Kære Ole.

Jeg skriver til dig, fordi du før pensionen tjente til føden som skolelærer. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke nødvendigvis gør dig til talsmand for dine mange kolleger, som beskæftiger sig med at uddanne vores børn og unge. Det, der foranlediger mig til at skrive til dig, er den seneste tids debat om fagforeninger og overenskomster. Der skrives så forfærdelig meget sludder og vrøvl i de danske medier, at det skriger til himlen. Dette sker mærkeligt nok med deltagelse af en masse højtrangerende personer som for eksempel medlemmer af Folketinget, lederskribenter i vores førende dagblade, og cand. mig det ene eller cand. mig det andet. Befolkningen får dagligt hældt i hovedet, at fagforeninger er forsteninger, at de skal modernisere sig og følge med tiden, og der spørges, om de overhovedet har en eksistensberettigelse. For det er jo helt umoderne og uacceptable metoder, fagforeningen anvender over for en lille driftig forretningsmand, der bare vil have lov til selv at bestemme de løn- og arbejdsforhold, hans ansatte skal tilbydes. Desværre lader mange mennesker sig forlede af sirenernes sang, og forargelsen er stor. Det på trods af at de dagligt hører om sager, hvor østeuropæere og andre slemme folk underbyder danske arbejdere. Selv om det er dejligt at få malet sit hus til lavpris, synes de fleste alligevel nok, at det ikke er så rart, hvis man mister sit job, fordi andre vil udføre arbejdet for under halvdelen af det, man selv skal have for at udføre arbejdet.