0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den elektroniske pølsefabrik

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Næsetællingsterror og kundelefleri har grebet Danmarks Radio. TV-avisen er blevet »en ugerevyagtig pærevælling af skidt og kanel«, skriver den forhenværende generaldirektør for den gamle public service-station.

Hvordan kan det gå til, at det sproglige fænomen 'public service' har fået licens til at leve en så beskyttet tilværelse i debatten om de elektroniske medier, at gud og hvermand har ladet sig narre til at tro, at vi talte og skrev om det samme? Kunne det tænkes, at dette engelske sprogbegreb har været en så bekvem gang gummielastikum i danske mediedebatmunde, at ingen har villet ødelægge fornøjelsen ved at forsøge sig med en præcisering på dansk?

Se nu f.eks. til den eksisterende danske radiolov. Her finder vi kerneområdet, den topskatfinansierede, traditionsrige massemedievirksomhed indkredset under kapitel 3-overskriftens anglicisme: 'Public Service-virksomhed mv.'.

Og hvad har så lovgiverne kunnet mobilisere af oversættelsesoriginalitet, da de skulle transformere anglomanien? Det er blevet til en ophobning af ædle hensigter og formaninger om i programvirksomheden at lægge vægt på og tilstræbe og afspejle og reflektere fra Herodes til Pilatus. Behageligt runde, milde faderlige henstillinger, som i sig selv giver nogenlunde frit slag for public service-virksomhedernes udlægning af skriften. Hertil kommer så et par interessante elementer, som ikke just gør det sværere for de enkelte public service-virksomheder at leve op til lovens krav:

For det første lægger loven sine formaninger ind over den samlede public service-virksomhed, og den omfatter ikke blot Danmarks Radio og TV 2, men også den fjerde og femte radiokanal. Det lyder næsten som en aftale mellem Kommunernes Landsforening og finansministeren om det totale skattetryk. For det andet har man nu omhyggeligt fjernet ethvert offentligt finansieret organ, som i mere eller mindre demokratiske gevandter kunne tænkes at interessere sig for radiolovens hensigter og forsøgsvis holde et spejl op for public service-virksomhederne.

Det kunne derfor være en beroligelse for alle med omsorg for den oprindelige kerne i public service-begrebet, at kulturministeren fastsætter nærmere regler om DR's og TV 2's public service-forpligtelser, men hvem tager sig af, at disse regler bliver overholdt? Næppe bestyrelserne i public service-virksomhederne, for de har jo nærmest fået polititilhold om at holde nallerne fra at diskutere programmer. Og da den øvrige massemedieverden for længst er holdt op med at behandle de elektroniske konkurrenter som andet og mere end oplagte mål for forventet oplagsfremmende, popularitetssøgende artikler om seertal og de såkaldte skærmtrolde og deres underliv, er vi blevet kemisk renset for enhver seriøs diskussion om, hvad public service er for noget.

Er manden blevet gal? Argumenterer han for, at de politisk sammensatte radioråd og programudvalg med deres ustandselige og endeløse møder burde genoplives? Var det ikke netop hele dette betonsystem af politisk virus, du forsøgte at få Danmarks Radio løftet ud af, så programmerne kunne blive frigjort af kvælertaget fra inkompetente andenrangspolitikere?

Såmænd var det så. Men hvorfor skulle den nye frihed så absolut udvikle sig efter markedsmekanismens mest fundamentalistiske principper? Hvor blev selvdisciplinen af? Hvorfor blev seer- og lyttertal og udvidet sendetid, eller sagt lidt kortere: kvantitet - kerneværdien i det frigjorte Danmarks Radio? Er det ikke nødvendigt, at nogen holder et spejl op - uden at man nødvendigvis behøver at genoplive radioråd og programudvalg?

