Den private ejendomsret er den vigtigste vej til udvikling og vækst i den fattige verden. Det mener Søren Pind i hvert fald, og han har dermed præsenteret sig som bannerfører for en mindre revolution i Danmarks udviklingspolitik. Men selv om det nok er de færreste, der er klar over det, har ejendomsretten såmænd allerede været en central dagsorden i Danmarks udviklingspolitik siden 1980’erne i kraft af Danmarks mere end halvtreds bilaterale investeringstraktater. Det har som sådan været helt naturligt, da de af og til kan spille en vigtig rolle for danske virksomheder i udlandet. Men ligesom i vores nationale lovgivning er der også i Danmarks udviklingspolitik en balancegang, der skal opnås mellem private investorers ejendomsret og statens ret til at regulere i offentlighedens interesse. Og i deres nuværende form kan de danske investeringstraktater tippe balancen i en retning, som selv Søren Pind nok ikke vil acceptere – i hvert fald ikke offentligt. Det skal jeg vende tilbage til, men først lidt baggrund. De fleste udviklingslande og økonomer er i dag enige om, at under de rigtige omstændigheder kan udenlandske investeringer bidrage til vækst og velfærd i deres værtsstater uden nødvendigvis at være til skade for miljøet og arbejdsrettigheder. De seneste halvtreds år er der derfor indgået mere end 2.500 bilaterale investeringstraktater på globalt plan, primært med henblik på at fremme investeringer fra vestlige lande til den fattige verden. Traktaterne udgør det vigtigste bindende folkeretlige instrument, der forpligter værtsstater til at beskytte udenlandske investorer imod ekspropriering, diskrimination, kapitalrestriktioner eller andre former for tab som følge af en bred vifte af offentlig regulering. Det er således de færreste tiltag, som udviklingslande foretager sig over for udenlandske investorer, der ikke i princippet kan være dækket af traktaterne. Alt sammen med henblik på at give multinationale selskaber tilstrækkelig juridisk tryghed til at investere i dele af verden, hvor beskyttelsen af den private ejendomsret ikke altid er i højsæde. Når konflikter opstår med offentlige myndigheder i udviklingslande, er multinationale selskaber ofte henvist til lokale domstole plaget af bl.a. korruption, kapacitetsproblemer eller politiske indgreb. Derfor giver traktaterne private investorer ret til at føre sag ved hjælp af international voldgift. Hvis de mener, de er blevet urimeligt behandlet af deres værtsstater, kan multinationale selskaber dermed på egen hånd forbigå nationale domstole.
Det er i modsætning til f.eks. Verdenshandelsorganisationen, WTO, hvor virksomheder er afhængige af, at deres egen regering er villig til at rejse en sag. Omvendt kan udviklingslande ikke selv bruge traktaterne til at lægge sag an mod multinationale selskaber, hvis de bryder miljøregulering, arbejdsregulering, tilbyder lokale embedsmænd bestikkelse m.v. Det er dermed kun værtsstater, der har vidtgående forpligtelser under traktaterne, ikke investorer selv. Voldgiftsagerne efterprøves af et tribunal bestående af tre dommere udvalgt af parterne selv. Det er således ikke en fast domstol med en uafhængig dommerstand, der afgør sagerne, som eksempelvis WTO-domstolen, men i stedet typisk private advokater, der bliver udpeget som voldgiftsdommere. Deres kendelser er bindende med meget begrænsede muligheder for appel eller tilsidesættelse af nationale domstole. Endelig er traktaterne unikke, da investorer har mulighed for at holde søgsmålene hemmelige, selv om de ofte berører grundlæggende offentligretlige spørgsmål om værtsstatens suverænitet. Som eksempel blev Polens miljøregulering genstand for flere søgsmål i starten af 1990’erne, men da sagerne blev holdt hemmelige, kom det først for nylig frem, at de overhovedet fandt sted. Så da New York Times fik øjnene op for investeringstraktater i forbindelse med en sag imod USA (se nedenfor), bemærkede avisen, at: »deres møder er hemmelige. Deres medlemmer er typisk ukendte. Deres beslutninger behøver ikke at blive offentliggjort«. »Men ikke desto mindre har en række voldgiftstribunaler, der beskæftiger sig med tvister mellem investorer og udenlandske regeringer, formået at ændre nationale lovgivninger, sætte spørgsmålstegn ved lokale retssystemer og udfordret regulering på miljøområdet. Og alt sammen med henblik på at beskytte udenlandske investorers rettigheder«. Langt de fleste udviklingslande følger kendelserne. Hvis de nægter, sender det et negativt signal til fremtidige investorer og indskrænker adgangen til lån og finansiering fra multilaterale organisationer. Og hvis en regering alligevel nægter at udbetale erstatning, kan investorer få tvangsfuldbyrdet kendelsen, eksempelvis ved at