun med, at hvis han ikke var hjemme med penge, inden butikkerne lukkede, ville hun gå fra ham. Det gjorde hun i 1961, da hun fik sin andelslejlighed på Esthersvej. »På billetmærke«, siger hun, og kommer næsten til at skilte med stoltheden. Hun blev valgt. Hvordan er det gået med pigerne, spørger jeg. »Nu er de i hvert fald voksne«, mumler hun og drejer hovedet ind mod væggen og hviler lidt. »Jeg har haft mange plejebørn«, kommer det så. »Hver gang en nevø eller niece kom på kant med forældrene, flyttede de ind hos mig. De skulle bare ringe hjem og sige, hvor de var. Og 'plejegamle' har jeg også haft«. Da en nabokone lå for døden, sagde hun til Ulla: »Jeg tror, du tager dig af Hugo«. »Det gør jeg!«, svarede Ulla. »Så dør jeg i fred«. Selv kom Ulla på plejehjem som 91-årig. Hun var gerne blevet hjemme, men Jansson faldt nu så tit, at han omsider fik plejehjemsplads, og så måtte også hun af sted. Begge blev først placeret på hver sit aflastningshjem, men endte så på Fælledgården på Jagtvej. Tæt på og dog så langt fra hinanden. To flytninger tog hårdt på Jansson. »Jeg besøger ham ikke så tit, for han begynder bare at græde, når han ser mig«, sagde hun engang til mig. Netop den sætning gør det så afsindig svært for en udenforstående at fatte, at det ikke var muligt at placere de to gamle venner i et værelse ved siden af hinanden. Eller i det mindste på samme etage af det store plejehjem. Nu er Jansson væk. Han døde i foråret. Den lange, tynde kvinde stryger sig med sin kæmpe arbejdshånd over de sortrandede øjne og det næsten rynkefri, hvide ansigt. Hun har - som altid siden blodproppen - hovedpine, og ønsker sig en varmepude til nakken. »Men de har ikke nok af dem herinde, og de ligger i kælderen, så man kan ikke få hver dag«, forklarer hun nøgternt. Er det virkelig for meget forlangt, tænker jeg. En varmepude til nakken efter det liv? Men det er jo det med ressourcerne på et dansk plejehjem anno 2003. Enhver idiot kan se, det står endnu sløjere til med bemandingen end henne i vuggestuen. Men de ved jo heller ikke på kommunen, hvilken fin dame de har med at gøre. Da jeg skal gå, kan jeg ikke få kontakt med hende. Åh nej, har jeg været her for længe, spurgt om for meget? Så kommer øjet på klem, og hun hvisker: »Jeg spiller lotto. Jeg vil vinde den store gevinst! Ved du hvorfor?«. Nej, det må jeg med et lettet smil indrømme, at jeg ikke kan gennemskue. »Så vi kan få nyt tag på husene derhjemme«. Det lover jeg at bringe videre til andelsboligforeningen. Dér hvor Ulla havde sine 40 bedste år. Ukuelige Ulla. Hendes livshistorie ligger uden for min generations fatteevne. Men at hendes stolthed også i den sidste tid skal prøves så hårdt, er det, der er allersværest at forstå.