Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Socialdemokratiet står ikke længere på arbejdernes og fagbevægelsens side

Thornings strategi er at presse alle offentligt ansatte på arbejdsvilkår og løn.

Debatindlæg

Margaret Thatchers død er en begivenhed, der går det meste af verden rundt.

Hun er ubetinget en af efterkrigstidens allerstørste politikere og har haft en enorm betydning for både det engelske samfund og resten af Europa, og hun har som en af kun ganske få personer fået en isme opkaldt efter sig.

Thatcherismen er synonym med en benhård styring af de offentlige udgifter, hvilket primært associeres med Thatchers seje kampe med den engelske fagbevægelse og mange lovindgreb for at begrænse fagforeningernes magt og beføjelser.

Imidlertid er Margaret Thatcher ikke det eneste bemærkelsesværdige dødsfald i sidste uge. Hendes danske modpol, Louis Pio, er ligeledes afgået ved døden.

Da Socialdemokratiet blev grundlagt, stod postarbejderen Louis Pio i forreste række og kæmpede for en fælles organisering af arbejderne, som kunne modstå trykket fra arbejdsgiverne.

»Ministre, Magistrat, Politidirektør, Grundejere og Pengeposemænd, — alle har de faaet travlt med at sammensværge dem mod Folket«, skrev Pio i sin artikel 'Maalet er fuldt' i 1872, inden hundredvis demonstrerede på Nørre Fælled i sympati med de strejkende murere.

Godt nok har Louis Pio været fysisk død i mange år, så det er måske lidt af en tilsnigelse at hævde, at Louis Pio døde i den forgangne uge, men i hvert fald er hans tankegods endeligt forgået.

Hans eget Socialdemokrati har endeligt demonstreret, at det ikke længere står på arbejdernes og fagbevægelsens side.

Når jeg om en lille måned tager til 1. maj på Nørre Fælled, vil jeg lade den røde fane blive hjemme, men tage en blå med i stedet

I første omgang troede vi, at det var en fejl, at lønmodtagernes forhandler i SAS-sagen modtog en sms fra finansmister Bjarne Corydon, der dårligt kan tolkes som andet end pression.

Men den seneste tids konflikt mellem lærerne og KL har tydeliggjort, at Socialdemokratiet har en helt bevidst strategi om at presse alle offentligt ansatte på arbejdsvilkår og løn.

I interne notater i Finansministeriet fremgår det, at overenskomsterne »skal være løftestang for at fremme Moderniseringsstyrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken«.

Samtidig står statens leder af overenskomstforhandlingerne til en personlig bonus på 250.000 kroner, hvis han formår at »frigøre ressourcer gennem ændringer i offentlige ansattes overenskomstaftaler«.

Læg dertil, at Finansministeriet siden oktober sidste år har nægtet Danmarks Lærerforening aktindsigt i 86 dokumenter med undersøgelser af lærernes arbejdstid.

Netop nu undersøger Ombudsmanden, om det er lovligt at tilbageholde dokumenterne, som blev udarbejdet for at stå bedst muligt i forhold til at »øge undervisningsandelen i folkeskolen og gymnasiet« gennem overenskomstforhandlingerne.

Men Ombudsmandens afgørelse kommer sikkert ganske belejligt efter den nuværende konflikts afslutning.

Da Socialdemokratiet blev grundlagt, stod postarbejderen Louis Pio i forreste række og kæmpede for en fælles organisering af arbejderne, som kunne modstå trykket fra arbejdsgiverne

Regeringen har dog en løsning på problematikken vedrørende aktindsigter i ministeriernes dokumenter, hvilket kommer til udtryk i forslaget til en ny offentlighedslov.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forslaget, som i overvejende grad er en overtagelse af den tidligere regerings arbejde, og som Socialdemokraterne dengang var modstandere af, vil gøre det yderst vanskeligt at få indsigt i oplysninger, som ministrene ønsker at hemmeligholde.

Og selvom justitsminister Morten Bødskov indædt forsvarede lovforslaget under sit samråd i Retsudvalget, måtte han til sidst erkende, at det, under den nye lov, ikke ville have været muligt at afdække beskæftigelsesminister Mette Fredriksens (i bedste fald) forhaling eller (i værste fald) hemmeligholdelse af beregninger af de reelle konsekvenser af dagpengereformen.

Det er bestemt intet under, at alle fagforeningerne står handlingslammet tilbage fulde af frygt og mistro, når de ser, at Louis Pios gamle parti har forkastet alle hans tanker om en stærk organisering af arbejderne og modstand mod udnyttelse af arbejderne, men i stedet er blevet de selvsamme ministre, magistrater og pengeposemænd, der sammensværger mod dem.

Når jeg om en lille måned tager til 1. maj på Nørre Fælled, vil jeg lade den røde fane blive hjemme, men tage en blå med i stedet, for så er jeg forberedt, når statsministeren selv fra talerstolen proklamerer:

»Louis Pio er død! Længe leve Margaret Thatcher!«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce