Da den økonomiske krise ramte USA i 2008, forstod vi hurtigt en ting: Der er penge. Vi har råd. 700 milliarder dollar kostede det den amerikanske stat at redde bankerne fra konkurs. Penge, som man ellers ikke havde, da det eksempelvis kom til at forhindre global opvarmning, redde udrydningstruede dyr eller give fattige mennesker adgang til sundhedssystemet, var pludselig til rådighed. Fra den ene dag til den anden blev den amerikanske Kongres enig om at afsætte 700 milliarder dollar til finansielle institutter. Intet var tilsyneladende vigtigere end at sikre, at kapitalismens krise aldrig blev en krise for kapitalisterne. Vi har også lært, hvordan vi skal forklare krisen. Den var et udslag af en grådighed, der løb løbsk. Finansfolk investerede i papirer, i lån, i forventning om en verden, der i virkeligheden ikke eksisterede. Og investorer investerede ikke i den virkelige produktion. Krisen var et resultat af spekulation. Det mærkelige ved disse forklaringer er, at de egentlig bare betyder én ting: Krisen skyldtes, at kapitalisterne havde opført sig, som enhver god kapitalist bør opføre sig. De havde været grådige, det vil sige gået efter den størst mulige fortjeneste. Og de var gået derhen, hvor de troede, fortjenesten var. Sådan handler kapitalen, sådan skal kapitalen handle.
Hvis man kan tjene penge på bilproduktion, så er det der, kapitalen går hen; hvis man kan tjene penge på våbenhandel, så er det der, kapitalen går hen. Og hvis man kan tjene penge på værdipapirhandel, så er det der, kapitalen går hen. Uden spekulation ville ingen kapitalistisk produktion være mulig. En kapitalist køber arbejdskraft og produktionsmidler for at fremstille varer, der muligvis kommer til at sælge. Man spekulerer – og skal spekulere – i fremtidige gevinster. Desuden: Hvis krisen skyldtes fejlagtige psykologiske drivkræfter i finansverdenen, grådighed og forventninger og fantasier, hvorfor var statens redningsforanstaltninger så motiveret af samme psykologi? Kongressens beslutning om at tilføre bankerne milliarder handlede ikke om investeringer i materiel produktion. Det var nødvendigt, hed det, for at genvinde tilliden til markedet. Forud for den seneste økonomiske krise i USA gik en udvikling, hvor lønmodtagerne i løbet af tre årtier havde fået en stadig mindre del af fortjenesten ved produktivitetsstigningen, mens ejerne havde fået en stadig større del – en udvikling, som ligger på linje med kapitalens interesse i at købe arbejdskraften så billigt som muligt. Et arbejdsmarked opdelt efter køn og etnicitet, udlicitering af produktion til lavtlønslande og en svækket faglig organisering er alle fænomener, der styrker kapitalansamlinger. Men det er også i kapitalens interesse – da nogen jo skal købe det, der produceres – at holde efterspørgslen oppe og købekraften stærk. Når det i de seneste årtier er gået godt for kapitalistklassen i første led, betyder det også, at det er gået dårligt i andet led. Resultatet blev et øget kreditmarked. Kulturgeografen David Harvey skriver i ’The Enigma of Capital: And the Crisis of Capitalism’, at i 1980 havde den gennemsnitlige amerikanske husstand en gæld på 40.000 dollar – i dag er den 130.000 dollar. At lade mennesker med små og usikre indkomster optage lån, frem for alt boliglån, til en lav rente var ud fra et kapitalistisk synspunkt en nødvendighed.
