Der var mange pæne ord om lighed, grøn omstilling og beskæftigelse i Astrid Krags programerklæring i Kroniken 13. september. LÆS KRONIKLige muligheder, grøn omstilling og nye job Til gengæld var der ikke et eneste ord om udenrigspolitik, hvilket kan forekomme så meget desto mere påfaldende, som SF jo netop sidder på udenrigsministerposten. Er det virkelig for meget at forvente, at et socialistisk partis eventuelt kommende formand har gjort sig tanker om, hvordan Danmark skal forholde sig til den store verden? Til gengæld slog den anden formandskandidat, Annette Vilhelmsens udspil til lyd for, at Danmark bør anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Forslaget blev imidlertid hurtigt skudt ned af socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører Jeppe Kofoed, som mente, at Vilhelmsen er ude på en meget, meget farlig mission. Kofoed mener, at man i stedet skal arbejde for at få EU til at gå med til en sådan anerkendelse ’på et tidspunkt’. LÆS MERES undsiger Vilhelmsens »meget farlige« Palæstina-forslag Dette socialdemokratiske pres på SF fik tidligere Villy Søvndal til at afstå fra at støtte palæstinensisk medlemskab af Unesco. Pinligt for en socialistisk udenrigsminister! Verden står imidlertid ikke stille, selv om den danske regering er gået i flyverskjul. Palæstina-Israel-konflikten udvikler sig i ly af det såkaldte arabiske forår i mere og mere katastrofal retning, hvor Israel dagligt underlægger sig mere og mere af Vestbredden og Østjerusalem.
Selv om EU, inklusive Danmark, undertiden fremsætter en svag fordømmelse af Israels bosættelsespolitik, hvor antallet af bosættere for længst har overskredet den halve million, så fortsætter EU det privilegerede samarbejde med Israel. Og når USA og Syriens Venner, herunder Danmark, modsætter sig Kofi Annans plan om at nedsætte en komité, der skulle søge at skabe forsoning eller i hvert fald våbenhvile i Syrien, med den begrundelse, at man ikke vil have Iran med, har man ladet sig spænde for Israels og USA’s udenrigspolitik i Mellemøsten, og så er kursen sat mod mere vold og krig. Det er både kortsigtet og uden historisk indsigt. Det diskuteres ofte i den danske presse, hvorvidt det arabiske forår er til skade eller gavn for netop Israel. Spekulationerne går som oftest på, hvad det vil betyde, hvis/når de islamistiske kræfter kommer til magten. Vil de blive mere antiisraelske end de gamle diktatorer, der om noget kunne holde ro på bagsmækken, indtil den faldt af?
