Ikaros fra Ollerup

1930'ernes store danske gymnastikpædagog Niels Bukhs frigørende kropsæstetik gik hånd i hånd med begejstring for nazismen - men hvilken rolle spillede hans homoseksualitet?

Kroniken
FOR ABONNENTER

Med denne undertitel forsvarer kronikøren og historikeren i dag sin doktordisputats 'Niels Bukh', en politisk-ideologisk biografi om 1930'ernes store danske gymnastikpædagog. Hans frigørende kropsæstetik gik hånd i hånd med begejstring for nazismen - men hvilken rolle spillede hans homoseksualitet?

Gennem de seneste år har den biografiske genre oplevet et opsving. Mange politiske og militære ledere, professionelle sportsstjerner og rockstjerner skriver eller får skrevet deres erindringer. Fantasifulde historiske romanbiografier bliver bestsellere, og litterater og historikere beskriver historiens store digtere og statsmænd.

For den faghistoriske biografi er der særlig to store udfordringer, der bevirker, at konklusionerne kun sjældent kan blive helt definitive og opnå total konsensus. For det første kan det diskuteres, hvor langt undersøgelsen skal række ind i hovedpersonens privatliv. For det andet er der spørgsmålet om, hvor meget historikeren kan tillade sig hermeneutisk-fortolkende at indleve sig i portrætpersonen for at fremstille dennes motiver og tankeunivers uden at overskride de kildekritiske spilleregler.

Historien om den internationalt kendte gymnastikpædagog Niels Bukh (1880-1950) er velegnet til at illustrere begge problemstillinger.

Niels Bukh fremviste med sine landbokarle og -piger
Dannebrog på turneer i mange verdensdele. Han medvirkede til en kropslig formgivning af en central ungdoms- og kønskultur i det danske landbosamfund. I løbet af 1930'erne blev han ikke mindst via sin banebrydende mandeæstetik sandsynligvis den bedst kendte dansker i udlandet. Bukh blev for Danmark et ansigt både udadtil og indadtil. Han fremviste sin version af den vesterlandske civiliserede krop for mange hundrede tusinde unge mennesker rundt om i verden på et tidspunkt, hvor dette projekt endnu ikke i større grad blev båret frem af det nye massemedie filmen. I den danske udenrigstjeneste kan der i mellemkrigstiden spores en klar anerkendelse af Bukhs betydning for udbredelsen af kendskabet til Danmark uden hensyn til regeringens politiske profil og uanset hans ubændige trang til at politisere, der mildt sagt ikke var 1930'ernes socialdemokratisk-radikale regeringers kop te.

En traditionel faghistorisk holdning, som jeg deler, er, at mere intime detaljer fra privatlivet kun bør inddrages, hvis de er nødvendige for at forklare historiske processer af væsentlig relevans. I modsat fald bør de henvises til privatlivets fred.

I starten af mit arbejde med en biografi om Niels Bukh var det min hensigt at udelade oplysninger om hans homoseksualitet, der dokumenteredes af hele hans familie samt en del elever og lærere. En dag dukkede der imidlertid en kildegruppe op, der for alvor rykkede Bukhs seksuelle observans ind i den politiske historie.

I 1933 var Niels Bukh på et foreløbigt kulminationspunkt i sin karriere. To år før havde han efter den såkaldte 'jordomrejse' opnået den mest markante nationale hyldest fra politisk hold, som har været noget dansk idrætshold til del: opvisning på Christiansborg i Landstingets Fællessal. Efter en gymnastiktur til Berlin trekvart år efter Hitlers magtovertagelse startede Niels Bukh en agitation i den danske presse og på kaffemøder efter gymnastikopvisninger rundt om i landet. Bukh radikaliserede nu kraftigt sine højreradikale anskuelser gennem sin offentlige billigelse af en nazistisk opfattelse af hans gymnastik, som repræsenterende noget af det ypperligste i den ariske race. Derved blev der åbnet op for, at den disciplinerende og kollektivistiske gymnastik, der var indgået i gårdmændenes demokratikamp, kunne spændes for en politisk radikalt anderledes vogn.

Bukh hyldede i aviserne Hitlers samlende kraft i det tyske folk, som danskerne burde lade sig inspirere af, hvilket Bukh meget gerne selv ville bidrage til. I en redegørelse til pressen skrev Bukh med slet skjult henvisning til jøderne: »Kræver det ny Tyskland alt det skadelige, fremmede blod fjernet, da må også Tyskland bøde og bløde for dette, men stole på, at operationen er nødvendig og smerten værd«. Der kunne også spores en betragtelig førerdyrkelse hos Bukh, der udtalte: »Hitlers kraft når alle og griber dem i deres inderste«.

