Jo, det kan absolut betale sig både i tiden og evigheden at være en troende kristen, skriver cand.theol. Johs. V. Sørensen i denne refleksion over den kristne selvkærlighed og syndsforladelse. Som forhenværendesognepræst og seminarielektor ved jeg naturligvis, at denne overskrift må forekomme provokerende og næsvis. I stedet kunne der - med et lån fra professor N.H. Søes 'Kristelig etik' - have stået: Gives der en kristeligt berettiget selvkærlighed? - Meningen er den samme. Jeg har ganske ofte tænkt på, at det kunne være morsomt at stille dette spørgsmål til vore salmedigtere og dermed også til vore præster, som står for valget af salmer til gudstjenesten. Jeg er ret sikker på, at de måtte besvare spørgsmålet bekræftende, selv om de naturligvis ikke vil kunne godtage formuleringen, for det må ikke gerne tage sig ud, som om det at være en troende kristen er en ganske lukrativ forretning. Nu er der inden for den teologiske verden fremkommet nye synspunkter, som jeg senere skal redegøre for. Det har givet mig mod på at skrive lidt om fornøjelsen og fordelene ved at være en kristen, hvilket forhåbentlig ikke vil virke alt for stødende. For en sikkerheds skyld kan jeg i hvert fald meddele, at jeg føler mig hjemme i den danske folkekirke og på ingen måde har tænkt at opgive de fordele, det medfører. Som indledning til mit egentlige ærinde vil jeg forsøge en skitse af, hvad der er den evangelisk-lutherske kirkes lære om frelsen. Det begyndermed en konstatering af hele menneskehedens almindelige syndighed. Det syndige er vor selviskhed, egoismen, og den kan vi ikke stille noget op med, da den er en medfødt skavank, som går helt tilbage til Adams og Evas syndefald i Paradisets have. Det er dennearvesynd, der har præget situationen lige siden. Det betyder, at vi er Djævelens sikre bytte og altså må påregne alle Helvedes pinsler efter døden. Da Martin Luther omkring 1512 nåede til den indsigt, at hele hans årelange kamp for at få »en nådig Gud« i sin grund var udsprunget af det syndige begær efter at redde sig selv fra Helvedes flammer, måtte han med forfærdelse erkende hermed at have reduceret Gud til at være middel for hans forsøg på at få fred med sin samvittighed. Det er denne oplevelse, som fra Luthers tid har præget alle kirker, der vedkender sig hans lære. Men hverken Luther eller kirkerne blev stående ved den blotte konstatering af menneskets totale syndighed. At ethvert menneske er født til verden som en fortabt synder, kan ikke anfægtes. Spørgsmålet er, hvad der så er at stille op med dette bedrøvelige faktum, og svaret er i grunden ganske klart og enkelt: Det forholder sig sådan, at Jesus, der sammen med sin himmelske Far har været til i Himlen fra evighed af som Den Enbårne Søn, på et givet tidspunkt og i samråd med Gud Fader lod sig føde af en jødisk kvinde med det formål at frelse hele menneskeslægten. Frelsen består i, som det siges i kirken ved altergang, at Jesus ved sin skyldfri lidelse og død »har gjort fyldest og betalt for alle vore synder«. Så skulle alt nu være godt og vi være sikre på at narre Djævelen, slippe for Helvedes pine og se frem til Paradisets glæde, hvor vi skal føre endeløse samtaler med venner i lyset. Desværre er sagen ikke helt så enkel. Ganske vist omfatter Guds kærlighed og hans frelseplan i princippet alle mennesker, både levende og døde. Men der er dog én betingelse, nemlig at mennesket må modtage dette glædelige budskab i tro. Uden tro går det ikke, hvilket også kan udtrykkes lidt barskere: Uden tro går det alligevel ad Helvede til. Menneskets frelse - både her og hisset - afhænger altså tilsyneladende af mennesket selv. Tror du på syndernes forladelse, så har du den. Tror du ikke, så har du ingenting! Troen er altså ikke blot at have de rigtige meninger. I grunden har tro intet med meninger at gøre, hævdes det, selv om de fleste - ofte yderst skarpe og uvenlige - debatter mellem kristne folk netop handler om deres meninger. Troen er hverken en intellektuel kraftpræstation eller en barnlig enfoldighed og naivitet. Troen er Guds gave ved Helligånden, og denne gave skænkes frit og gratis til enhver, som angrer sin synd og beder om, at Gud ved Jesus Kristus vil forbarme sig. Det er på denne baggrund, den kristne dåb skal forstås. Som afslutning på dette lille teologiske skoleridt må der være plads til en personlig bemærkning. For detførste er det forkert at stemple selve begæret som synd! Begær, egoisme, selvopholdelsesdrift er noget fælles for alt levende fra de mikroskopiske organismer over plante- og dyreverdenen til det ædleste og mest uegennyttige menneske. Som det siges i et gammelt mundheld: 'Enhver er sig selv nærmest!'