Med Ørsted-satellitten og dens efterfølger opfylder dansk rumforskning alle politiske krav til forskningen: international gennemslagskraft, tæt samarbejde med erhvervslivet og engagement af studerende. Så direktøren for Dansk Rumforskningsinstitut undrer sig over, at bevillingerne er inddraget. Ørsted-satellittener en af største danske forskningssucceser i de senere år - både i international sammenhæng og i offentligt omdømme. Det første er bl.a. demonstreret ved, at den sidste år kom på forsiden af det internationalt anerkendte tidsskrift Nature. Det sidste skyldes ikke mindst amerikanernes 10 forgæves forsøg på at sende satellitten op i rummet, før det endelig lykkedes 23. februar 1999. Dette indbragte oven i købet Ørsted en plads i Politikens ATS, hvilket af mange betragtes som næsten lige så ærefuldt som artiklen i Nature. For en måned siden påbegyndte Ørsted sit femte år i rummet og fungerer stadig så godt som nogensinde. Det var noget, ingen for alvor havde regnet med, idet satellitten blot var designet til at levere præcise målinger af Jordens magnetfelt i et år. Den har overlevet rumstorme, som har slået andre satellitter ud, men hver gang har den som en anden tumling rejst sig igen. Men Ørsted-satellitten er ikke blot historien om et dansk projekt med stor international succes. Som videnskabelig leder af projektet fra den spæde start i 1993 til den godt fire år senere stod færdig og blot ventede på, at amerikanerne skulle blive færdige med den satellit, som Ørsted skulle sendes op sammen med, har jeg oplevet arbejdet i projektet og opfølgningen heraf på nærmeste hold. Og som i alle gode fortællinger findes der en parallel historie, som ikke er mindre lærerig. Denne historie illustrerer på godt og ondt den 'danske' måde at håndtere sådanne projekter på. Kort sagt er det en historie om, at vi i Danmark har så svært ved at håndtere succeser, der rækker ud over landets grænser - enten fordi landet er for småt, eller fordi vi endnu ikke er indstillet på at tænke tilstrækkelig stort. Dermed er vi inde på noget, som har langt videre perspektiver end blot konsekvenserne for et enkelt forskningsprogram. Alle erkender i dag, at fremtidig velfærd er tæt knyttet til samfundets evne og vilje til at investere i viden og opbygning af kompetence her og nu. Tager vi ikke denne udfordring op nu, kan det vise sig at være for sent. Men lad osførst se på baggrunden for, at Ørsted blev den internationale videnskabelige succes, som den blev. Der er tre hovedårsager hertil. For det første fandtes der en videnskabelig ide, der havde international interesse. Dernæst eksisterede der et veludviklet videnskabeligt miljø, hvorigennem et omfattende internationalt netværk var opbygget. Sidst, men ikke mindst, lykkedes det at opbygge en organisation, som kunne samle alle de nødvendige kompetencer i et fælles projekt baseret på et bredt tværfagligt miljø bestående af fysikere, ingeniører, teknikere, og it-specialister. Lykkes det at bringe de rette kompetencer sammen, får man en cocktail, som indeholder langt mere end summen af de enkelte dele. Dette var i udpræget grad tilfældet i Ørsted-projektet, der startede som et egentligt græsrodsprojekt baseret på ideer fra Københavns Universitet, Dansk Rumforskningsinstitut, Danmarks Tekniske Universitet og Danmarks Meteorologiske Institut. Disse ideer blev parret med en stærk industriel interesse og et personligt engagement, som tilsammen og ved hjælp af velvilje i flere ministerier bevirkede den politiske tilslutning til at afse de nødvendige offentlige midler til projektet. Hvordan kunne man i den danske projektgruppe overhovedet tro, at man i et lille land kunne gennemføre et projekt, som ville give endnu bedre målinger end den foregående NASA-satellit, som vejede og kostede næsten 10 gange så meget? Både NASA og den franske rumadministration CNES havde i flere år uden held forsøgt at stable et nyt projekt på benene. Projekterne var hver gang strandet på, at de videnskabelige ambitioner parret med den traditionelle teknik gjorde satellitten for tung, for kompliceret og for dyr. Danmark valgte en anden vej. Gennem innovative idéer og brud med traditioner fra de større satellitter vakte det danske projekt allerede fra starten international opsigt, og der blev meget hurtigt under dansk ledelse etableret et internationalt videnskabeligt team omfattende mere end 50 forskergrupper i 14 lande. NASA i USA og CNES i Frankrig kom med tilbud om gratis opsendelse og forskellige supplerende instrumenter. Men hovedinstrumenterne forblev danske. Den daværende øverste chef for NASA, Dan Goldin, var begejstret. Da han i 1998 besøgte Dansk Rumforskningsinstitut og Forskningsministeriet, fortalte han, at han på sit skrivebord havde en lille model af den danske Ørsted-satellit. Når hans medarbejdere kom til ham og ønskede flere bevillinger, plejede han gerne at pege på Ørsted-modellen og fortælle dem, at de skulle tage ved lære af danskerne, for de forstod inden for deres meget begrænsede økonomiske rammer at fokusere på det absolut væsentlige i en