Den gamle dame taber en skål af krystal på køkkengulvet.
Den splintres for fødderne af hende, og hun bøjer sig forbavset ned og berører glasskårene med sine fingerspidser. »Jeg bløder«, konstaterer den gamle dame. »Så lad dog være med at pille ved de glasskår«, siger hendes datter. »Hvorfor?« spørger den gamle dame. »Fordi du skærer dig«, svarer datteren. »Gør det noget?« siger den gamle dame og retter sig op og stikker fingerspidserne i munden. »Gå dog ind i stuen«, siger datteren irriteret og skubber hende ud fra køkkenet og smækker døren i efter hende. »Hvad laver du derude?« spørger den gamle dame lidt efter. »Jeg muger ud i en ufattelig mængde af dit gamle rod«, svarer datteren med påtaget tålmodighed. »Det er trods alt mit køkken«, siger den gamle dame. »Det kan jeg udmærket se«, svarer datteren. Den gamle dame ryster hovedet, så ryster hun hele kroppen og peger på sin pande, så ryster hun hovedet igen. »Hvad er det, der er gået i stykker?« spørger den gamle dame, mens hun bøjer sig frem mod den lukkede køkkendør. »Det er sgu lige meget«, svarer datteren ude fra køkkenet. »Jeg vil vide hvad det er, der er gået i stykker«, forlanger den gamle dame.
