0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nettet er det nye vilde vesten

Og WikiLeaks er en fuld cowboyder, der er til fare for sig selv og andre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Cowboy. På godt og ondt er nettet lidt som det vilde vesten med sider som Wikileaks som en slags cowboys, der er gode til at indfange løbsk kvæg, men til fare for sig selv og andre, når de drikker sig fulde og vakler omkring med et skarpladt våben.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Chok! Vrede! Afsky! Der er ingen ende på vreden og harmen over de lækkede dokumenter fra det amerikanske diplomati via WikiLeaks.

Men ud over den kortsigtede negative effekt af specifikt politisk indhold i visse notater – som f.eks. amerikansk militærs indflydelse i Yemen, den arabiske modstand mod et atombevæbnet Iran eller den fastlåste situation i forhold til Pakistan omkring beriget uran – hvad er så egentlig på spil her?

Det internationale diplomati vil helt sikkert snart glemme fornærmelserne og injurierne og se at komme videre, også selv om den franske præsident, Nicolas Sarkozy, er blevet kaldt »en kejser uden tøj på«. Det er diplomatiet beregnet til, og det har glemt langt værre ting. Er der måske nogen regering, der stadig bærer nag efter at være blevet lokket ind i en krig på baggrund af overlagte løgne om masseødelæggelsesvåben og en overhængende trussel fra Saddam Hussein?

Det er mere interessant at spørge, hvad der samlet set sker med vores samfund, når ’det hemmelige’ og ’det private’ bliver offentligt eller i hvert fald så vanskeligt at holde for sig selv, at det må betragtes som offentligt.

Jeg har i mange år arbejdet i eller tæt på international politik og diplomati på højt niveau, og kender kun alt for godt nødvendigheden af at kommunikere uden at sige alt. Ville vi f.eks. nogensinde have opnået fred i Mozambique i 1993-94, hvis den magtfulde forsvarsminister havde vidst, hvordan vi forsøgte at drive en splittelse ind mellem ham og præsidenten for at sikre fredsprocessen mod hans ambitioner og hårde linje? Og havde lederne af oprørsbevægelsen Renamo accepteret tilbuddet om at blive i byen, hvis de havde vidst, at det var vores hensigt at vænne dem til det mere behagelige liv i byen og politiske forhandlinger og på den måde afholde dem fra at vende tilbage til deres ukomfortable liv som guerillasoldater i bushen? Jeg tror det ikke.

Faktisk er jeg helt sikker på det. Disse ting var blot en lille del af de ting, som vi (jeg var assistent for lederen af FN’s fredsbevarende mission og skrev de fleste notater) skulle kommunikere videre til FN’s hovedkvarter. Vi skulle have tilladelse til at bruge nogle penge på at gøre guerillabevægelsen til et politisk parti. Vi skulle også holde daværende generalsekretær for FN, Boutros-Boutros Ghali, orienteret om faren for, at forsvaret kunne gennemføre et kup.

Vi måtte også sende tophemmelige telegrammer for at få etableret en række sikre allierede i god tid forud for drøftelser i FN’s Sikkerhedsråd af spørgsmål vedrørende Mozambique, således at vores overvejelser og ønsker ville være kendt, uanset om det var i form af krav eller fordømmelser af enten den mozambiquiske regering eller Renamo, eller om vi bad om udvidelser af mandatet og yderligere sikkerhedsstyrker.

Det er blot et lille eksempel på, hvordan international politik nødvendigvis må fungere.

I gamle dage var det op til gode journalister at opsnuse uetiske, korrupte affærer, hvorefter historien røg i pressen inden for rammerne af fair og afbalanceret journalistik – i hvert fald i de seriøse dele af pressen. Kilderne blev beskyttet, fakta blev bekræftet og kun de ting, der var relevante i den pågældende sag, kom frem.

Man kunne regne med, at pressen opfyldte sin rolle som borgernes vagthund, for det var selve essensen af den journalistiske selvforståelse, som ikke alene var dybt forankret i den journalistiske uddannelse, men også var selve eksistensberettigelsen for journalistik i det hele taget. Ikke overraskende var det de utrættelige journalister af den gamle skole, som satte livet på spil for at fastholde fokus på folkemordet på Balkan og bringe det permanent ind på dagsordenen hos de urolige og splittede regeringer i EU. Og det var vedholdende journalistisk rapportering, der har afsløret omfanget af den franske regerings støtte til hutu-militserne i folkemordet i 1994 på 800.000 tutsier.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu