Det er en sejlivet myte, at når to forfattere mødes, vil talen altid falde på penge. Det er faktisk en af de få myter om vores stand, der holder vand.
Som sultne mennesker altid taler om mad, taler vi altid om penge. Så sandfærdig er alle myterne om os ikke. Og nu skal vi begrave en af dem. Det er den om, at forfattere lever på nas hos staten, og at staten gør mere for os, end vi gør for staten. Sidst i juni er følelsernes tid for forfattere. Som forfatteren Robert Zola Christensen skrev på Facebook forleden: »... venter på bibliotekspenge – åh lad det regne på sommeren«.




























