Kulturminister Per Stig Møller har efterlyst et modspil til regeringen, men som tingene står – værdipolitisk, asylpolitisk, økonomisk og med hensyn til visioner om vækst og udvikling i den danske velfærd – er regeringen og dens støttepartier blevet deres egne værste modstandere, og situationen er ved at glide dem af hænde.
Tydelige tegn på slitage og en arrogance parret med tegn på forvirring og lettere desperation hører til dagens orden. Mens vækstkurven i nationaløkonomien er for nedadgående og hundredtusinder af husejere som teknisk insolvente sidder fanget i en gældsfælde oven på den overophedede økonomi under Fogh Rasmussens kortsigtede lederskab, er vækstkurven for skandalesager omkring den nedslidte regering for opadgående: Lederen af Det Konservative Folkeparti, Lene Espersen, måtte gå af som følge af dårlige udenrigsministerielle prioriteringer og i bedste fald vildledende ministersvar i Folketinget; Lars Løkke Rasmussen har klare forklaringsproblemer omkring en sandsynlig overbetaling til private hospitaler; Bertel Haarder gik amok på en TVA-journalist, fordi han stiller et uskyldigt kritisk spørgsmål i forbindelse med Haarders embedsførelse; tidligere forsvarsminister Søren Gade forlod sin ministerpost i skyggen af flere lækagesager, og efter hans afgang anklages han af sin tidligere spindoktor for at have lækket statshemmeligheder om jægerkorpset; Henriette Kjær, der en gang tidligere måtte forlade en ministerpost på grund af ægtemandens økonomiske uregelmæssigheder, måtte trække sig som ordfører i Det Konservative Folkeparti på grund af angiveligt endnu flere af slagsen; tidligere videnskabsminister Helge Sander synes at være dybt involveret i den voksende skandale omkring hjerneforskeren Milena Penkowa – en skandale, der i sig selv er ved at blive et symptom på den elite- og konkurrencementalitet og den demokratisk udhulede ledelse af universiteterne, som regeringen har fremmet. At formiddagspressen har haft ukronede dage omkring de nævnte sager (og flere unævnte af samme kategori), er hævet over enhver tvivl; det er blade, som i bogstavelig forstand er parat til at tømme private skraldespande for at score en oplagsfremgang, og som undertiden fører noget, der ligner kampagner imod enkeltpersoner.