videnskabelig mission. Sandt er det, at nøglen til den danske succes er, at vi netop ikke blot fulgte i udlandets fodspor, men bestræbte os på at udvikle noget fundamentalt anderledes. Derfor blev Ørsted-satellitten den første minisatellit i verden, som gav videnskabelige resultater i den absolutte topklasse. Allerede indenØrsted-satellitten blev sendt op, besluttede man i Forskningsministeriet at følge succesen op med en bevilling over fire år til et nationalt småsatellitprogram. Det første resultat heraf var leveringen af en kopi af Ørsted-eksperimentet til opsendelse på Argentinas første videnskabelige satellit i november 2000. Dette var på et tidspunkt, hvor man havde forventet, at Ørsted ville være hørt op med at sende data. Men da den stadig levede i bedste velgående, fik man for første gang mulighed for at anvende præcisionsmålinger foretaget samtidigt over flere forskellige steder på Jorden. Og dette skulle vise sig at være yderst frugtbart. Forskningsrådene besluttede at anvende den resterende del af bevillingen til at påbegynde det næste danske satellitprojekt. Efter en generel indkaldelse af projektforslag og evaluering af udenlandske eksperter besluttede man sig for Rømer-satellitten. Dansk Rumforskningsinstitut blev udpeget til at påtage sig ledelsen af projektet, som gennemføres i et tæt samarbejde med industrivirksomheder og universiteter. Det videnskabelige formål er studiet af stjernernes indre struktur og udvikling gennem observationer af svingninger (stjerneskælv). Forskere på Aarhus Universitet har allerede gjort sig internationalt bemærket inden for tilsvarende studier af Solen. Mere end 100 forskere verden rundt har anmeldt deres interesse, og adskillige lande har gennem de seneste to år arbejdet sammen med Danmark for at realisere projektet og har givet tilsagn om betydelige bidrag. Et internationalt panel har vurderet, at den tekniske udformning af satellitten er både ambitiøs og realistisk. Rømer-projektet har derfor alle muligheder for at løfte arven efter Ørsted. Indsatsen iØrsted- og Rømer-projekterne har betydet, at dansk industri over for omverdenen har kunnet demonstrere et meget højt teknologisk stade. Nogle firmaer har udviklet nye teknologier eller produkter; andre har kunnet dokumentere det meget høje kvalitetsniveau, som er forudsætningen for at kunne deltage i udenlandske satellitprojekter. Men ikke mindst har indsatsen bevirket en kraftig forøget interesse i offentligheden og har vist sig at appellere til brede dele af uddannelsessystemet - lige fra folkeskolens yngre årgange til universiteterne. Dette er med til at øge tilgangen til studierne inden for teknik og naturvidenskab. Og det er denne tilgang, der skal sikre, at danske virksomheder fortsat kan modtage det tilstrækkelige antal kandidater med den teknologiske uddannelse, som er nødvendig for at klare sig i den internationale konkurrence. En overbevisende dokumentation for kvaliteten af dansk rumforskning fremgår af udfaldet af en konkurrence, som det europæiske rumfartssamarbejde ESA udskrev om forslag til en ny mission inden for jordobservationsprogrammet. En af konkurrencebetingelserne var, at missionen højst måtte koste 110 mio. euro, hvilket er 7-8 gange så meget som de samlede offentlige midler til Ørsted. Der indkom 25 forslag fra hele Europa. En komité bestående af eksterne eksperter foretog en videnskabelig vurdering af alle forslagene, og på baggrund heraf udvalgte ESA i 2002 tre forslag til at gennemgå supplerende industrielle studier. To af de tre udvalgte forslag er ledet af danske forskergrupper. Begge bygger de på arven fra Ørsted-projektet og illustrerer det internationale niveau, som gennemførelsen af dette projekt har bidraget til. Kombinationen af de videnskabelige udfordringer, de samfundsmæssige interesser samt den erhvervsmæssige betydning gør, at rumforskningen har enestående muligheder for at bidrage til opfyldelsen af den politiske ambition om et dansk videnssamfund i international topklasse. Derfor skulle man synes, at det ville være oplagt at udnytte disse resultater og placeringen i det internationale videnskabelige samfund til at befæste den danske position gennem fortsat offentlig støtte. Dette var også, hvad vore internationale samarbejdspartnere havde forventet, og i tillid hertil tøvede de ikke længe med at indgå i et samarbejde om Rømer-projektet. Men hvordanvar reaktionen inden for landets grænser? Dette kan klart illustreres gennem nogle af de beslutninger, som er blevet truffet sidste år. I forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2002 blev der truffet tre afgørende og langtrækkende beslutninger: For det første blev der ikke afsat midler til en fortsættelse af det danske småsatellitprogram. For det andet blev de resterende midler i programmet inddraget med øjeblikkelig virkning. Det drejede sig om fem millioner kr., som Forskningsrådene havde reserveret til afslutningen af arbejdet med det detaljerede design af Rømer-satellitten. Endelig blev en særlig bevilling til opfølgning af rumforskningssamarbejdet inden for ESA nedlagt. Denne bevilling har eksisteret i mere end 30 år og har været med til at sikre dansk videnskabeligt udbytte af medlemskabet af ESA. På trods af de nedslående politiske beslutninger og i håb om en fortsættelse af programmet gennem optagelse på finansloven for 2003, forsøgte man at fastholde det nationale og internationale samarbejde i løbet af 2002. Dette skete gennem ekstra bidrag fra de involverede institutioner og virksomheder kombineret med en udskydelse af nogle af de mest omkostningskrævende aktiviteter. Trods positive udmeldinger fra en stor del af det politiske spektrum lykkedes det alligevel ikke i de afsluttende politiske forhandlinger om finansloven for 2003 at sikre satellitprogrammets fortsatte eksistens. Rømer-projektet var genstand for adskillige spørgsmål fra folketingspolitikere til videnskabsministeren. Det gennemgående svar har været, at ansvaret for bevillinger til sådanne projekter ligger hos Forskningsrådene, hvor midlerne kan søges i konkurrence på lige fod med andre forskningsprojekter. Men hver gang, man fra projektets side har henvendt sig til Forskningsrådene, har beskeden været den modsatte. Nemlig at Forskningsrådenes opgave er at støtte den egentlige forskning i et satellitprojekt, mens den industrielle del, altså udvikling og bygning af selve satellitten, ikke er en opgave, som Forskningsrådene har økonomisk mulighed for at støtte. Det lyder umiddelbart meget tilforladeligt, at rumforskningsprojekter skal konkurrere med andre forskningsprojekter på lige fod. Men det er desværre et argument, som overhovedet ikke tager i betragtning, at der knytter sig nogle helt særlige forhold til rumprojekter. Rumforskningsprojekter er dyre, fordi de forudsætter en meget avanceret infrastruktur i form af selve satellitten, som er krævende at udvikle og fremstille, og som desuden - i modsætning til de fleste andre forskningsprojekter - kun kan anvendes én gang. Men der er et andet aspekt, som betyder endnu mere. Et satellitprojekt omfatter langt mere end selve forskningen. I Ørsted-projektet har vel deltaget omkring 150 forskere og ingeniører, som har gennemgået den bedst tænkelige efteruddannelse, hvilket gør dem til et værdifuldt aktiv inden for mange andre områder i samfundet. Udvikling og fremstilling af en satellit helt fra grunden kræver udnyttelse af nye materialer, kreativ ingeniørvidenskabelig kompetence og udvikling af nye, effektive analysemetoder og algoritmer. Tilsammen skaber disse betingelser et vidtspændende forskningsmiljø, som er en ideel baggrund for uddannelsen af fysikere og ingeniører. Mange studerende har lavet eksamensopgaver og ph.d.-specialer i tilknytning til projektet og har nydt godt af den tætte kontakt til ingeniører og forskere, som befinder sig blandt de internationalt førende inden for deres områder. Disse studerende har gennem det internationale samarbejde, som er så karakteristisk for rumforskningen, etableret værdifulde kontakter, som vil gavne deres fremtidige karriere og de virksomheder, som ansætter dem. Disse aspekter er Statens Forskningsråd også opmærksom på. Forskningsrådene har gentagne gange påpeget, at man gerne støtter forskning og instrumentudvikling i forbindelse med det nationale satellitprojekt, men at det ligger uden for deres mulighed at anvende forskningsmidler til udvikling af kompetencen i erhvervslivet ved at støtte udvikling og fremstilling af selve satellitten. Så her står vi numed et rumprojekt i international særklasse, Ørsted, som stadig fungerer efter fire år i rummet, med resultaterne af to års intenst arbejde med at udvikle endnu en dansk satellit med tilsvarende potentiale, Rømer, og med tydelige danske fingeraftryk på ESA's fremtidige jordobservationsprogram, som vi er mere end parate til at følge op. Men i realiteten er rumforskningen i Danmark reduceret til en kastebold mellem forskellige instanser, der ikke tør tage ansvaret for den danske rumsucces. Og dermed er vi tilsyneladende uden den opbakning, det ville være naturligt at forvente, fordi rumforskningen i Danmark opfylder netop de ønsker til forskningen, som man fra politisk side så mange gange har fremført: international gennemslagskraft, tæt samarbejde mellem forskning og erhvervsliv samt, ikke mindst, engagering af de studerende. Hvad skal der til for at løse denne hårdknude? Anvendelse af Rummet er essentielt for udviklingen af fremtidens samfund, og Danmark har gjort sig fremragende bemærket på den internationale scene. Alligevel anvender Danmark færre midler pr. indbygger til rumfart og rumforskning end gennemsnittet for Europa. Såfremt Danmark skal kunne bevare sin internationale position, og såfremt samfundet i fuldt omfang skal kunne udnytte den erhvervede kompetence, er det nødvendigt, at de begrænsede danske ressourcer anvendes så effektivt og målrettet som muligt. Dette kan mest hensigtsmæssigt gøres ved, at den fragmenterede beslutningsproces på rumområdet afløses af en mere enstrenget beslutningsstruktur, som tager hensyn til alle de elementer, der indgår i rumforskning og rumfart.