Børns forhold i Grønland har i de senere uger været genstand for omfattende presseomtale i både danske og grønlandske medier.
Her har man kunnet læse historier om børn, der sulter, at Unicef har sat Grønland på en ’sort liste’ og generelt fået indtryk af, at Grønlands børn lever i armod. Som Landsstyremedlem for Familie og Sundhed i Grønland vil jeg gerne forsikre om, at vi i Grønland er fuldt bevidste om problemerne på familieområdet og tager dem meget alvorligt. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at gøre rede for, at vi allerede har mange positive initiativer i gang og konstant arbejder på at forbedre tilværelsen for vores børnefamilier. Problemerne eksisterer, men en del af presseomtalen har været urimelig eller uvidende i forhold til den grønlandske virkelighed. Som mor til tre børn bliver jeg naturligvis personligt berørt, når jeg oplever, at børn ikke får den omsorg og tryghed, de fortjener og har krav på. Undersøgelser har vist, at for mange grønlandske børn har det svært, og der skal ikke herske tvivl om, at det er en situation, som vi er forpligtede til at handle på; hellere i dag end i morgen. I den aktuelle debat drejer det sig om børn, der må gå sultne i seng, fordi der af forskellige årsager ikke er mad i hjemmet. Men omsorgssvigt har mange ansigter. Det drejer sig eksempelvis også om børn, der møder trætte op i skolen, fordi mor og far ikke har været hjemme hele natten. De får ikke den voksenkontakt, de har behov for, og vil ofte hellere søge negativ voksenkontakt end ingen voksenkontakt. Det er børn, der føler sig ensomme, fordi de ikke får opfyldt basale behov som tryghed og nærvær. I tilfælde som disse er det åbenlyst, at forældrene svigter, men vi må ikke lukke øjnene for, at vi som samfund har et stort medansvar. For mit eget vedkommende påtager jeg mig min del af ansvaret, og som følge deraf er jeg bevidst om, at vi på familieområdet må forstærke indsatserne markant og arbejde endnu hårdere på at skabe en god og tryg tilværelse for vores børn. Desværre er der ikke nogen nemme løsninger på problemerne, da omsorgssvigt som sagt har mange ansigter og finder sted i alle samfundslag. Vi står over for en kompleks problematik, der fordrer, at vi sætter ind på en bred front, der blandt andet implicerer økonomisk hjælp, holdningsbearbejdelse og opkvalificering af de fagpersoner, der arbejder med børn og unge. Desuden er det vigtigt, at vi bliver bedre til at opdage problemerne i tide og tage hånd om dem, så børnene lider mindst mulig skade. Når jeg ser på vores grønlandske samfund i dag, er jeg ikke i tvivl om, at der er sket en positiv udvikling på mange områder, hvilket på sigt også vil bedre levevilkårene for vores børn. Derfor er jeg ofte ærgerlig over at følge debatten i de danske medier, som efter min mening tegner et alt for kritisk og pessimistisk billede af Grønland. Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi i Grønland har en række sociale problemer, som vi er forpligtet til at løse. Men samtidig synes jeg, at kritikken sommetider er ude af proportioner. Ifølge Børns Vilkår bliver hvert syvende barn i Danmark mellem 0 og 16 år udsat for omsorgssvigt i en grad, hvor de vil opleve alvorlige problemer i voksenlivet, hvis de ikke får hjælp. I en endnu ikke offentliggjort rapport om børn i Grønland mellem 0 og 14 år, tyder undersøgelser på, at det i Grønland drejer sig om hvert fjerde barn. Det er helt indlysende et uacceptabelt højt tal, men ikke desto mindre vil jeg vove den påstand, at sammenligningen viser, vi ikke har at gøre med en særlig grønlandsk problematik. Jeg er til hver en tid åben over for at indgå i dialog og samarbejde med mine danske kollegaer på området. Endvidere byder jeg debatten i Danmark velkommen, så længe den foregår på et sagligt og fornuftigt plan, der implicerer ligeværdighed og respekt for hinanden. I den forbindelse er det en afgørende forudsætning, at man fra dansk side er