Er sandheden om alderdommen, som Martin Andersen Nexø sagde, at »en mor kan forsørge syv børn, men har man nogensinde hørt om, at syv børn kan forsørge én mor?«. Eller er den, som utallige undersøgelser viser, at antallet af ældre i Danmark og i Europa vokser, fordi verdensbefolkningen ifølge FN forventes at være 9,1 milliard i 2050, samtidig med at levealderen stiger, så over 21 procent af befolkningen vil være over 60 år. Bliver de ældre en pariagruppe, som har behov for særlig beskyttelse og konventionssikrede rettigheder i fremtiden? »Alle vil leve længe, men ingen vil være gammel«, som Benjamin Franklin sagde. Men flere og flere stavrer mod den tredje alder. Og det koster, hvis der stadig skal pumpes ny luft i rollatoren. Det bekymrer EU-politikerne så meget, at de i 2012 laver et kampagneår om aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne. Danmark er tilsyneladende godt rustet. En EU-undersøgelse viser, at de ældre danskere er blandt Europas sundeste. Alligevel lever vi kortere end de fattigere og knap så sunde sydeuropæere. Og det er ikke, fordi vi alle har det, som en femårig pige sagde det:
»Når man bliver gammel, bliver man stiv som en åre. Det hedder åreforkalkning«. Det handler måske mere om den mentale sundhed. Kun tre-seks procent af ældre i Danmark, Sverige og Holland lever sammen med deres egen familie. I Italien er det 22 procent og i Spanien 37 procent. Så måske havde gamle Nexø ret.