Bukhs agitation for Det Tredje Rige vakte så megen harme i socialdemokratiske kredse, at nogle journalister fra Socialdemokraten besluttede at tage utraditionelle midler i brug. For socialdemokraterne var det forståeligt nok dråben, der fik bægeret til at flyde over, at Niels Bukh agiterede for den stat, der netop havde elimineret Europas største arbejderbevægelse og var i færd med at smide mange socialdemokratiske ledere i fængsel eller kz-lejr.

I første omgang havde socialdemokraterne formodentlig håbet på at kunne bevise, at han udøvede politisk propaganda på sin skole, men de fandt noget meget mere effektfuldt. To socialdemokratiske journalister fra Odense fik kontakt med en ung, gift, faglært maskinarbejder, der som 21-årig havde været elev på Gymnastikhøjskolen og nu hævdede, at Niels Bukh havde forsøgt at forføre ham. Bukhs offentlige besyngelser af nazismen gjorde den unge arbejder så vred, at han besluttede at fravige et løfte til Bukh om at hemmeligholde affæren.

De to journalister tog nu sammen med en socialdemokratisk redaktør, som formentlig også var fra Socialdemokraten i Odense, hen til Bukhs gymnastikhøjskole på Sydfyn. Journalisterne foreholdt Bukh forlydenderne om hans »homoseksuelle tilbøjeligheder«. Bukh var helt på det rene med, at årsagen til, at sagen nu blev rejst, var hans udtalelser om Tyskland, og betegnede under indtryk af situationens alvor disse udtalelser »som en utilgivelig dumhed«. Bukh lovede også indirekte, at han ville holde op med at udsætte sine elever for politisk propaganda, idet han hævdede, at der ikke blev drevet politisk propaganda på skolen.

Den socialdemokratiske undersøgelsesgruppe var delt på spørgsmålet om, hvilken strategi de skulle anlægge over for Bukh. Journalisterne havde fået, hvad der kunne opfattes som et løfte om, at han ville holde sig fra yderligere nazistisk præget agitation. På den anden side vidste de, at det utvivlsomt var en bekendelse fremkommet under ekstremt pres, og der var ingen garantier for, at han ville overholde løftet ud over sin fortsatte angst for at få afsløret sin homoseksualitet. Der var ingen tvivl om, at afgørende beviser for Bukhs homoseksualitet og den unge mands historie ville kunne fælde ham én gang for alle. Men var det, som var passeret, ulovligt i juridisk forstand, og ville det overhovedet kunne bevises? Valgte de at anlægge sag imod ham, risikerede de at gøre ham til politisk martyr, ifald beviserne ikke var overbevisende nok.

Undervisningminister Borgbjerg, på hvis bord sagen havnede, valgte at holde lav profil, idet han var påvirket af, at han, ifald tiltalen ikke kunne holde, ville risikere et borgerligt stormløb, hvilket der var god grund til at tro, fordi den borgerlige presse generelt støttede Bukh i hans ytringsfrihed, uagtet at han agiterede for en stat, der havde afskaffet ytringsfriheden.

Efter socialdemokraternes aktion afsvor Bukh ganske vist ikke offentligt sine holdninger til Det Tredje Rige, men han dæmpede sig kraftigt. Han forsøgte nu at genvinde en vis grad af tillid i demokratiske kredse især blandt sønderjyder og socialdemokrater. Tre år senere begyndte han imidlertid for alvor gennem sine handlinger at vise, at han fortsat nærede en dyb veneration for Det Tredje Rige.

Denne i øvrigt gensidige tiltrækning nåede en foreløbig kulmination, da det endelig lykkedes for Bukh at møde sit store forbillede Adolf Hitler ved Nürnbergpartidagene i 1936. Bukh spurgte formentlig via tolk, hvilke planer Hitler havde for udvikling af nazismen i andre lande. Hitler svarede, at nationalsocialismen var »et tysk patent, som man i lighed med andre patenter mindst af alt ønskede efterlavet af andre ... Det vi ønsker i det nye Tyskland ... er, at enhver nation må få en styreform, der passer lige så godt for dem, som nationalsocialismen passer for Tyskland«.

Dette svar var Bukh overmåde tilfreds med, da han mente, at det nazistiske Tyskland ikke ville føle nogen grund til at true Danmark, hvis blot det danske folk rykkede sammen i et entusiastisk fællesskab, der kunne matche den tyske samling.

Umiddelbart kan det forekomme højst besynderligt, at Niels Bukh som homoseksuel kunne begejstres over et system, der skulle medføre den moderne tidsalders mest barbariske angreb på homoseksuelle og elimineringen af den stærke homoseksuelle kultur, som fandtes i Weimarrepublikkens tyske storbyer. Bukhs besøg i Berlin foregik imidlertid på et tidspunkt, hvor nazisternes terror mod de homoseksuelle endnu kun var i sin vorden, og netop i SA var der en relativt stor tolerance over for homoseksuelle kammeratskaber. Hitlers likvidering af SA-lederne i det såkaldte Röhmputsch blev officielt begrundet med en udbredt homoseksualitet i dette korps og markerede startskuddet til en voldsom intensivering af forfølgelsen af de homoseksuelle. Bukhs besøg var imidlertid i høj grad SA-organiseret og fandt sted inden elimineringen af Röhm og den øverste SA-ledelse, som foregik 30. juni 1934. Bukh kan derfor have dannet sig den opfattelse, at nazismen havde en mindre homofobisk attitude, end den reelt viste sig at få.

Faktisk var der en dobbelthed i den nazistiske opfattelse af intense relationer mellem mænd, som på den ene side heroiseredes stærkt, men på den anden side i stadig større grad medførte forfølgelse, hvis de slog over i homoseksualitet. Den nazistiske ideologi rummede et opgør med de kolde kalkulerende relationer mellem mænd i det borgerlige samfund. I stedet skulle der udvikles stærke følelser af loyalitet, idealisme og selvopofrelse i kammeratskabsgrupperne, som var væsentlige byggesten i den militære opdragelse, og som fremstilledes i pagt med tidligere stærke mandsforbund i historien som tempelridderne. Faktisk var det et hyppigt kritikpunkt i den tyske antinazistiske eksilpresses propaganda, at nazismen rummede en form for homoseksuel mandighedsdyrkelse.

At Bukh de følgende år neddæmpede sin nazistisk påvirkede offensiv uden offentligt at tage afstand fra den, gav anledning til en usikkerhed i tydningen af, hvad hans person og hans gymnastik stod for. Historien om Niels Bukh blev herefter mere og mere en historie om den politiske kamp som - med Niels Bukh selv som central medaktør - foregik om ham og hans gymnastiks symbolske betydning. Var Bukhs gymnastik 'folkelig' i pagt med bondebevægelsens oplysningstradition eller völkisch i den nazistiske opfattelse, som rammende udtryktes i navnet på Goebbels Ministerium for Propaganda og Folkeoplysning?

Det store spørgsmål er, om der gennem socialdemokraternes aktion blev etableret en politisk klemme på Bukh. Det står klart, at Socialdemokraten flere gange siden gik hårdt i rette med Bukh, og at han tilsyneladende var påvirket af denne kritik. Bukhs homoseksualitet og de politiske pressionsforsøg mod ham fra hans politiske modstanderes side tillægges af to af hans niecer stor betydning for udviklingen af en konstant og vedvarende angst hos Bukh for afsløring af hans seksuelle orientering.

Her kommer historikerens hermeneutiske indlevelse på en prøve. Fra 1934 gik Niels Bukh aldrig mere så langt i sin offentlige besyngelse af nazismen og Hitler som før socialdemokraternes aktion. Var det, fordi han var blevet klogere, eller var han presset til det på grund af faren for afsløring af sin homoseksualitet og eventuelle forsøg på at forføre en elev?

Bukhs holdninger og handlinger medfører vanskeligheder med at analysere ham som 'blot' højreradikal i traditionel forstand. Problemerne centrerer sig om spørgsmålet om hans ideologiske nærhed til nazismen. Et sigende eksempel på vanskeligheden ved at fortolke Bukh ind i en blot radikalkonservativ ramme er, at han ikke ændrede adfærd i sit forhold til de tyske nazister i hele første halvdel af besættelsen, men tværtom fastholdt sin kurs ind i 1943 længe efter, at det var gået op for de fleste danskere, at krigslykken afgørende var vendt.

Nøgternt betragtet ved vi om Niels Bukh, at han umiddelbart efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 var optændt af nazismen i en grad, der nærmede sig en uforbeholden nazismedyrkelse. At han i den anledning opmuntrede den danske ungdom til at gribe ind. At han gennem 1930'erne fortsat nærede en dyb beundring for Hitler og det nazistiske Tyskland og samarbejdede med nazistiske idrætsautoriteter og propagandaorganisationer. At han helt frem til foråret 1943 håbede på skabelsen af en europæisk blok på baggrund af en tysk sejr. At han skabte planer til ungdomsforbund og arbejdstjeneste, der - ikke mindst i lyset af hans protyske holdning - kunne være blevet en fare for dansk demokrati. At han uden den danske regerings vidende forhandlede om arbejdstjeneste med den tyske rigsarbejdstjenestes ledere i april 1942. Og at han planlagde en 'fredsfest' efter den forventede tyske sejr.