beslaglægge den pågældende stats aktiver i udlandet. Men skønt traktaterne derfor kan være et effektivt sikkerhedsnet for internationale investorer, sætter mange studier spørgsmålstegn ved, om de hjælper udviklingslande med at tiltrække udenlandsk kapital i nogen væsentlig udstrækning. For selv om multinationale selskaber i stigende grad benytter traktaterne, når konflikter opstår med værtsstater, er det typisk helt andre faktorer, der spiller ind, når de vælger at investere i første omgang. Derfor er lande, som ellers i øvrigt er ’venligt’ indstillet over for danske og andre udenlandske investeringer, begyndt at tvivle på, om det egentlig har givet økonomisk mening at underskrive dem. Også flere vestlige lande har genovervejet deres tilgang, for det er ikke kun offentlig regulering i udviklingslande, der er blevet genstand for søgsmål under traktaterne. Det kom eksempelvis som et chok for regeringerne i USA og Canada, da investeringstraktaten i den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, blev brugt imod deres offentlige regulering. Blandt andet krævede et amerikansk firma, Ethyl, mere end 250 millioner dollar i kompensation for et canadisk forbud imod handel med et benzinprodukt, der blandt andet blev begrundet med frygt for sundhedsrisikoen ved at udlede stoffet i atmosfæren. Sagen blev imidlertid aldrig ført til ende. Af frygt for endnu større omkostninger, hvis sagen blev tabt, valgte Canada at betale Ethyl 13 millioner dollar samt at tilbagerulle forbuddet. Den, samt en række efterfølgende sager, fik Canada og USA til at begynde at begrænse deres investeringstraktater, da det stod klart, at vestlige lande også kan stå for skud. I Danmark har vores mere end halvtreds investeringstraktater imidlertid aldrig givet anledning til politisk debat, hverken i forvaltningsapparatet, på Folketingets talerstol eller i medierne. Og selv efter at USA og Canada begyndte at præcisere, at deres investeringstraktater ikke skulle bruges til at angribe legitime tiltag for at beskytte miljøet, sundhedsregulering, og lignende, fortsatte Danmark med udelukkende at søge så omfattende beskyttelse for investorer som muligt. Den sidste danske traktat blev indgået med Bangladesh for kun et par måneder siden. Af de offentligt tilgængelige sager fremgår det, at to danske virksomheder har benyttet sig af traktaterne indtil videre – Helnan International Hotels og Mærsk. Sidstnævnte er netop nu i gang med at kræve omkring 25 milliarder kroner af Algeriet på grund af en ekstrabeskatning af selskabets olieaktiviteter i landet. Det kan dog ikke udelukkes, at andre danske investorer har ført sager i fortrolighed, og i takt med at opmærksomheden om traktaterne stiger, må det forventes, at danske virksomheder vil følge andre (primært) vestlige investorer ved at benytte sig af traktaterne i stigende omfang, når konflikter opstår med regeringer i udviklingslande. Spørgsmålet er imidlertid, om Folketinget vitterligt har gjort sig klart, hvad det kan medføre? For selv om de fleste voldgiftsdommere har udvist forståelse for, at investeringstraktater ikke bør bruges til at forhindre legitim offentlig regulering, er der eksempler på sager, som nok vil få selv Søren Pind til at hæve sine øjenbryn. For mon ikke forargelsen vil være stor, hvis eksempelvis Skandinavisk Tobakskompagni forsøger at bruge en traktat til at sætte spørgsmålstegn ved tobaksregulering i udviklingslande? Lige netop sådan et søgsmål har tobaksgiganten Phillip Morris bragt imod Uruguay baseret på landets investeringstraktat med Schweiz (Politiken 10. marts). Ud over at blive afkrævet erstatning for tabt profit bliver Uruguay her bedt om at fjerne en række tiltag, der skal bekæmpe rygning. Desuden kunne man spørge sig selv, om det virkelig ville være i tråd med dansk udviklingspolitik, hvis danske investorer havde sagsøgt Argentina for milliarder umiddelbart efter landets økonomiske kollaps i 2001? Det gjorde en række vestlige energiselskaber, da Argentina frøs selskabernes gas- og vandafgifter på et niveau, hvor lønmodtagere og lokale virksomheder kunne betale under den økonomiske nedsmeltning. I 2006 svarede de særdeles omfattende søgsmål til Argentinas samlede årlige offentlige budget(!). Argentina tabte en lang række af sagerne; tiltag, der var med til at stabilisere den argentinske økonomi i en periode, hvor halvdelen af befolkningen blev ramt af fattigdom, blev dømt ulovlige, da de medførte tab for multinationale selskaber. Og ville Folketinget virkelig bifalde, hvis en dansk investeringstraktat bliver brugt til at kræve erstatning af Sydafrika på grund af landets politik om at sikre den sorte del af befolkningen større deltagelse og ejerskab af økonomiske aktiviteter?
