Der er en meget enkel forklaring på, at Liberal Alliance på 8 måneder er gået fra 0 procent i meningsmålingerne til cirka 8 procent: Flere og flere danskere har fået nok af den nationalt orienterede, socialdemokratiske vælgerangst, som nu, på samme måde som i 70’erne, truer med at kaste velfærdssamfundet ud over afgrunden. Liberal Alliance giver de hjemløse vælgere en reel mulighed for forandring. Skat: Skatten skal ned på 40 pct. Væk med topskatten og efterlønnen. Pensionsopsparing skal belønnes. Vækst: Sundhed, uddannelse, pension og socialt sikkerhedsnet er dyrt. Erhvervslivets vilkår skal styrkes, så der bliver råd til at betale regningen. Effektivitet: Vi får mest ud af skattepengene ved at vise tillid til offentligt ansatte og fokusere på resultater frem for kontrol og bureaukrati. Frihed: Mindre ’Big Mother’ og mere personlig frihed. Danskerne er voksne og ansvarlige mennesker, der sagtens selv kan beslutte, hvordan de vil leve. Netop disse fire temaer har været totalt tabubelagte siden 1998. Men nu breder denne politiske dagsorden sig til andre partier, hvilket vi senest kunne høre i statsministerens nytårstale. Det er glædeligt. Og på høje tid! Dette år bliver det vigtigste for Danmark i mands minde. Det er ved folketingsvalget i år, at vælgerne med deres stemmer kommer til at afgøre, om Danmark og velfærdssamfundet skal have en perspektivrig fremtid, eller om vi skal gældsætte landet yderligere. De sidste 10 år har været en sand ørkenvandring i stilstandspolitik og vælgerangst. I et stadig stigende tempo har vi bevæget os nærmere og nærmere afgrunden, og da den for alvor kunne ses, forsvandt Anders Fogh Rasmussen til en mere langtidsholdbar stilling. Sammen med ham er også Jelved, Nyrup, Lykketoft og Holger K. væk fra den forreste skudlinje.
Men formår partiernes nye ledere at få ændret kursen, inden vi rammer afgrunden? Bliver 2011 et lykkeligt vendepunkt, hvor vi tør se angsten i øjnene, bekæmpe den og dermed finde modet til at skabe den nødvendige forandring? Uffe Ellemanns valgnederlag i 1998 viste sig at blive indledningen til en indtil nu 12 år lang fimbulvinter. Ellemanns nederlag bliver fulgt op af Nyrups løftebrud på efterlønnen, hvorefter både Venstre og Socialdemokraterne mistede evnen til at gå i spidsen og i stedet valgte at lægge sig i slipstrømmen på de angste danskere. Det manglende mod kommer de kommende generationer til at betale dyrt for. Talen om midten af dansk politik forvansker mere, end den forklarer. I ’gamle dage’, hvilket vil sige før 1973, delte vi partierne op på en højre-venstre-skala: Mere eller mindre socialistiske partier, der gik ind for regulering og statsstyring til venstre: Kommunisterne, Venstresocialisterne, SF og Socialdemokraterne.
