Chok! Vrede! Afsky! Der er ingen ende på vreden og harmen over de lækkede dokumenter fra det amerikanske diplomati via WikiLeaks. Men ud over den kortsigtede negative effekt af specifikt politisk indhold i visse notater – som f.eks. amerikansk militærs indflydelse i Yemen, den arabiske modstand mod et atombevæbnet Iran eller den fastlåste situation i forhold til Pakistan omkring beriget uran – hvad er så egentlig på spil her? Det internationale diplomati vil helt sikkert snart glemme fornærmelserne og injurierne og se at komme videre, også selv om den franske præsident, Nicolas Sarkozy, er blevet kaldt »en kejser uden tøj på«. Det er diplomatiet beregnet til, og det har glemt langt værre ting. Er der måske nogen regering, der stadig bærer nag efter at være blevet lokket ind i en krig på baggrund af overlagte løgne om masseødelæggelsesvåben og en overhængende trussel fra Saddam Hussein? Det er mere interessant at spørge, hvad der samlet set sker med vores samfund, når ’det hemmelige’ og ’det private’ bliver offentligt eller i hvert fald så vanskeligt at holde for sig selv, at det må betragtes som offentligt. Jeg har i mange år arbejdet i eller tæt på international politik og diplomati på højt niveau, og kender kun alt for godt nødvendigheden af at kommunikere uden at sige alt. Ville vi f.eks. nogensinde have opnået fred i Mozambique i 1993-94, hvis den magtfulde forsvarsminister havde vidst, hvordan vi forsøgte at drive en splittelse ind mellem ham og præsidenten for at sikre fredsprocessen mod hans ambitioner og hårde linje? Og havde lederne af oprørsbevægelsen Renamo accepteret tilbuddet om at blive i byen, hvis de havde vidst, at det var vores hensigt at vænne dem til det mere behagelige liv i byen og politiske forhandlinger og på den måde afholde dem fra at vende tilbage til deres ukomfortable liv som guerillasoldater i bushen? Jeg tror det ikke. Faktisk er jeg helt sikker på det. Disse ting var blot en lille del af de ting, som vi (jeg var assistent for lederen af FN’s fredsbevarende mission og skrev de fleste notater) skulle kommunikere videre til FN’s hovedkvarter. Vi skulle have tilladelse til at bruge nogle penge på at gøre guerillabevægelsen til et politisk parti. Vi skulle også holde daværende generalsekretær for FN, Boutros-Boutros Ghali, orienteret om faren for, at forsvaret kunne gennemføre et kup. Vi måtte også sende tophemmelige telegrammer for at få etableret en række sikre allierede i god tid forud for drøftelser i FN’s Sikkerhedsråd af spørgsmål vedrørende Mozambique, således at vores overvejelser og ønsker ville være kendt, uanset om det var i form af krav eller fordømmelser af enten den mozambiquiske regering eller Renamo, eller om vi bad om udvidelser af mandatet og yderligere sikkerhedsstyrker. Det er blot et lille eksempel på, hvordan international politik nødvendigvis må fungere. I gamle dage var det op til gode journalister at opsnuse uetiske, korrupte affærer, hvorefter historien røg i pressen inden for rammerne af fair og afbalanceret journalistik – i hvert fald i de seriøse dele af pressen. Kilderne blev beskyttet, fakta blev bekræftet og kun de ting, der var relevante i den pågældende sag, kom frem.

Man kunne regne med, at pressen opfyldte sin rolle som borgernes vagthund, for det var selve essensen af den journalistiske selvforståelse, som ikke alene var dybt forankret i den journalistiske uddannelse, men også var selve eksistensberettigelsen for journalistik i det hele taget. Ikke overraskende var det de utrættelige journalister af den gamle skole, som satte livet på spil for at fastholde fokus på folkemordet på Balkan og bringe det permanent ind på dagsordenen hos de urolige og splittede regeringer i EU. Og det var vedholdende journalistisk rapportering, der har afsløret omfanget af den franske regerings støtte til hutu-militserne i folkemordet i 1994 på 800.000 tutsier. Afsløringerne er ikke altid kommet frem i samme sekund, som de tvivlsomme handlinger er blevet begået, men selve truslen om, at de kan komme senere, var en del af den gamle verden inden for journalistik: Der er grænser for, hvor langt de fleste mennesker er parate til at gå, når de ved, at de kan blive dømt ved historiens evige domstol. På nettet sker afsløringer derimod med det samme. Alle de bloggere, der går imod deres autokratiske regeringer, løber en stor risiko, uanset om det er kinesiske systemkritikere, der kræver mere selvbestemmelse, eller om det er kvinder i Saudi-Arabien. Men de har også noget at opnå. Og på en eller anden måde er den risiko, undertrykte mennesker vælger at løbe, nødvendigvis ret kalkuleret og derfor ofte mere i overensstemmelse med deres mål. Men hvad vil folk i vores del af verden opnå, når de uden sortering af nogen art lækker fortrolige dokumenter fra de tjenester, der bl.a. er oprettet for at varetage alles interesser og sikkerhed? På godt og ondt er nettet lidt som det vilde vesten med sider som Wikileaks som en slags cowboys, der er gode til at indfange løbsk kvæg, men til fare for sig selv og andre, når de drikker sig fulde og vakler omkring med et skarpladt våben. Offentliggørelsen af 251.287 amerikanske telegrammer kan ikke vurderes som værende god eller dårlig på baggrund af følgevirkningerne, men kan sammenlignes med en virkelig dårligt skydende fulderik. Nogle få kugler har tilfældigvis ramt deres rette mål: Det er vigtigt, at offentligheden kender til det amerikanske pres på Tyskland for at få sidstnævnte til at lade være med at arrestere de CIA-agenter, der var ansvarlige for den ulovlige tilbageholdelse af en tysk statsborger. Men andre dele af materialet er i bedste fald ubetydelige meningstilkendegivelser (som alle diplomatiske tjenester i verden benytter sig af – tro mig, jeg har set en hel del af disse notater fra alle slags lande). I værste fald er det skadeligt for igangværende seriøse politiske arbejder eller for den personlige sikkerhed og for fremtidige samarbejder. Skadevirkningerne rækker fra forstyrrende, men relativt uskadelige negative udfald fra diverse ambassadører som reaktion på udtalelser fra nøglepersoner i deres hjemland, og til, at vi måske nu vil se Kina blive langt mere protektionistisk omkring sine interesser i Nordkorea, eller at den følsomme amerikanske alliance med Pakistan muligvis nu er umulig at få genoprettet. Hvis lækager med så store konsekvenser var kommet frem i de ’gamle’ trykte medier, ville den offentlige opinion have fordømt det i de kraftigste vendinger. Tænk f.eks. på Scooter Libby, der i 2003 blev så belastet af den offentlige opinion på grund af afsløringen af Valerie Plames identitet som CIA-agent, at præsident George Bush ikke kunne benåde ham, uanset hvor stort presset fra de ’gamle drenges netværk’ var, og først i 2007 forsigtigt omstødte hans fængselsdom.