Danmark er et demokratisk land, og som danskere er vi alle demokrater. Vi hævder demokratiet som en menneskeret og kræver det gennemført overalt. Det har vi gennem vor regering skrevet under på i FN. Men samtidig må vi også erkende, at der i verden i dag er mange lande, som ikke er demokratier. Af dem kræver vi altså, at de skal blive som os. Men hvorfor gør vi det? Med hvilken ret? Og med hvilket håb? Det er klart, at vi ikke er berettigede til at hævde, at alle lande bør styres demokratisk, blot fordi vi synes, at de skal gøre som os. Det ville være udtryk for et ureflekteret hovmod. Det er ikke Danmark, der opstilles som politisk ideal, men det er demokratiet som styreform. Det stiller os umiddelbart over for to forskellige spørgsmål. På den ene side spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget at opstille demokratiet som et universelt politisk ideal. Kan det rationelt begrundes, at dette ideal er efterstræbelsesværdigt? Det er et centralt spørgsmål i den politiske filosofi. På den anden side spørgsmålet om, hvorfor Danmark og visse andre lande har haft evne og vilje til at kæmpe for at realisere den demokratiske styreform; mens atter andre lande har stået helt uden for den udvikling. Det kan kun besvares gennem historiske studier. Skal vi forstå vor egen politiske placering i verden i dag, så må det ske i lyset af svarene på disse to spørgsmål. Lad os først se på det politisk-filosofiske spørgsmål. Når demokratiet i den politiske filosofi opstilles som et universelt ideal, så sker det på basis af en strengt rationel argumentation. Denne argumentation begynder ikke med de givne love og de overleverede traditioner. Den begynder derimod med spørgsmålet om, hvorledes lovene bør være, og hvorledes de bør fastlægges. For den ved, at det, som er, ikke nødvendigvis er det samme som det, der bør være. Dermed er det så også allerede udelukket, at nogen skulle have særlig ret til at tage de samfundsmæssige beslutninger og altså til at bestemme, hvorledes lovene skal være. Derfor må alle rationelt set have lige ret. Det demokratiske ideal hviler på en rationel forudsætning om, at vi alle blot i vor egenskab af personer elementært set er ligeværdige og bør behandle hinanden som sådan. Ligeværdigheden peger hen på en form for demokrati, som det af praktiske grunde kan være nødvendigt at udøve via repræsentanter. Desuden indebærer den, at der bør være ånds- og religionsfrihed. For når alle skal kunne deltage som ligeværdige i den fælles politiske beslutningsproces, så kan ingen have særlig ret til at bestemme, hvad andre skal tænke og tro. I anden omgang medfører det så også, at demokratiet kun kan opretholde sig selv, hvis flertallet af borgere er indstillet på at give love, som opretholder det, og som bevarer frihedsrettighederne. Retten til at deltage som ligeværdig i den demokratiske beslutningsproces modsvares altså af en moralsk forpligtelse: forpligtelsen til at bruge sin politiske indflydelse til at opretholde de samfundsmæssige betingelser for den demokratiske ligeværdighed. Er der ikke denne sammenhæng mellem rettigheder og forpligtelser, så er demokratiet på vej til at undergrave sig selv. Således forstået er demokratiet et rationelt politisk ideal. Et ideal, som vi i egenskab af vor evne til at tænke og handle rationelt bør forsøge at virkeliggøre - så godt som det nu er muligt under de givne historiske omstændigheder. Det gælder som en etisk forpligtelse for alle mennesker uanset kultur. Men netop derfor er det heller ikke tilstrækkeligt til at forklare, hvorfor det kun er nogle lande i verden - og deriblandt Danmark - der reelt har haft vilje og evne til at realisere det på en nogenlunde anstændig måde. Her må have været noget mere på spil; og hvad det 'mere' er, må skulle blotlægges gennem historiske erfaringer. Hvis vi skal forstå, hvorfor Danmark hører til blandt de lande, som har haft vilje og evne til at skabe en demokratisk samfundsorden, så er vi nødt til at se, hvilke historiske vilkår der konkret har været bestemmende for den politiske udvikling i Danmark. Forsøger vi kort et sådant tilbageblik, så må udgangspunktet være, at Danmark ikke altid har været styret demokratisk. Demokratisk er noget, som Danmark er blevet, fordi nogen i Danmark har kæmpet for den udvikling. Først var det borgerskabet og de velstående bønder, der stod op mod enevælden og forlangte politisk medbestemmelse. Så kæmpede arbejdere, husmænd og kvinder for de samme