Alt i alt må den hermeneutiske analyse af Bukhs sindelag besinde sig på, at der er flere fortolkningsmuligheder; at Bukh med vægt både kan ses som højreradikal og også ses i en tættere relation til den nazistiske ideologi. Måske vil det være meningsfuldt at sige, at han befandt sig i gråzonen mellem de to ideologier.

På baggrund af ovenstående overvejelser kunne det måske forventes, at det mest centrale i den brede politiske biografi om Niels Bukh har været at demonstrere, hvilke helt præcise ideologiske tankemønstre han var præget af. Dette kan afhandlingen imidlertid dels ikke definitivt afgøre, og dels forekommer det mere væsentligt at afdække de faktiske politiske initiativer, han tog, i lyset af hvor hans politiske sympatier lå.

Indledningsvis hævdede jeg, at det personlige kun bør inddrages i den faghistoriske biografi, hvis det kan have relevans for forklaringen af centrale historiske processer. Jeg håber at have skabt forståelse for, at det har været nødvendigt at inddrage Bukhs homoseksualitet for fyldestgørende at kunne diskutere hans politiske udvikling.

Dertil kommer, at Bukh skabte et af de største nybrud i den maskuline æstetik i Danmark i vort århundrede. Der var tale om et set med moderne øjne progressivt forsøg på at nuancere det stereotype mandlige bevægelsesudtryk. Det er svært heri ikke at se en forbindelse til hans homoseksualitet, skønt det er vanskeligt at påvise, præcist hvori den homoseksuelle inspiration lå.

Først og fremmest er der dog selve interessen for udvikling af mandlig æstetik. Dertil kommer en tendens i Bukhs gymnastik til mandlige berøringsformer og en udvikling af beklædningsmoden, som forekommer ret grænseoverskridende i sammenligning med en traditionelt heteroseksuel mandlig æstetik selv i dag, og som da også opfattedes som klart vovet i datiden ikke mindst på landet. Bukh lod sine unge muskuløse og svedige karle optræde med nøgen overkrop eller med så stramtsiddende trikot, at næsten intet var overladt til fantasien.

I mandeæstetikkens historie har det ofte været homoseksuelle mandlige æstetikere, designere, musikere og dansere, der har åbnet op for udtryk for mandlig emotionalitet, og dette var også et af Bukhs kendemærker, ja han kunne endog i den svenske gymnastiks optik opfattes som for 'feminin'. De mandlige gymnaster udførte 'yndefulde' bevægelser og berørte hinanden i uhørt grad, hvilket afbalanceredes af, at resten af udtrykket var så decideret 'maskulint' præget af et kraftfuldt og dynamisk kropssprog.

Udadtil udviste Bukhs skole en heteroseksuel ungdommelig og fysisk profil, mens den indadtil og særlig i Bukhs stuer også kunne opfattes som præget af Bukhs homoseksuelle æstetik med den stærke dyrkelse af maskulin neoklassicisme i de mange statuer, en tolkning, der imidlertid primært kan have været nærliggende for de ganske få, der kendte hans seksuelle præferencer. Denne dobbelthed kan ses i lyset af Erwing Goffmanns begrebspar frontstage og backstage. Goffmanns teatermetaforik fokuserer på, at der både kan være noget, der er officielt (frontstage), og noget, der er skjult (backstage), i en kultur.

Niels Bukh kan ikke sættes på én formel. Han skabte en frigørende mandeæstetik, men inden for rammerne af en autoritær pædagogik og politikopfattelse. Han skabte et nyt dansk-nationalt formsprog, men så det ikke i afgørende modsætning til Det Tredje Riges statskultus. I dag må målet være, at vi ligesom nordmændene i deres forhold til Knut Hamsun erkender dobbeltheden ved de nationale ikoner, der gav centrale kulturområder nye banebrydende udtryk, men samtidig indlejrede dem i totalitære tankeformer.

Er der i denne historie om en karismatisk ungdomsfører, der brugte sin nationale berømmelse til at politisere, forbindelseslinjer til nutiden? Efter min mening ser vi stadig i dag, hvordan store kropslige masseritualer tiltrækker politisk ekstreme fløje. Måske aller- tydeligst i øjeblikket i Italien, hvor de såkaldte Ultras - politisk ekstreme hooligans - fortsat har et vist tag i publikum, og hvor premierministeren ikke kun har erobret den politiske magt og mediemagten, men også en populistisk platform i sit eget fodboldhold.

Dobbeltværket 'Niels Bukh. En politisk-ideologisk biografi', Museum Tusculanums Forlag, om Niels Bukh er den første humanistisk-samfundsvidenskabelige disputats om idræt i 60 år. Forsvaret foregår i dag kl. 14.00 i Studiestræde 6, Anneks A.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce