I februar meddelte FN, at man ikke ønsker at deltage i tribunalet mod De Røde Khmerer. En uheldig beslutning, skriver historikeren. Cambodja lider stadig under Pol Pots grusomme styre. Og FN har en rolle at spille i forsoningen med fortiden. I en lille celle i militærfængslet i det sydvestlige Phnom Penh sidder Cambodjas mest berygtet fange nogensinde. Han er 75 år, tynd og senet, har pjusket hvidt hår og kun et ben. Det andet blev sprængt af ved en landmineulykke for nogle år siden. Fangen hedder Ta Mok, også kendt under tilnavnet 'Slagteren'. Indtil 6. marts 1999 var han den sidste leder af De Røde Khmerer, hvis terrorregime fra 1975 til 1979 tog livet af cirka en fjerdedel af befolkningen. På den tid var Ta Mok en af bevægelsens øverste militære ledere. Han var en del af den allerinderste magtcirkel omkring De Røde Khmerers absolutte topleder, Pol Pot, og hans elitetropper blev brugt til at foretage blodige udrensninger i de dele af landet, som blev mistænkt for at være mindre loyale mod regimet. Ta Moks trofaste kadrer henrettede tusindvis af uskyldige mennesker, og Slagteren blev kendt viden om for sin ekstreme brutalitet, som blandt andet kom til udtryk, når han beordrede alle landsbyens spædbørn smidt i en brønd efterfulgt af et par håndgranater. I cellen ved siden af Ta Mok sidder Duch eller Kaing Kek Ieu, der ledede røde khmer-regimets frygtede centrale torturfængsel, Tuol Sleng, hvor mindst 14.000 mennesker blev tortureret og myrdet mellem 1975 og 1979. I modsætning til alle andre tidligere Røde Khmer-ledere har både Ta Mok og Duch snart siddet fængslet i tre år. Men ingen af dem er nogensinde blevet dømt for de forbrydelser, de begik under Pol Pots afsindige samfundseksperiment Demokratisk Kampuchea. Juridisk set sidder de to gamle Røde Khmerer blot varetægtsfængslet, indtil man har etableret et passende tribunal, der kan retsforfølge dem og andre Røde Khmer-ledere for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. De Røde Khmerer kom til magten 17. april 1975, da de barfodede guerillasoldater i deres sorte pyjamasser og med rødternede tørklæder viklet om hovedet marcherede ind i Phnom Penh. Mange af dem var kun store børn. Nogle steder konfiskerede de lastbiler og kampvogne fra de slagne Lon Nol-styrker og kørte i triumftog ind ad byens boulevarder. Alle steder hilste Phnom Penhs indbyggere dem velkommen med jubel og glæde. Efter fem års borgerkrig troede cambodjanerne, at De Røde Khmerer kom med fred og fremgang - ikke mere krig, sult og nød. Få kunne have forestillet sig det samfund, som Pol Pot og hans medsammensvorne gik i gang med at skabe, få timer efter at Røde Khmer-tropperne marcherede ind i Phnom Penh: Demokratisk Kampuchea skulle være den ultimative, klasseløse bondestat. Men ødelæggelsen af Cambodja begyndte ikke i morgentimerne 17. april 1975, hvor De Røde Khmerer indtog hovedstaden Phnom Penh og begyndte at sende befolkningen ud i landområderne. En lige så vigtig dato er 18. marts 1969, da amerikanske bombefly indledte en serie hemmelige bombninger af det østlige Cambodja - beordret direkte af daværende præsident Nixon og dennes sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger. Hele provinser i Cambodja blev pulveriseret til ukendelighed, mens Pentagon og Det Hvide Hus år efter år benægtede forlydender om bombekampagnen, indtil en underofficer fik samvittighedsnag og sladrede til Kongressens udenrigsudvalg. Med forfærdende regelmæssighed kastede amerikanerne mere end tre gange så mange bomber over Cambodja end over Japan under hele Anden Verdenskrig, indtil den amerikanske Kongres kendte dem ulovlige og tvang dem til standsning i august 1973. USA bærer således en del af skylden for, at Pol Pot og De Røde Khmerer kom til magten. Ideologisk var Røde Khmer-revolutionen bygget op om en blanding af bondekommunisme og stærk nationalisme, der tog udgangspunkt i khmerernes storrige i Sydøstasien i 11-1200-tallet. Den kommunistiske inspiration kom fra Maos Kina og 'Det store spring fremad' og flere af fireårsplanens elementer var næsten tro kopier af kinesiske fremtidsvisioner. Men ellers fulgte khmererne ikke en konsekvent marxistisk ideologi eller teori. Dette ses blandt andet ved den tvangsevakuering