rettigheder. Implicit i udviklingen lå et ideal om, at vi alle som personer er ligeværdige, og at vi som følge deraf x også bør have lige ret til at deltage i (valget af) styrelsen af landet. Et afgørende træk er, at udviklingen er sket indefra. Impulsen er kommet fra kræfter i Danmark selv. Den har ikke fundet sted, fordi en international organisation som FN krævede det. Der kom ideer og inspiration udefra, men kampen var intern. Det stiller imidlertid et nyt spørgsmål: Hvorfor har vore forfædre haft vilje til at udkæmpe den kamp og evne til at gøre det så godt, som det er sket? Hvad var det særlige ved vore forfædre, som gjorde, at de gik ind i kampen for at opbygge et system med politisk ligeværdighed, og som satte dem i stand til at føre denne kamp frem til virkeliggørelsen af vort demokrati? Hvorfor gjorde man ikke det samme i Kina, Indien eller den islamiske verden? Hvorfor havde man ikke dér folk med den samme indre kraft til at realisere det rationelle demokratiske ideal? Folk, som havde vilje og evne til at udkæmpe den samme politiske kamp. Hvad er forskellen? En mulig forklaring kunne være, at vore forfædre simpelthen var mere rationelle end folk i andre dele af verden, og at det var derfor, de gik i gang med forsøget på at realisere en demokratisk samfundsorden. Den forklaring er der imidlertid ingen grund til at tro på, og den nævnes kun for at forkastes. Det bør også nævnes, at der selvfølgelig er al mulig grund til at tro, at forklaringen er kompleks, og at flere faktorer spiller sammen. Men det udelukker ikke, at den må begynde et sted; og et naturligt sted at begynde er med de ideer, som folk allerede har i hovedet, før kampen begynder: de ideer om verden og om deres egen etiske forpligtelse, som er givet med deres religion. Når disse ideer allerede er inde i hovedet på folk, så må de også have en vis indflydelse på, om de samme folk er i stand til at se den politiske kamp for demokrati som en realistisk og attråværdig mulighed. Så langt, som folk opfatter verden gennem deres religiøse ideer, kan disse stå mere eller mindre i vejen for, om samfundet reelt kan udkæmpe den indre kamp, som skal udvikle det i demokratisk retning. Spørgsmålet må være, om det er muligt i de herskende religioner at finde forskelle, som kan være med til at forklare, hvorfor netop vore forfædre havde en særstilling i kampen for demokratiet. Vore forfædres religion var protestantisk kristendom. Nærmere bestemt en kristendom, som forkaster pavemagten, og som nægter at anerkende kirken som en selvstændig politisk magt. I stedet sætter den evangeliernes forkyndelse i centrum. Det er en forkyndelse, som selv skelner mellem religion og politik (»Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«), og som stiller fordringer, som ikke kan gøres til politisk program (»vend den anden kind til« og »dømmer ikke«). Og når den protestantiske kristendom undergraver forestillingen om, at kirken skulle have en særlig guddommelig autoritet i verdslige politiske anliggender, så kan den heller ikke i det lange løb fastholde, at den verdslige magthaver - fyrsten - skulle have en sådan særlig guddommelig legitimitet. Så bliver al politik verdslig. Og da alle kristeligt set er ligeværdige, så må den verdslige politiske legitimitet i sidste instans komme fra undersåtternes tilslutning - fra folket. Således forstået har den protestantiske kristendom en indre dynamik, som fører i retning af forsøget på at realisere idealet om politisk ligeværdighed. Den stiller ikke selv krav om demokrati, men den åbner vejen for det. Der er et helt andet forhold til den sociale og politiske orden i de andre store religioner, som har hersket i Kina, Indien og den islamiske verden. I Kina gjorde konfutsianismen i en vis forstand den bestående politiske orden til religion, og kejseren fik guddommelig status. I Indien var hinduismens kasteteori dybt uforenelig med den demokratiske forudsætning om individernes elementære ligeværdighed. I islam havde man idealet om en altomfattende religiøs lovgivning, som var fastlagt gennem Muhamed, og som det blot gjaldt om at realisere. I hvert af disse tilfælde var man af religionen spundet ind i et net af forestillinger, som stod i vejen for, at idealet om den demokratiske ligeværdighed kunne trænge igennem og blive styrende. Her var springet fra religionen til det demokratiske ideal for langt. I modsætning til den protestantiske kristendom var der ikke i disse religioner nogen