Stort set lige siden S-R-SF vandt regeringsmagten sidste efterår, har de blødt i meningsmålingerne og ville blive sparket ud af regeringskontorerne, hvis der var valg i morgen. Indledningsvis har det i høj grad været den såkaldte ’løftebrudsdiskussion’, som har drevet de tidligere røde vælgere væk fra regeringspartierne. Regeringen blev offer for kontraktpolitikkens endeligt og måtte bøde for den manglende sammenhæng imellem det, der blev fremlagt før valget, og det, der blev gennemført efter valget. Vælgerflugten fra regeringspartierne blev i høj grad ledt hen mod to partier, nemlig Venstre og Enhedslisten. Der var de vælgere, som havde håbet på en lettere medicin, som nu – hvis den røde vej ikke kunne lade sig gøre – hellere vil have den ægte blå vare hos Venstre. Og så var der de vælgere, som stadigvæk håber på, at der er en anden medicin end den, der bliver ordineret af regeringen, som nu stemmer på Enhedslisten. Kritikken af regeringen er gået fra at være en formkritik af, at man skal være ærlig over for vælgerne og gennemføre det, man har lovet, til nu i høj grad at være en substantiel kritik af den politik, regeringen fører. Helle Thorning-regeringens altoverskyggende projekt har i høj grad vist sig at være at øge arbejdsudbuddet igennem alle de instrumenter, man politisk har til rådighed, frem for en jobskabende og ekspansiv finanspolitik, som var det, S-SF gik til valg på. Denne kronik vil argumentere for, at regeringens arbejdsudbudspolitik er den rette vej til fortsat velstand og job for middelklassen og de svage i det danske samfund. Og at en anden og mere offensiv politisk diskurs er vejen til at vinde de tabte vælgere til Enhedslisten og Venstre tilbage. Det kræver en ny progressiv diskurs, som tager udgangspunkt i globaliseringen frem for den nuværende defensive diskurs, som har sproglige rødder i den finansielle krise. Det klareste eksempel på den folkelige modstand mod regeringens arbejdsudbudspolitik er de kuldsejlede trepartsforhandlinger, hvor forslaget om at droppe en eller to helligdage førte til forhandlingernes sammenbrud efter massiv folkelig modstand. Det mest fremførte argument for fagbevægelsen var, at det ikke gav nogen mening at øge arbejdstiden, når der er så massiv arbejdsløshed, som der er lige nu. Senest har også den netop færdigforhandlede skattereform med de borgerlige partier givet yderligere fremgang til Enhedslisten, som p.t. samler alle de røde proteststemmer op. Overskriften på skattereformen er, at arbejdsudbuddet skal øges, men på en socialt balanceret måde. Men man kunne politisk ikke have gennemført en reform, som blot var social balanceret, men som ikke øgede arbejdsudbuddet markant. Det var derfor, forliget med Enhedslisten faldt til jorden. Det var snarere ønskeligt at lave en reform, som øgede arbejdsudbuddet, men var knap så socialt balanceret. Man kan nemlig sagtens diskutere, hvor afbalanceret reformen er på det sociale område. Rentefradraget på boliglån blev ikke sænket som oprindeligt ønsket, overførselsindkomsterne blev reguleret efter inflationen frem for lønudviklingen, og grænsen for, hvornår man betaler topskat, blev hævet. I Enhedslistens øjne røg de socialt balancerende elementer ud, og ind kom de socialt skævt vridende elementer.
Der står med to streger under konklusionen på skatteaftalen, at den øger uligheden målt på den såkaldte Ginikoefficient (som måler afstanden mellem de laveste og højeste indkomster i samfundet), og at arbejdsudbuddet bliver øget med ca. 15.800 personer ifølge Skatteministeriets egen hjemmeside. Vi har stadig regeringens sidste store reformer på førtidspension, fleksjob og kontanthjælp i vente, men overskriften er her igen, at arbejdsudbuddet skal øges. Nuvel, hvorfor al den fokus på at øge arbejdsudbuddet, og hvor ligger regeringens problem for alvor, hvis den har ambitioner om at genvinde regeringsmagten til næste valg? For mange vælgere forekommer det uretfærdigt, at mens bankskat, millionærskat og Tobinskat blev smidt i skraldespanden, så blev topskattegrænsen hævet og overførselsindkomsterne beskåret i skatteaftalen. Skulle regeringen ikke være de svageste og middelklassens forkæmpere? Regeringen kæmper lige nu med det fænomen, vi populært kan kalde globaliseringen. Baggrunden for, at regeringen vil øge arbejdsudbuddet, er, at lønningerne i det danske samfund skal holdes i ro. Både ved at skatten sænkes, så lønmodtageren får mere udbetalt og dermed har mindre incitament til at kræve mere i løn. Men også fordi det øgede udbud af arbejdskraft gør lønmodtagernes forhandlingsposition ringere, da der står tusind ledige i kø til at overtage ens job. Der foregår to bevægelser inden for lønudviklingen i globaliseringen anno 2012. De fem procent af de dygtigste og mest innovative i samfundet kan sælge deres respektive ydelser på et marked, hvor der er seks milliarder mennesker, som efterspørger ens varer, men kun få mennesker, der kan levere varen. Derfor stiger lønningerne for de dygtigste og mest innovative eksorbitant meget og skaber dermed isoleret set en øget ulighed i samfundet. Omvendt skal alle de almindelige mennesker og lønmodtagere til at sælge deres ydelser og arbejdskraft på et globalt arbejdsmarked, hvor der inden for de sidste tredive år er kommet en milliard kinesere, en milliard indere og flere hundrede tusinde brasilianere, som kan præcis det samme som den gennemsnitlige danske lønmodtager. Derfor falder lønnen for almindelige mennesker i Danmark, men som et resultat af voksende lighed i det globale samfund. Det er globaliseringens grundlæggende dynamik inden for lønudviklingen på arbejdsmarkedet. I et internationalt perspektiv er udviklingen overordnet positivt. Aldrig har fattigdomsbekæmpelsen haft så hastige fremskridt, og aldrig er så mange milliarder mennesker trådt ind i den globale middelklasse med al den frihed og sikkerhed, som hører til, når kampen for det daglige brød er ophørt. En klasse, som Socialdemokratiet historisk set har været de store forkæmpere for. Når lønnen falder for den danske middelklasse i Danmark, betyder det groft sagt, at nogle andre mennesker et andet sted i verden har fået en bedre løn, mere frihed og et bedre liv end før. Den naturlige konsekvens af denne udvikling må være, at den danske løn nødvendigvis også bliver lavere, eller at de varer, vi skal købe, bliver væsentlig dyrere, da de, der producerer vores fladskærme, langsomt vil tilkæmpe sig en højere løn. Dermed vil de varer, vi skal købe, blive dyrere. Om det bliver den ene eller den anden vej, så er slutresultatet uundgåeligt, at den danske middelklasses købekraft bliver udhulet enten via højere priser på importerede varer eller lavere lønninger. Det er også en naturlig konsekvens af, at vi ikke kan blive ved med at forbruge i samme omfang som hidtil i takt med, at den globale middelklasse vokser.