bevidst om de forhold, der gør sig gældende i Grønland. Hvad angår demografi og geografi er der enorme forskelle på Danmark og Grønland, hvilket konkret betyder, at mange ting er dyrere og mere besværlige at gennemføre i Grønland. Det faktum, kombineret med at vi i Grønland ikke har de samme faglige og økonomiske ressourcer til rådighed, betyder, at vi ikke uden forbehold kan overtage danske metoder og løsningsmodeller. Mere enkelt sagt er det bestemmende for et samarbejde, at det tager udgangspunkt i den grønlandske virkelighed. Den omfattende presseomtale i de senere uger har blandt andet været forårsaget af nyhedshistorier om, at Grønland er blevet placeret på en Unicef-liste over lande, der ikke overholder FN’s børnekonvention. I den forbindelse vil jeg gerne fastslå, at en sådan liste ikke eksisterer, og at Unicef Danmark har udsendt et dementi på sin hjemmeside, der afviser historien. Tværtimod bestræber Landstyret i Grønland sig på at integrere børnekonventionen i alle initiativer på børne- og ungeområdet. Således er Grønland et af de få lande i verden, der indarbejder børnekonventionens bestemmelser i al lovgivning på børne- og ungeområdet. Når jeg følger debatten i de danske medier, får jeg desværre ofte det indtryk, at Grønland enten er smuk uspoleret natur eller socialt morads. Som Landsstyremedlem for Familie og Sundhed i Grønland genkender jeg ikke den fremstilling. Grønland er meget mere end det. I forhold til denne problemstilling vil jeg gerne fastslå, at det grønlandske Landsstyre i mange år har prioriteret børne- og ungeområdet særdeles højt. Som følge af de senere års markante indsats har vi en begrundet tro på, at grønlandske børns levevilkår har flyttet sig i positiv retning, ligesom vi er fast besluttet på, at der i de kommende år skal ske yderligere forbedringer. Som første led i en intensiveret indsats har Landsstyret i Grønland nedsat en række tværfaglige arbejdsgrupper bestående af interesseorganisationer, relevante faggrupper og embedsfolk. Formålet er at undersøge problemer om fattigdom og omsorgssvigt til bunds, så vi i de kommende år kan målrette og koordinere indsatserne endnu bedre. Arbejdsgruppernes oplæg skal endvidere bruges til at igangsætte nye konkrete initiativer, der kan støtte børn og børnefamilier. En forudsætning for, at vores børn kan opleve en tryg og omsorgsfuld barndom, er, at familierne i Grønland har de økonomiske muligheder for at dække børnenes basale behov. For at styrke børnefamiliernes vilkår har Landsstyret derfor hævet de sociale ydelser på familieområdet markant og dermed givet familier med knappe ressourcer en anselig økonomisk håndsrækning. På den baggrund ser jeg positivt frem mod de kommende evalueringer på børne- og ungeområdet, som forhåbentlig vil vise, at støtten til familierne har haft en positiv effekt. Samtidig er jeg dog ikke blind for, at sociale ydelser og tilskud kun er en form for symptombehandling. Det er således vigtigt at holde sig for øje, at en målrettet indsats ikke kan anskues ud fra en isoleret økonomisk betragtning. Med hensyn til børn, der oplever at gå sultne i seng, tyder undersøgelser på, at den primære problematik ligger i forbindelse med omsorgssvigt, alkoholmisbrug og andre sociale problemstillinger. Den økonomiske støtte til børnefamilierne er derfor kun én side i en bredere indsats på familieområdet. Derfor har vi på familieområdet i 2006 iværksat programmet ’Særlig Indsats’, der har til formål at styrke den samlede indsats rettet mod familier med personlige og sociale problemer. Programmet omfatter blandt andet kurser om omsorgssvigt og konflikthåndtering samt andre forhold, der har at gøre med samspilsproblemer i nærrelationer. Desuden omfatter programmet også støtte til familiecentre og familiehøjskoler og en gratis telefonisk familierådgivning. Målet med familiecentrene er at samle socialfaglige kompetencer i kraftcentre, der gør det muligt at yde konkret og målrettet støtte til udsatte børn og familier. Centrenes opgave er blandt andet at styrke forældrekompetencen hos familier, der oplever problemer med opdragelse og omsorg, samt at yde rådgivning i samarbejde med relevante institutioner og sundhedsvæsenet. Sideløbende med ’Særlig Indsats’ yder Grønlands Hjemmestyre desuden tilskud til krisecentre, væresteder og andre sociale anordninger. På lovgivningssiden har vi også taget skridt til at forebygge omsorgssvigt af børn. Blandt andet i forbindelse med offentlig hjælp, der er den primære hjælpeforanstaltning til grønlandske borgere, som oplever økonomiske problemer i kortere eller længere perioder pga. arbejdsløshed, sygdom og lignende. Ydelsen går til at dække familiers faste udgifter til husleje, tøj, mad og andre fornødenheder. I den seneste lov om offentlig hjælp er det som noget nyt fremhævet, at de grønlandske kommuner altid skal sørge for, at børns behov bliver særligt tilgodeset. Endvidere er det understreget, at kommunerne kan udbetale offentlig hjælp i rater eller i naturalier, når forældre ikke formår at tage ordentlig hånd om deres børn. Det er på den måde understreget, at børns behov er en grundlæggende betingelse i forbindelse med offentlig hjælp. Jeg tror og håber på, at de initiativer, vi har iværksat på socialområdet i de senere år, vil have positiv effekt både på kort og lang sigt. Jeg er desuden bekendt med, at mine kollegaer på undervisningsområdet arbejder ihærdigt på også at styrke forholdene for vores børn her. Konkret kan jeg nævne, at man er nået langt med at implementere de pædagogiske principper bag Atuarfitsialak/’Den gode skole’, og at forældreundersøgelser har vist stigende tilfredshed med skolerne de steder, hvor principperne er implementeret. I forhold til denne problematik er det desuden glædeligt, at der er blevet indført skolemadsordninger på flere skoler i Grønland. Jeg bakker hundrede procent op om dette tiltag og håber, at ordningen vil brede sig til hele Grønland i fremtiden. Vi har vi hele tiden brug for ny og opdateret viden på familieområdet, så vi bedst muligt kan målrette vores initiativer. I den forbindelse har vi i samarbejde med blandt andet Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i Danmark udarbejdet en række undersøgelser om børns trivsel og sundhed. I 2003 etablerede vi et videnscenter om børn og unge (Mipi), der har til opgave at akkumulere og systematisere viden om børn og unges levestandard. Centeret tilknytter forskere, ph.d.-studerende og andre til at løse af konkrete opgaver som f.eks. udarbejdelse af analyser og rapporter, ligesom centeret arrangerer offentlige debatter om relevante temaer på børne- og ungeområdet. På sundhedsområdet har vi PAARISA, hvis primære målgruppe er børn og unge. Her prioriteres børnenes rettigheder og trivsel gennem sundhedspædagogiske indsatser, der eksempelvis har til formål at styrke familiers bevidsthed om at skabe en sund tilværelse for deres børn gennem bl.a. indsigt og engagement. PAARISA udgiver desuden sundhedsmagasinerne ’Inuk’ og ’Sila’, der har særligt fokus på børns daglige trivsel og livsstil ved siden af en landsdækkende børne- og unge telefonlinje. I Grønland vender vi således ikke det blinde øje til de sociale problemer, vi erkender at have. Det er et langt sejt træk, hvor mange omstændigheder gør sig gældende – både sociale, økonomiske og geografiske. Vi har ikke de samme betingelser for en social indsats, som man har i Danmark. Men det skal selvfølgelig ikke være en sovepude, og vi er hele tiden i gang med at forebygge de omsorgssvigt, grønlandske børn bliver udsat for. For mit eget vedkommende kan jeg garantere, at jeg kontinuerligt vil arbejde hårdt på at styrke og udvikle indsatserne på familie- og sundhedsområdet. Vi er allerede godt i gang, og flere konkrete initiativer er på vej. Jeg ser derfor positivt fremad i troen på, at vi har taget nogle mærkbare skridt i den rigtige retning.