Nå, men vi har jo et helt Folketing og en hel kulturminister til at tage sig af det. Man kan så vurdere, om det i relation til den såkaldte public service-forpligtelse er godt eller skidt, at vi har fået lejlighed til at blive bekendt med vor kulturministers inderste tanker her ved indgangen til den fagre nye verden, hvor den femte og den sjette landsdækkende radiokanal kommer på auktion inden længe, og hvor det eneste krav, der stilles, er, at kanalerne skal sende nyheder af en vis længde med visse mellemrum - intet om krav til nyhedsprogrammernes karakter.

Den gode Brian Mikkelsen meddelte således stolt forleden, at han nu var blevet enig med Dansk Folkeparti om betingelserne for at få de to nye radiokanaler op at stå, og sagde, at det vigtigste hele tiden har været at få DR's monopol brudt.

Det skal han da ikke høre noget ondt for, men hans omsorg for public service-forpligtelsen kunne tilsyneladende ligge på et lille sted. Thi i avisen hed det videre:

»Ejerne af den femte radiokanal skal foruden købsprisen hvert år betale op til 15 procent af reklameindtægterne til staten. Det vurderes, at kanalen kan sælge for 100 mio. kr. om året. Politikerne har opgivet at stille krav til journalistisk kvalitet og egenproduktion, skriver avisen lidenskabsløst videre og følger op med denne kommentar fra Brian Mikkelsen: »Vi vil ikke kunne styre en 'skønhedskonkurrence', fordi det er umuligt at opgøre kvalitet«.

Så enkelt og kulturpolitisk præcist kan det siges. Et af de flotteste ord i lovens beskrivelse af public service-forpligtelsen: 'kvalitet' er det umuligt for den øverste ansvarlige i hele systemet at sætte kød på. Og det er han ikke ene om, og det er ej heller en nyopdukket særligt liberalkonservativ grille, han er grebet af. For kvalitetskravet og med det en række af de andre krav fra alsidighed over mangfoldighed til saglighed og upartiskhed og væsentlighed er ord, der i tidens løb er fyldt på af politikere af alle afskygninger og i alle hånde regeringskonstellationer, hvorved man har kunnet unddrage sig en sproglig fastnaglen på dansk af kernen i public service-fænomenet.

Hvad er så public service for noget?

Ja, man kan jo forsøgsvis lade sig konfrontere med den virtuelle virkelighed anno 2002. For at gøre det overkommeligt har jeg valgt at begrænse min nysgerrighed til min arbejdsplads gennem 38 år, Danmarks Radio, med fokus - som det hedder i vore dage - på tv-moderkanalen DR 1, men med et vågent øre for, hvad de har gang i på program 1.

Lad os begynde med at se på programoversigten for DR 1 en tilfældig valgt fredag for nylig. Jeg ser bort fra eftermiddagsprogrammet, som vel mestendels må være for børn og gamle og arbejdsløse, og dem er der jo ingen, der kan tage rigtig alvorligt i vore dage. Så de fik da også alt, hvad den kunne trække af prinsedåb i timevis og noget, der hed 'Boogie' om musik og livsstil fra København og Århus, og tegnefilm i timevis og mere tegnefilm kl. 19.

Men klokken 20 må dog være beregnet for hele nationen, og dér kunne vi så for 117. gang se den store Amin styre 'Hit med sangen', efterfulgt af 21- TV-avisen - som jeg skal komme kærligt tilbage til lidt senere. Kl. 21.30 mere prinsedåb med et såkaldt fyldigt sammendrag af de skelsættende begivenheder omkring Felix i Møgeltønder.

Således beriget med væsentlighed og kvalitet og ytringsfrihed og saglighed kunne vi kl. 21.55 se den amerikanske gangsterfilm 'Donnie Brasco' fra 1997 - i mangfoldighedens navn fulgt op umiddelbart efter kl. 23.55 med den et år yngre amerikanske gyser 'Deep Rising - døden fra dybet'. For de udholdende, som ledte efter programmer, der lægger særlig vægt på dansk sprog og kultur, var der efter gangsteren og gyseren endnu en udsendelse af programmet 'Boogie' - den med musik og livskvalitet fra København og Århus kl. 1.35 til 2.35. Ind imellem alle disse gedigne public service-programmer kunne vi fornøje os ved talløse mellemspil, der øre- og øjendøvende forsøgte at lokke os til at blive på stationen døgnet rundt med nye og endnu mere fantastiske, sensationelle og lækre tv-programmer.

Jeg siger ikke, at alle aftener tager sig sådan ud på DR 1. Der er da seværdige sager presset ind mellem quizzerne og hammerslagene og det blandede forbrugerguf og de ti kongehusprogrammer. Jo, jeg ved godt, at kanalen også har programmer, der lever op til enkelte af public service-forpligtelsens elementer, og jeg har bemærket, at der er kommet en kanal mere til. Men både her og dér stinker de fleste programmer nu langt væk af en panisk angst for, at vi seere bare skulle komme til at kede os et enkelt øjeblik eller lade vor sofatilværelse forstyrre af en smule tankevirksomhed eller kritisk sans.

Fænomenet er allertydeligst og mest pinligt i TV-avisen. Og her vil jeg koncentrere mig om den jeg indimellem ser, når jeg føler mig i form til at kunne klare det forhøjede blodtryk - TV-avisen kl. 21. Her står det klart for mig - med den smule uddannelse, jeg har, og som er af journalistisk art - at det redaktionelle koncept, som det hedder i vore dage, bevidst af ledelsen er ændret fra en seriøs prioritering med væsentlighed som hovedkrav over til en ugerevyagtig pærevælling af skidt og kanel. Med en mere eller mindre ligegyldig sensationslignende starthistorie som blikfang, seriøse nyheder som 'Kort nyt', afbrudt af ligegyldige studieinterview, fortrinsvis med tv-kolleger, for sådan har ledelsen fundet ud af, at de gør på CNN, for at det ikke skal blive for svært og for sammenhængende - efterfulgt af reportager om perspektivløse sociale tilfælde, fortrinsvis i nordjyske landkommuner.

Slår man over på radioens P1, er det stadig muligt at finde udsendelser, hvor man ikke bliver betragtet som komplet idiot, hvor emnet får tid og de medvirkende ro til at tale ud. Men før og efter skal vi også her utrolig meget igennem af infantilt formulerede og højtråbende anbefalinger af kommende programmer - alenlange mellemspil, der er mindst lige så vanvittigt irriterende som de kommercielle stationers reklameblokke.

Og Radioavisen er heller ikke gået ram forbi, men langsomt på vej ind i den nye TV-avis-verdens sensationsdyrkende kundelefleri og næsetællingsterror.

Lad mig dertil føje et par incidenter af nyere dato, men af en helt anden skuffe. Det er kommet frem, at DR-radio ikke vil viderebringe den dramatiserede oplæsning af Otto Steen Dues nyoversættelse af 'Odysseen'. Begrundelsen er, at man har bedømt dette volumen til at være for stort til oplæsning i P2. Formanden for Dansk Forfatterforening, Knud Vilby, synes i Politiken, at det er en sølle forklaring og minder om de gyldne løfter om fagre tider, han som forfatterforeningsformand fik, da Danmarks Radio ansøgte om og håbede på at få den fjerde kanal. Den fik man og disponerer nu over tusindvis af sendetimer, men Otto Sken Dues geniale oversættelse i kunstnerisk gengivelse er der ikke plads til.

Det er der heller ikke blevet til i DR 1 at vise Jytte Rex' portrætfilm af grafikeren Palle Nielsen. Med den begrundelse, at han ikke er kendt nok i den brede befolkning, og fordi, som det hedder i tv-direktør Ramskovs begrundelse: »Filmen fremtræder meditativ med lange ukommenterede passager og faste billeder af Palle Nielsens grafik«, som filminstruktøren Lejf Marcussen skriver i Politiken.

I en tid, hvor den såkaldte public service-station Danmarks Radio har ligget i granatchok efter en strejkes seertalsflugt og over ikke at have været sikker på at have fundet en slagkraftig afløser for stationens hidtil største seertalssucces 'Rejseholdet' - der søndag efter søndag udforskede alle tænkelige kriminalpornografiske muligheder - er det klart, at meditation og faste billeder af en væsentlig dansk kunstners grafik ikke kan rummes i nutidens tolkning af public service-fænomenet.

I jagten på en ny seertalssucces a la 'Rejseholdet' har Danmarks Radio så søsat serien 'Nikolaj og Julie'. Det har givet Berlingske Tidendes Rolf Bagger anledning til at give luft for sine tanker om, hvad massemedierne er i gang med.
Bagger skriver indledningsvis, at det var godt, det vi så, men hvorfor sad man så alligevel og følte sig en smule forstemt undervejs? Fordi det, man mødte, var et omhyggeligt kalkuleret industriprodukt, designet helt ned i mindste detalje for at ramme akkurat den aldersklasse og det sociale lag, som man allerhelst vil have fat i, nemlig de unge, de smarte med trendy livsform, stor købekraft og gigantisk selvoptagethed, der beklageligvis ikke ser ret meget tv ... Når man bliver forstemt, er det såmænd ikke kun, fordi vores store gamle public service-station således bekræfter sin egen forvandling til kulturel pølsefabrik. Forstemtheden skyldes ikke mindst, at udviklingen - eller afviklingen - af DR's identitet blot er et enkelt symptom blandt mange på den ubønhørligt malende udvikling, der er i gang i hele medieverdenen. Skrev Rolf Bagger forleden.

Det korte af det lange, jeg her har forsøgt at klippe ud i pap, er, at den licensfinansierede public service-institution Danmarks Radio har ladet sig tyrannisere af konkurrenceræsets seer- og lyttertal og - med panikken og lefleriet for at fastholde seere og lyttere drønende ud af skærmen og højttalerne - har bevæget sig ind i en dødsspiral i forhold til public service-fænomenets oprindelse. For public service-fænomenet, begrebet, forpligtelsen var i sin oprindelige kerne, at den demokratisk vedtagne licensfinansiering netop skulle sikre friheden til at producere og sende programmer, der var baseret på den danske folkeoplysnings tradition.

Traditionen for at give ny viden og indsigt, forståelse for sammenhænge, inspiration til at komme videre, få lukket øjnene op, forholde sig kritisk til det vedtagne, få lyst til at engagere sig i det nære og det fjernere, berige gennem den kunstneriske oplevelse, at vælge væsentlighed frem for overfladiskhed, perspektiv frem for sensationalisering, redelighed frem for det smarte, at afdække konflikterne, men også opsøge løsningerne, skildre fortvivlelsen uden at glemme håbet, vise det uskønne uden at afvise det smukke, afspejle - men også oplede utænkte tanker.

Public service-fænomenet havde i sin oprindelse ingen ambition om, at alle programmer skulle ses af flest mulige seere eller skulle kunne høres af gud og hvermand døgnet rundt, men at det var Danmarks Radios opgave at være den vigtigste kilde til tilfredsstillelse af danskernes forventninger om oplivelse, oplysning og oplevelse gennem radio og fjernsyn, både for de få og for de mange. Men altså også såkaldte smalle programmer, som måtte formodes umiddelbart kun et blive set af forholdsvis få, men som til gengæld ville kunne give disse forholdsvis få fuld valuta for pengene for nu at bruge en sproglig referenceramme, som tilsyneladende er den eneste, der kan forstås i vore dage.
Jeg tror personligt ikke, at den elektroniske pølsefabriksudvikling, vi ser nu, kan standses endsige vil blive forsøgt standset, hverken herhjemme eller i verden udenfor. Jeg tror oprigtig talt, at den så stærkt tilbedte konkurrence vil reducere i første omgang tv og senere også radioen til den rene underholdnings- og afslapningsfabrik. Kampen om kunderne bliver hårdere og hårdere, de gamle offentlige radio-tv-stationer evner ikke at modstå presset, og deres politiske bagland ved i rygraden alt om dén med brød og skuespil.

Vil man fremover skulle vide noget om, hvordan verden virkelig er skruet sammen, vil man i højere og højere grad blive nødt til at søge andre steder hen.