. Dette faktum er i sig selv hverken ondt eller godt. Men vi ved formentlig kun alt for vel, at vi daglig pådrager os skyld over for vore medmennesker, når vi lader begæret få magt til, at vi svigter vort ansvar for de andre. I denne sammenhæng ville det derfor virke klarende, om man helt opgav det religiøst belastede ord: 'synd'. Den rette betegnelse erskyld, idet vi hele tiden kommer i gæld til vore omgivelser. For det andet må der vel være andre end undertegnede, som har et lille hjertesuk tilovers for talen om, at troen på alle vore synders nådige forladelse er Guds kærlige gave til enhver, som gerne vil modtage den. Jeg mener at være meget åben og modtagelig i denne sammenhæng, er både døbt og konfirmeret og har en fortid som præst og lærer i fagene kristendomskundskab og religionshistorie. Men jeg har aldrig modtaget denne gave. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle bruge den til. Ganske vist har jeg pådraget mig en betydelig byrde af skyld over for mine medmennesker, men det må vel være en sag mellem dem og mig. At Gud skulle tilgive mig det onde, jeg har gjort imod de andre, forekommer mig både meningsløst og uetisk. Hertil kommer så, at hvis man nu ellers kunne acceptere troslærens påstand om, at vor svigten over for de andre og alt det onde, vi i øvrigt gennem hele livet gør os skyldige i, at det alt sammen i virkeligheden, ja først og fremmest, er ulydighed mod Gud, et oprør og en krænkelse af hans gode vilje med det skabte menneske, så må det alligevel forekomme højst besynderligt, at denne Gud ikke blot kunne tilgive og sige: »Så lader vi den sag gå i glemmebogen!«. Det kan dog de fleste mennesker i deres indbyrdes forhold ganske ofte præstere. Men for Gud var situationen den, at han måtte gennemføre en straffeaktion forud for tilgivelsen. Da det nu netop var menneskets skyld, der skulle tilgives, kunne straffen kun eksekveres, idet hans egen søn, Jesus, som intet ondt havde gjort, måtte lide død og lemlæstelse og gudsforladthed, for at den vrede Gud igen kunne blive den kærlige og alttilgivende Gud og Fader. Problemet er ikke nyt, endsige opfundet af undertegnede. Inden for den såkaldte forsoningslære har man gennem tiderne fremsat diverse løsningsforsøg ... Men disse teorier drøftes vist sjældent i dag. Så nøjes man hellere med at tale om 'korsets gåde', og den gåde er altså ikke løst endnu! Nu mådet omsider være på tide at stille spørgsmålet om kristendommen som 'en fed fidus'. Jeg tør uden forbehold påstå, at vore salmister og forkyndere naturligvis må være af den opfattelse, at det kan betale sig at være en kristen. Måske bør jeg her indskyde, at jeg på ingen måde er uenig med dem. Når jeg - trods alle forbehold - anser mig selv for at være en kristen og ikke drømmer om at forlade folkekirken, skyldes det ganske enkelt min personlige interesse. Det falder uden for min plan med denne fremstilling at fylde op med citater fra salmebøger og postiller. Det bliver kun til at påstå et par hovedlinjer, som enhver interesseret let kan søge verificeret eller afkræftet. Det ene grundlæggende synspunkt går på ganske samme melodi som H.C. Andersens eventyr om 'Den grimme ælling'. Først går man så gruelig meget igennem; men hvad gør det, når man ender med at blive en dejlig svane? Her er altså tale om et ret negativt syn på livet i denne verden, der undertiden ligefrem kaldes en jammerdal. Kristenlivet bliver en kamp, og de troende ville uden Guds hjælp være i en fortvivlet situation, omgivet som de er på alle sider af foragt og ligegyldighed fra verdens børn. Men når historien om den troende kristne er en god historie, skyldes det ikke blot, at den ender godt. Både i salmebogen og i forkyndelsen ved man mere om livet her på Jorden, end at det er som at gå på gloende kul i en verden, der synes at være underlagt Djævelens magt. Det siges i adskillige sammenhænge, at den troende også i sit hverdagsliv har mange fordele frem for de vantro. Det gælder også de rent ydre ting, som f.eks. mad og beklædning og en passende bolig. At troen er en vinding, også når det gælder om at komme frem i verden, bliver ikke fortiet. Man kan ligefrem komme til at undre sig over, at den troende kristne formodentlig alligevel tegner forsikringer. Det skulle egentlig ikke være nødvendigt, når Gud og hele englehæren vogter på Guds børn døgnet rundt! Min konklusion må derfor blive, at det i høj grad kan betale sig både i tiden og i evigheden at være en troende kristen, og jeg inviterer hermed alle skeptikere til selv at efterprøve denne konklusion på salmernes og kirkens forkyndelse. Min kære, nu afdøde lærer N.H. Søe virkede oprigtigt bekymret over spørgsmålet om berettigelsen af den kristne selvkærlighed. Da han var særdeles vel hjemme i Det Nye Testamentes skrifter, var det ikke mindst de mange steder, hvor der tales om belønninger til dem, der tager vel imod kristendommens budskaber, der gav ham hovedpine! Det var der altså ingen grund til! Forhåbentlig ved han nu det i sin Himmel! Jeg harovenfor henvist til nogle nye synspunkter inden for teologien. Hermed hentydes til professor Per Bildes bog 'En religion bliver til' (Kbh. 2001). Det er med denne bog, at hele pointen i spørgsmålet om kristendommens syn på egoismens eller begærets eventuelle syndighed fremstår på en ny og overraskende måde. Det drejer sig om en særdeles grundig undersøgelse af, hvad der på grundlag af kildematerialet kan siges om kristendommens tilblivelse. Resultatet er, at hverken Jesus eller Paulus kan betegnes som stiftere af den kristne kirke. Derfor omtales kredsen omkring dem konsekvent som Jesusbevægelsen. Om denne bevægelse hævdes det, at den i næsten 100 år var en jødisk eskatologisk bevægelse, der tidligt i sin historie udviklede en tolkning af Jesus i liv og død, som blev enestående i den antikke jødedom. Denne Jesusbevægelse har sin oprindelse i kredsen omkring Johannes Døber. Jesus var selv en af hans disciple. For den, der ikke har den kristelige børnelærdom helt præsent, bør det nævnes, at den endelige redigering af skrifterne faktisk fortæller det modsatte, nemlig at Johannes var en art forløber for Jesus og sagde om sig selv, at han end ikke var værdig til at løse hans sandalremme. På et tidspunkt har Jesus imidlertid brudt med Døberen og samlet en discipelkreds, der skulle forberede en slags reformation af det jødiske folk med henblik på det messianske rige, der med centrum i Jerusalem skulle blive til virkelighed ved at befri folket fra den romerske besættelsesmagt. Da dette rige lod vente på sig, blev Jesusbevægelsen gennem en række skuffelser tvunget til stadige revisioner af forventningen, og det endelige resultat blev så kristendommens fremtræden fra begyndelsen af andet århundrede. I et afsnit om 'Jesusbevægelsens værdier og etik' (s. 464 f.) siger Bilde: »Vi begynder med et spørgsmål, der ser ud til at have stået centralt i Jesusbevægelsen, nemlig det sociale og politiske spørgsmål om anseelse, status og magt. Ofte vil man i den moderne faglitteratur møde det synspunkt, at netop dette spørgsmål er fuldstændig fraværende i de tidlige kristne tekster, men vi skal se, at det langtfra er tilfældet«. Et af eksemplerne tages fra Matt. 19, 27-29 (idet vers 30 afvises som senere tilføjet). Det berettes her, at Peter på sine kollegers vegne siger til Jesus: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får vi så?«. Det påfaldende er, at Jesus ikke afviser ønsket om fremtidig belønning som upassende eller misforstået. Han lover fuld kompensation. Disciplene skal, når Messiasriget nu snart bliver virkelighed, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer, og alle, der har ofret noget i kampen for det nye rige, vil få det hundrede gange igen. Det er altså i denne sammenhæng ganske legitimt for Peter at ville have sikkerhed for, at det vil kunnebetalesig at være discipel af Jesus! Et andet sted (Matt. 20, 20-23) er det zebedæussønnernes mor, der spørger Jesus, om ikke han vil tildele dem de fornemste pladser i hans messianske rige. Her er det, siger Bilde, »det rene status- og positionsbegær, der er tekstens tema«. Også i denne sammenhæng accepterer Jesus spørgsmålet uden at irettesætte spørgeren. Det er rimeligt nok at stræbe efter en god placering, men nogen sikkerhed kan ikke gives, da pladsanvisningen til syvende og sidst er i Guds hånd. Som et resultat af Bildes undersøgelse kan det nu hævdes, at hverken for Jesus eller Paulus er der noget odiøst i at stille spørgsmålet om belønning i en kristen sammenhæng. De accepterer begge denne problemstilling uden at ryste på hånden. Begæret , altså det at stræbe efter magt og indflydelse, er i sig selv ikke forkasteligt. Et menneskes interesse i at opnå anseelse, status og indflydelse er ikke i strid med kristendommen. Det mener de lutherske teologer nok i virkeligheden heller ikke. Det hører i hvert fald absolut til undtagelsen, at ansøgere foretrækker de dårligst lønnede embeder, og vi har endnu til gode at opleve en biskop sende en ansøgning om at blive 'forfremmet' til kirkebetjent!