af byerne, der blev påbegyndt allerede 17. april 1975. At flytte befolkningen ud på landet er i virkeligheden i dyb modstrid med Lenin og Marx' kommunistiske doktriner om, at byerne skal føre an i forhold til landområderne. Tømningen af byerne var således i klassisk kommunistiske øjne det rene vanvid. Der lå en helt anden tankegang til grund for evakueringen. Ikke blot skulle hele landets befolkning nu ud i provinsen og dyrke ris som ligestillede bønder, Pol Pots partiledelse vidste også ganske udmærket, at modstand mod en regering har de bedste vækstbetingelser i en storby, hvor veluddannede og intellektuelle samles og mødes for at diskutere politik og samfundsforhold. De to millioner mennesker, der på det tidspunkt levede i Phnom Penh, blev derfor på én gang sendt på march ud af byen. Selv hospitalerne blev tømt for syge, sårede og døende. Patienter, der var for svage til at gå selv, blev enten skudt eller smidt ud på gaden og overladt til sig selv. Børn og forældre blev skilt i tumulten, som opstod, da byens gader pludselig blev forvandlet til et myldrende menneskehav. Mange familier vandrede i ugevis på landevejen. Det var årets varmeste måned med stegende sol og temperaturer op mod 40 grader. Mindst 10.000 af Phnom Penhs tidligere indbyggere faldt om og døde i vejkanten. De Røde Khmerers regime var præget af en grundlæggende mistillid både over for omverdenen og den cambodjanske befolkning selv. Det var en central del af De Røde Khmerers politik at skabe mistillid i befolkningen ved at ødelægge de menneskelige relationer, og på familieområdet befalede det nye regime en opsplitning af familierne, tvangsægteskaber og udbredt brug af børnespioner. Der skal ikke mange historier fra Pol Pot-tiden til at overbevise en om, at det er ualmindeligt forfærdeligt, hvad hele befolkningen har gennemgået. Man regner med, at 75 procent af den cambodjanske befolkning har været udsat for traumatiserende oplevelser under De Røde Khmerer. Som noget helt nyt er cambodjanerne langsomt begyndt at tale om, hvad der skete dengang. Ellers har rædselsregimet i mange år været et totalt tabubelagt emne, og der findes blandt andet eksempler på, at ægtepar aldrig har fortalt hinanden, hvad der skete mellem 1975 og 1979. Konsekvenserne af Røde Khmer-revolutionen er, at der i dag er en grundlæggende mistillid til stede i den cambodjanske befolkning - også i de ganske nære relationer. Derfor er en genopbygning af den grundlæggende tillid i befolkningen en vigtig byggesten i den videre freds- og forsoningsproces. Men spørgsmålet er, om en forsoning kan finde sted, uden at traumerne blandt den cambodjanske befolkning bliver behandlet. Cambodja bad i 1997 for første gang FN om hjælp til oprettelsen af en domstol mod de tidligere Røde Khmer-ledere. Ingen af dem er tidligere blevet stillet for en domstol. Der blev først opnået enighed om en FN-støttet domstol i juli 2000 efter mange måneders forhandlinger om, hvem der skulle forestå retsprocessen. Kompromiset blev, at retssagerne bliver holdt i Cambodja med et flertal af cambodjanske dommere. Aftalen stod beskrevet i to dokumenter: En national lov, der skulle etablere tribunalet inden for det cambodjanske retssystem, og en bilateral aftale mellem FN og Cambodja. Den cambodjanske regering insisterede dog - mod international sædvane - på, at Nationalforsamlingen og Senatet skulle vedtage den nationale lovgivning, inden den bilaterale aftale kunne underskrives. Mange i FN kritiserede aftalen, som de mente i for høj grad satte sin lid til Cambodjas dårligt uddannede og politisk ensrettede dommerstand. Ifølge aftalen skal tribunalet, som skal bestå af såvel cambodjanske som udenlandske dommere, udpeget af FN, tage stilling til, hvem og hvor mange af De Røde Khmerer, som skal stilles for en domstol; derefter skal de dømme de skyldige for deres ansvar for en af de værste masseudryddelser i menneskehedens historie. I august 2001 ratificerede Cambodjas kong Sihanouk lovteksten. Problemet var imidlertid nu, at loven trods FN's indvendinger adskilte sig på væsentlige punkter fra det, man var enedes om i juli 2000. Da den cambodjanske regering krævede, at den nationale lov og ikke den bilaterale aftale skulle være det øverste retningsgivende dokument, blev det øjensynligt for meget for verdens-organisationen. FN besluttede, at grænsen for, hvor meget den kunne bøje sig, var nået, og trak sig ud af en proces, som den og mange andre allerede længe havde været betænkelige ved. Svigter FN ved at trække sig ud, selv om verdens-organisationen samtidig er involveret i et lignende blandet krigsforbrydertribunal i det politisk mere medgørlige Sierra Leone, udformet efter det, der i snart et par år har været kendt som 'den cambodjanske model'? For at kunne tage stilling til dette spørgsmål kommer en anden diskussion ind i billedet, nemlig hvem Røde Khmer-tribunalet egentlig er for - de cambodjanske ofre for Pol Pots terror eller den stadig spirende praksis for internationale retsopgør og retssikkerhed? Det er for letkøbt at fremføre, at retsopgøret alene tilhører cambodjanerne. I så fald behøver FN slet ikke at være involveret. Cambodja afholdt allerede i 1979 et tribunal mod Pol Pot og udenrigsminister Ieng Sary, hvor begge blev dømt til døden in absentia, og der er ikke - og har aldrig været - noget til hinder for, at cambodjanerne selv slæber de gamle røde khmerer i retten og dømmer dem for mord, tortur og vold - og for i det hele taget at have været medlemmer af De Røde Khmerer, der som bevægelse blev forbudt ved lov i 1994. Men hvis Røde Khmer-tribunalet skal skabe nogen form for præcedens inden for internationale retsopgør, må det nødvendigvis leve op til visse standarder og i hvert fald være så uafhængigt som overhovedet muligt. Det bliver det ikke, hvis korrupte cambodjanske dommere kan blokere for, at en af ministerpræsidentens venner bliver dømt, og det kan de, som Røde Khmer-tribunalet ser ud på papiret nu. Derfor har FN ikke svigtet ved at trække sig ud af retsopgøret. Hvem har så? EU har nok presset på for at få et retsopgør mod De Røde Khmerer, men har samtidig godvilligt accepteret ethvert kompromis som fremskridt i forhandlingerne mellem FN og den cambodjanske regering. Det er forbavsende, hvor tavs EU ellers har været set i lyset af, at en meget stor del af den udenlandske udviklingsstøtte til Cambodja kommer fra EU. Det er nødvendigt, at EU råber højt og får processen i gang igen. FN's udmelding er definitiv, men EU og det internationale samfund skal få den cambodjanske regering til at indse, at retsopgøret er uløseligt forbundet med FN's deltagelse. Og det opnår man kun ved, at FN får mulighed for at udpege majoriteten af dommerne i tribunalet. Uden dette internationale pres kan vi vente et rent cambodjansk retsopgør, hvor de internationale dommere, som det var meningen skulle være FN-udpegede, erstattes af dommere fra Rusland, Indien og Cuba. Det vil aldrig blive hverken et retfærdigt eller fyldestgørende retsopgør. Med et sådant tribunal kan de store fisk gå fri, fordi der i loven om tribunalet står indskrevet, at de tidligere Røde Khmerer, der fik amnesti af regeringen i 1996, kan slippe for tiltale. Et sådant tribunal vil ikke bringe forsoning til Cambodja, dertil er arrene på den cambodjanske folkesjæl for store. At rippe op i 25 år gamle sår er en smertefuld og skrøbelig proces. Had og bitterhed, der har ligget og gæret i mere end to årtier, har en særlig giftig styrke, og Cambodja har i forvejen en tradition for at løse konflikter og personlige mellemværender ved blodig selvjustits. Derfor frygter mange meningsdannere og private organisationer i Cambodja, at et Røde Khmer-tribunal i sig selv langtfra er nok til at skabe fred og forsoning i landet - især når man tænker på, at mange cambodjanere ikke engang rigtig ved, hvad en retssag er. Et fremtidigt tribunal vil kun retsforfølge få af lederne, men dem kender mange cambodjanere slet ikke. De ved, hvem Pol Pot var, men regimet var omgæret af så meget hemmelighedskræmmeri, at de fleste aldrig har hørt om Demokratisk Kampucheas andre topledere. Derimod kender de godt den gamle Røde Khmer-kommandant, der har boet nede i den anden ende af landsbyen i mange år. Måske var det oven i købet ham, der torturerede dem eller myrdede deres bror. Så når nogle ukendte ansigter skal straffes ved en eller anden retssag langt væk i Phnom Penh, skal han da også. Og når nu regeringen ikke vil gøre det, så må man selv.