I Danmark findes en sær ’tradition’, som går ud på at læse Koranen med henblik på at diskvalificere bogen som uegnet i et vestligt demokrati.
Denne ’tradition’ praktiseres ikke kun af nogle politikere og meningsdannere på den yderste højrefløj, men også og måske mere alarmerende af nogle akademikere på de højere læreanstalter. Kendetegnende for ’traditionen’ er, at kontroversielle vers fra Koranen gentages med intentionen om at udlægge islam som en kvindeundertrykkende og krigerisk religion. Det er bl.a. de seks koranvers, der handler om vidnesbyrd, polygami, afstraffelse, arveret, utroskab og ægteskab. Kritikken går altså ikke kun på den erfarede virkelighed, altså islam i praksis, men også på teksten selv, Koranen, og dermed idealet, det, som troende muslimer anser for at være Guds ord. Den ’tradition’, der definerer islam som en religion, der står i skarp kontrast til menneskerettigheder, har absolut intet med saglig religionskritik at gøre. Det, der kendetegner den, er en læsning af Koranen uden blik for kontekst, historie og det arabiske sprog. En selektiv læsning, som insisterer på, at Koranen er problematisk, selv om majoriteten af danske muslimer lever fredeligt med deres religion. Omvendt finder man sjældent eksempler på, at danske akademikere med muslimsk kulturbaggrund eller danske imamer problematiserer kristendommen eller citerer sværdvers eller kønsdiskriminerende vers fra f.eks. Bibelen. Disse har nemlig ikke travlt med at udlægge kristendommen, jødedommen eller andre religioner som krigeriske, farlige eller kvindeundertrykkende religioner.