indre dynamik frem mod den politiske virkeliggørelse af det demokratiske ideal. Set i det lys er det berettiget at tro, at vor demokratiske udvikling står i en væsentlig gæld til vor - eller i det mindste vore forfædres - religion. Vi har kun haft rationalitet til demokratiet, fordi vor religion har hjulpet os. Og med os mener jeg her ikke kun Danmark, men også andre lande med en protestantisk kristen historie. Det er gennem den politiske udvikling inden for disse lande, at det moderne demokratiske ideal først har fået et holdbart udtryk. Og det er derfra, at det er blevet udbredt - først til den katolske verden og så videre ud over planeten. For vort eget vedkommende bør vi altså erkende to ting: På den ene side, at demokratiet er et politisk ideal, som er rationelt begrundet. Det er et ideal, som vi ud fra en rent rationel erkendelse af vor elementære ligeværdighed bør bestræbe os på at realisere og at opretholde. Og det er derfor også et ideal, hvis basale gyldighed er ganske uafhængig af kulturelle og historiske forskelle. Det er bygget ind i selve rationaliteten. På den anden side bør vi også erkende, at når netop vi lever i et samfund, der har haft held til at kunne realisere en anstændig demokratisk orden, så skyldes det snarere vore forfædres særlige religion - den protestantiske kristendom - end det skyldes vor egen rationelle indsats. Vor egen rationalitet kan vi bedst vise ved en indrømmelse af dens begrænsning og ved at erkende den hjælp, som vore forfædres religion har været. Til trods for at vi befinder os som medlemmer af en demokratisk samfundsorden (og altså som deltagere i et rationelt eksperiment), bør vi ikke være overmodige på vor egen rationalitets vegne. For den alene har ikke anbragt os i den demokratiske orden. Den har kun gjort det i en historisk symbiose med den protestantiske kristendom. Det er i lyset af den erkendelse, at vi bør udøve vor demokratiske forpligtelse til at holde demokratiet levende. Forpligtelsen til politisk at sikre borgernes elementære ligeværdighed og den dermed sammenhængende ånds- og religionsfrihed. Og hvorledes gør vi så det i en verden, hvor kultur og religion skrider, og hvor indvandring har bragt fremmede kulturer ind i vort samfund? Der er to grundmuligheder. Den ene er at acceptere udviklingen og at tage opløsningen af de historiske forudsætninger som nyt værdigrundlag. Her når man frem til at stadfæste, at den ene kultur eller religion ikke kan kræve særstilling i forhold til andre, og at alle kulturer og religioner derfor bør stå lige i forhold til den demokratiske orden. Man hævder ikke blot, at åndsfrihed kræver religionsfrihed, men man tager også skridtet fra religionsfrihed til religionslighed. Det er den holdning, der kaldes multikulturalisme. Den nøjes ikke med at erkende, at der nu er flere forskellige kulturer og religioner i samfundet end tidligere; men den går videre og foreskriver, at enhver kultur og religion bør have samme lovgivningsmæssige status i enhver henseende. Den anden grundmulighed består i at sige nej til opløsningen af den historiske forbindelse. Da fastholder man, at udviklingen af vort demokrati ikke svæver frit i luften. Den er ikke blot et produkt af en abstrakt rationalitet, men den bygger på et historisk fundament; og man mener ikke, at man sådan uden videre kan smide fundamentet bort og tro, at bygningen kan holde. Desuden anerkender man, at der i dette fundament indgår en særlig religion. Derfor nærer man dyb betænkelighed ved at tage skridtet fra religionsfrihed til religionslighed. Man erkender, at der i samfundet nu findes større kultur- og religionsforskelle, men man bliver ikke multikulturalist. Tværtimod mener man, at den kultur, som historisk gjorde demokratiet til virkelighed, også bør fastholdes som en fortsat forpligtende grundkultur. Ser vi på disse to muligheder ud fra en rent rationel synsvinkel, så synes valget mellem dem ikke svært. For intet er så rationelt som at erkende begrænsningen i den menneskelige rationalitet. Og gør vi det, så fører multikulturalismen ud i et frit fald. Alt hvad vi rationelt ved om den menneskelige mangel på rationalitet, tvinger os til at bevare forbindelsen med de særlige historiske forudsætninger, som gjorde demokratiet muligt. At mennesker bør være ligeværdige, er ikke det samme, som at kulturer og religioner bør være det. For der er forskel på religionernes indholdsmæssige forenelighed med fordringen om menneskers ligeværdighed.