Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 Foto fra bogen
Foto: Foto fra bogen

1954. Victor Borge tager Osvald Helmuth under armen før en succesrig fælles optræden på Broadway.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Veloplagt Victor Borge-biografi fremstiller entertaineren på godt og ondt

Jacob Wendt Jensens portræt af mennesket Borge gør i den grad læseren klogere.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da han døde i december 2000, kort tid inden han ville være fyldt 92 år, var pianisten og komikeren Victor Borge for længst en national legende og entertainer af international berømmelse.

Fra at være den musikalske nummermand Børge Rosenbaum fra Classensgade 40 var han vokset til et verdensnavn, på hat med andre stjerner som Frank Sinatra og Dean Martin og på venskabelig fod med det danske kongehus.

I Danmark var han blandt meget andet kendt som manden, der engang fik den ellers altid stilige og gennemført professionelle tv-vært Otto Leisner til bogstaveligt talt at bryde sammen af grin i den bedste sendetid. Og hvor end han kom, var han ambassadør for sit fødeland, selv om han størstedelen af sit voksne liv levede i USA, efter at være flygtet fra nazisterne i Danmark.

Han var i de flestes øjne en stor søn af vor lille nation, og fordi han var så sjov, jovial og værdsat – både som kunstner og eksportfremmende foranstaltning – har han altid stået i et lyserødt lys.

For længst saligkåret som humoristisk helgen; ingen skal sige ham noget på.

En uanfægtet moppedreng

Han har også fået sin litterære bekomst i et par ombæringer. Med Niels-Jørgen Kaiser som pennefører udgav han i 1997 erindringsbogen ’Smilet er den korteste afstand ...’, og fotografen Tine Harden leverede et fotografisk portræt af ham i efteråret 2000.

Men den store, grundige og lidt kritiske biografi kommer altså først nu med Jacob Wendt Jensens gennemarbejdede, velskrevne og uanfægtede moppedreng, der baserer sig på 70 nye interviews samt nogle godt fremgravede skriftlige kilder, herunder Borges tidligere manager Harry D. Squires uudgivne memoirer, der blandt andet handler om en aldrig afsluttet retssag, impresarioen anlagde mod sin kunstner, som var uvillig til at slippe agentens provision

Et journalistisk flot stykke arbejde, der uden at skandalisere eller søge udhængningen fortæller, at den evindeligt i offentligheden smilende Victor Borge også havde sine mindre sympatiske sider: Han var selvoptaget, nærtagende, underligt gerrig i visse sammenhænge og smålig over for mennesker, der hjalp ham.

Men på den anden side var han også storladent generøs, kærlig, trofast og vidunderligt morsom. Han var kort sagt gjort af alle de gode og dårlige egenskaber, de fleste indeholder, men som hos store kunstnere har det med at skinne lidt mere igennem end hos os almindelige hverdagsmennesker.

Hele historien

Vi får hele historien om den lille dreng fra Østerbro med det store musikalske talent og de ømme forældre til den aldrende patriark i det 1.000 kvadratmeter store palæ med havudsigt og plads til en større bilpark i garagen. Og vi får såmænd også kloge kilder, der forsøger at forklare, hvorfor Borge var, som han var, og traf de valg, han gjorde.

Bogen er ødselt og godt illustreret. Der er mange sjove billeder, både kuriøse, rørende og klassiske. Og der er læssevis af anekdoter, såvel pudsige som tankevækkende og forstemmende.

Karrieren er også fornemt beskrevet lige fra de tidlige dage som latterfremkaldende filmhelt til det sidste ikke helt vellykkede forsøg som operadirigent på Det Kongelige Teater.

Sine steder lovligt rig på navne og beløb, men aldrig kedelig og næsegrus. Forfatteren skriver i sit forord, at han efter at have skrevet bogen er blevet ikke så lidt klogere på sit emne; det siger sig selv.

Men det er man som læser sandelig også.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden