0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Efter bomberne

Det vakuum, der opstår i forlængelse af krig, bomber og ødelæggelse, medfører ikke altid fred. Det er USA's krig i Indokina et uhyggeligt godt eksempel på.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det vakuum, der opstår i forlængelse af krig, bomber og ødelæggelse, medfører ikke altid fred. Det er USA's krig i Indokina et uhyggeligt godt eksempel på, skriver historiker Peter Frederiksen.

I begyndelsen af 1970'erne bredte den amerikanske krig i Vietnam sig til nabolandet Cambodja, hvor den sydvietnamesiske oprørsbevægelse FNL - eller Viet Cong, som amerikanerne kaldte dem - holdt til i grænseområdet.

USA var ikke i krig med Cambodja og havde ikke Kongressens godkendelse til at angribe landet. De amerikanske fly blev beordret til at forfalske skrevne dokumenter for at skjule deres intensive bombardement af det neutrale Cambodja. Den amerikanske præsident, Richard Nixon, og den sikkerhedspolitiske rådgiver (og senere udenrigsminister), Henry Kissinger, godkendte og opmuntrede til denne politik og iværksatte de angreb på nordvietnamesiske tropper og FNL-styrker, der benyttede den cambodjanske grænse som deres base. Ud over at man fik ram på de vietnamesiske oprørsstyrker, støttede man samtidig den USA-venlige general Lon Nol i kampen mod de cambodjanske kommunister under ledelse af de såkaldte Røde Khmerer.

Flere detaljer om omfanget og karakteren af de amerikanske bombninger af Cambodja i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne er blevet afsløret som følge af fund af computerbånd fra de fly, der var involveret i angrebene, som er optaget under flyvningerne.

Den amerikanske bombekampagne i Indokina var det første eksempel på en datastyret krig.

Om bord på alle fly registrerede en computer, hvad der blev kastet og hvornår. Computerne registrerede alle de skud, der blev affyret, og hver en bombe, der blev kastet.

Computerbåndene, der angiver omfanget af angrebene, er i de senere år blevet opdaget via efterforskning omkring personer, der er meldt savnet i kamp, i forsøget på at finde mere præcise informationer om, hvor fly kan have været styrtet. Ifølge den amerikanske lov om aktindsigt blev computerbåndene om helikoptere og fly frigivet til efterforskerne, der dog ikke fik assistance i at finde en egnet computer til at afkode informationerne.

En gruppeamerikanske efterforskere forsøgte at kontakte computerens designer, men han var afgået ved døden, to måneder inden de fandt hans adresse. Enken ytrede dog noget om, at den 'store' maskine, som nu stod i garagen, og som hendes mand havde tøvet med at smide ud, måske var den, de søgte. Da computeren nu var i deres besiddelse, søgte de verden rundt efter en tidligere programmør i det amerikanske militær, der kunne betjene den. Efter at have søgt i Thailand og på Filippinerne fandt man ved et tilfælde en egnet person, og han tilbød gratis sin tjeneste. Nu, hvor informationerne er blevet dechifreret, er de blevet fordelt til forskellige organisationer, der kunne have praktisk nytte af dem, som eksempelvis CMAC (Cambodian Mine Action Center).

Båndene viser, at der blev foretaget 43.415 bombeangreb af Cambodja, og der blev kastet mere end to millioner ton bomber og brugt andet skyts, deriblandt landminer, eksperimentelle våben og missiler. Dertil kommer det store antal bomber, der blev kastet under B-52-angrebene af Cambodja, og som var hjørnestenen i de amerikanske luftangreb. Detaljeret dokumentation af B-52-angrebene er ikke blevet frigivet.

Cambodja blev en 'ildåbningszone', hvor hele landet, bortset fra Phnom Penh, kunne angribes efter indskydelse. Men kampagnen kom til at få helt utilsigtede konsekvenser for Cambodja og for regionen. For selv om bombningerne ødelagde de kommunistiske styrker, var den også med til at hverve støtte til De Røde Khmerer i den cambodjanske befolkning. Den amerikanske luftstyrke tilføjede bitre tab på revolutionstropperne, især under offensiven under tørtiden i 1973, men samtidig radikaliserede den en konservativ og apolitisk bondestand og gav revolutionstropperne mulighed for mere end at kompensere for deres tab af mandskab på slagmarken ved at rekruttere vrede landsbyboere. Det var ingen sag for De Røde Khmerer at hævde, at Lon Nol-regimet kun var en marionet for onde udenlandske kræfter, der var opsat på at ødelægge landbrugslivet.

Det amerikanskeluftvåben smed mere end to millioner bomber over Cambodja, mere end 10 gange den mængde, som USA udløste over Japan i hele Anden Verdenskrig, og det kom til at betyde, at hele provinser i Cambodja blev pulveriseret til ukendelighed, og mange tusinde og uskyldige cambodjanere flygtede i læ for bomberne til hovedstaden Phnom Penh og andre større byer.

Mange år senere beskrev Cambodjas nuværende konge, Sihanouk, fra sit eksil i Beijing konsekvenserne af de amerikanske bombardementer således:

»Der er intet enkelt land, der har ansvaret for ødelæggelsen af mit land, kun to personer: Nixon og Kissinger. De gav ufrivilligt De Røde Khmerer støtte, fordi befolkningen i konsekvens af krigsførelsen og bombningerne sluttede op om partisanerne. Resultatet blev det direkte modsatte af, hvad Nixon og Kissinger ønskede: De demoraliserede USA, hele Indokina tabte til kommunisterne, og de lagde grunden til De Røde Khmerers regime«. Siden krigsførelsens ophør i 1975 har Kissinger nægtet at give interview om sit medansvar for den dokumenterede ødelæggelse af Cambodja 1969-73. Nixon blev i 1974 tvunget til at gå af som følge af Watergate-skandalen. I 1994 døde han delvist rehabiliteret. Kissinger er stadig på fri fod, og ingen forventer sig af ham en bodsrejse i stil med den, som USA's daværende forsvarsminister Robert McNamara har gennemført til Vietnam for at aflevere mange tårevædede undskyldninger for sin rolle i USA's krigsførelse.

Tidens største nulevende krigsforbryder er Henry Kissinger, men hans navn er tabu, når det gælder krigsforbrydere, skønt det indflydelsesrige amerikanske tidsskrift Harper's Magazine for et par år siden havde veldokumenterede artikler om hans ugerninger. Forfatteren til artiklerne er Christopher Hitchens, der også er forfatter til bestselleren 'The Trial of Henry Kissinger' (2001). Listen over Kissingers forbrydelser er lang og kvalmende, og ifølge Hitchens er den første også den største. Det er den handling, der med ét slag forvandler Kissinger fra en middelmådig akademiker til en sværvægter i international politik. Kort før præsidentvalget i 1968 brød Johnson-regeringens forhandlinger om fred i Vietnam sammen, da den sydvietnamesiske regering til trods for nordvietnamesiske troppetilbagetrækninger og et amerikansk bombestop uventet trak sig ud.

Forhandlingssammenbruddet blev en medvirkende årsag til Nixons sejr over demokraterne. Men det var ifølge Hitchens ikke en tilfældighed, der fik forhandlingerne til at bryde sammen. Det skyldtes, at den sydvietnamesiske regering havde modtaget en hemmelig henvendelse fra Kissinger, der saboterede sit eget lands lovligt valgte regering i forsøget på nå frem til en fredelig løsning på den amerikanske krig i Indokina. Kissinger lovede sydvietnameserne, at de kunne opnå et langt bedre forhandlingsresultat, blot republikanerne kom til magten, og sydvietnameserne trak sig derfor ud af fredsforhandlingerne - først i januar 1973, godt fire år senere blev en omtrent identisk fredsaftale underskrevet.

Kissinger kunne nu som USA's udenrigsminister tage æren, og i en ond parodi på retfærdighed modtog den samme mand, der med sine løgne og ulovlige handlinger havde forlænget krigen med fire unødvendige år, Nobels Fredspris som en belønning for at have afsluttet den.

Fire år, derkostede 20.763 dræbte amerikanske soldater, 109.230 sydvietnamesiske, 496.260 nordvietnamesiske, hvortil kommer et ukendt antal civile, som må anslås at være flere gange højere. De hemmelige bombardementer af Cambodja (og Laos) antages at have kostet over en halv million cambodjanere livet (og 350.000 laotere) - og kastede bønderne i armene på kommunisterne.

De amerikanske bombardementer gødede således - helt utilsigtet naturligvis - jorden for Pol Pot og hans Røde Khmerer, der i dag betragtes som en af det 20. århundredes mest blodige og modbydelige terrorregimer. At beskæftige sig med Pol Pots morderiske regime kan gøre én fuldstændig følelsesmæssigt udmattet. Selvom det indblik, man får i terroren og rædslerne, aldrig tilnærmelsesvis vil kunne give et reelt billede af de faktiske forhold, ofrene for Pol Pots utopi levede og døde under, bliver man som læser gang på gang sendt til tælling. Det giver en skræmmende indsigt i, hvor identisk De Røde Khmerers forbrydelse er med udrensninger i Stalins Sovjet og nazisternes holocaust.

Det cambodjanske massemord og folkemord foregik stort set uden nogen form for opmærksomhed fra den omgivende verden. Først og fremmest kom der næsten ingen oplysninger ud fra det isolerede land, og det var først i løbet af Pol Pot-regimets sidste år, at omverdenen fik mulighed for at besøge landet, naturligvis under stærk kontrol. Cambodja var for lille og for økonomisk ubetydeligt til at sætte sindene i kog hos udenlandske regeringer, og selvom der i Vesten cirkulerede mange rædselshistorier om brutaliteten i det isolerede land, havde ingen vestlige lande interesse i at bryde ind.

Mange cambodjanere mener - næsten som en trosbekendelse - at De Røde Khmerer dræbte mere end tre millioner mennesker under Pol Pot. Da dette overslag over De Røde Khmerers offertal først blev offentliggjort i begyndelsen af 1980'erne, hvor De Røde Khmerer var blevet fordrevet af vietnameserne, afviste næsten alle vestlige kommentatorer det som et produkt af 'vietnamesisk propaganda', et opfundet tal designet alene til politiske formål.

I løbet afde seneste år har researchere fra Dokumentationscentret for Cambodja arbejdet med at studere dødstallet fra Cambodjas Gulag. De har benyttet sig af en helt ny researchmetode: kortlægning af massegrave.

Dokumentationscentret er i færd med at lokalisere og kortlægge hver eneste massegrav i Cambodja. Selv om dette arbejde endnu ikke er fuldendt, er resultaterne til dato temmelig overraskende. Indtil videre er mere end 21.000 massegrave fra Røde Khmer-regimet spredt over hele Cambodja blevet kortlagt præcist med moderne kortlægningsteknologi.

Ifølge Dokumentationscentrets data indeholder disse grave de jordiske rester af 1.110.829 ofre for henrettelser.
Dokumentationscentrets kortlægningshold har gjort mindst ét besøg i hen ved alle Cambodjas 170 distrikter og har kortlagt omkring to tredjedele af Cambodjas underdistrikter. Mange underdistrikter i de nordlige og nordvestlige dele af landet er endnu ikke blevet detaljeret kortlagt på grund af sikkerhedsricisi. Eftersom det menes, at de folkerige provinser Battambang og Banteay Meanchey i nordvest havde et meget højt antal af henrettelser under Røde Khmer-regimet, er det sandsynligt, at overslaget over antallet af ofre i massegrave vil stige betragteligt, når kortlægningen er endeligt færdiggjort. Det totale antal henrettelser kan nå helt op på 1,5 millioner. De mere end tyve tusind massegrave, der er kortlagt indtil nu, befinder sig stort set alle i nærheden af et Røde Khmer-sikkerhedscenter eller -fængsel. Øjenvidner ved de fleste af disse massegrave har bekræftet, at gravene indeholder ofre, bragt dertil af Røde Khmer-sikkerhedsstyrker, og at ofrene blev myrdet enten i de tilstødende fængsler eller ved selve massegravene. Man kan således udlede, at så godt som alle massegravene indeholder ofre, som døde, fordi de blev henrettet af De Røde Khmerer.

Moderne undersøgelser viser, at hen ved 40 procent af alle ofre i Kampuchea blev henrettet, hvilket tyder på, at det samlede antal ofre for Pol Pots kommunistiske rædselsregime nærmer sig tre millioner - over en tredjedel af landets befolkning. Det er dog vigtigt at fremhæve, at disse tal alle repræsenterer indledende opdagelser, og at indsamling af flere data er nødvendig. De eksisterende data fra Dokumentationscentrets projekt med kortlægning af massegrave er langtfra perfekte og indeholder visse usikkerheder. At løse disse usikkerheder vil kræve yderligere research. Den research fortsætter på Dokumentationscentret for Cambodja.

Men i mellemtidenstår én ting klart. Det er intet mysterium, at den cambodjanske befolkning stadig lider under arven fra De Røde Khmerers massemord 25 år efter, at Pol Pot blev fordrevet fra magten. Og det er ikke så mærkeligt, at den cambodjanske befolkning kræver afklaring og retfærdighed i form af et krigsforbrydertribunal, der kan dømme de ledere, som myrdede så mange af deres mødre og fædre, brødre og søstre og børn.

Det supernationalistiske Pol Pot-styre blev født i røgen af de amerikanske bomber over Cambodja. Det er den risiko, der følger i kølvandet på en stormagts kvælertag på et lille land og dens befolkning.

Når den fattige cambodjanske befolkning i perioden op til De Røde Khmerers magtovertagelse i 1975 gav deres støtte til de revolutionære Røde Khmer-partisaner, var det, fordi de bekæmpede den udenlandskeimperialisme. Det samme kan ske i Irak - de åbenlyse geografiske og kulturelle forskelle til trods. De amerikanske