Debat er vigtigt for ethvert demokrati.
Det er på grundlag af debatten, at modsatrettede synspunkter mødes og brydes, og det er debatten, der gør det muligt at indgå kompromiser og føre en politik, der er så bred som muligt. Men en forudsætning for at opnå debatten er, at problemstillingerne bliver ordentligt belyst, og at offentligheden har den fornødne information til rådighed. Det er her, den frie presse kommer ind i billedet, og vi danskere er så privilegerede at have relativt få restriktioner på informationsfriheden sammenlignet med andre lande. Det skulle give os et mere nuanceret mediebillede og sikre, og at magthavernes påstande bliver undersøgt dybtgående. Det er bare ikke altid sådan, det forholder sig i virkeligheden. Vi har i ti år levet med en usædvanlig mediestærk borgerlig regering, der tilmed har haft et sikkert mandat. Når det kombineres med en historisk svag opposition – både politisk og kommunikativt – bliver der vendt op og ned på meget i den offentlige debat og det politiske system som sådan. Der er sket nogle grundlæggende skred i vores opfattelse af velfærdssamfundet, retssikkerheden, indvandring og integration og – ikke mindst – udenrigspolitikken. Et af VK-regeringens centrale mål har været at føre hvad de har kaldt en aktiv udenrigspolitik. Og under den er Danmark gået fra at være et lille land, der har tilstræbt neutralitet, kendt og anerkendt for sin antimilitarisme og militære fodnoter, til at være et lige så lille land, der nu søger indflydelse gennem støtte til de store landes militære engagementer rundt omkring i verden. Det var faktisk Nyrup Rasmussen-regeringen, der i 1990’erne slog tonen an med dansk deltagelse i Nato-aktionen i Kosova og erklæringen om betingelsesløs støtte til George Bushs krig mod terror.
