Den danske forsvars- og sikkerhedspolitik har forandret sig betydeligt siden den kolde krigs ophør.
Der er gjort op med 1864-syndrom og fodnotepolitik. Danske soldater befinder sig lige nu midt i kampens hede i Afghanistans Helmandprovins. Dansk forsvarspolitik handler ikke længere om at skulle imødegå en sovjetisk invasion af Køge Bugt. I stedet er danske soldater ude i skarpe missioner i statsløse områder i Afghanistan, Irak og farvandet ud for Somalia. Dette skifte har også påvirket vores demokrati. En åben offentlig debat er blevet vigtigere for alle parter i forsvars- og sikkerhedspolitikken. For den almindelige borger er det en af de få måder, hvorpå man kan få et overblik over, hvad nogle få hundrede danskere laver i et land flere tusinde kilometer herfra. For politikere og forsvar er det en måde at sikre, at den politiske kurs stemmer overens med befolkningens interesser. Debatten er altså med til at sikre missionen legitimitet. Men den offentlige debat hænger ikke frit i luften. Den hviler snarere på en underliggende konsensus om, hvordan debatten skal fungere. Den underliggende konsensus er en slags gentlemen’s agreement, der regulerer den offentlige debat ud over det, der formelt set er reguleret igennem loven. Samtidig er den baseret på en forståelse af borgeren som et fornuftsvæsen, der deltager i den offentlige debat uden skelen til egne følelser eller interesser. Man kan sige, at den underliggende konsensus ligger på et niveau mellem den formelle ytringsfrihed, som den bliver beskrevet i den danske lovgivning, og det, der ofte kaldes ’tonen i den offentlige debat’. Hvis lovens regler om ytringsfrihed svarer til fodboldloven, er den underliggende konsensus den norm, der gør, at bolden bliver sparket ud over sidelinjen, hvis en spiller ligger skadet. Hvorvidt tonen i debatten er pæn, svarer til, om holdene på banen spiller flot fodbold.
