Fra Babylons hængende haver i Persien, hvor herskeren ønskede at give sin hustru et haveanlæg, der skulle minde hende om hendes hjemegns blomsterklædte bjergregion, til det mere jordbundne og almennyttige Farum Midtpunkt har man arbejdet med varierede former for terrasseret byggeri som en måde at forgrønne vores omgivelser og sind på. I nyere tid primært med plantekasser, potter og rullegræs - men alt for sjældent har vi taget skridtet fuldt ud og udlagt frugtbare jordlag direkte på selve terrasserne - ligesom babyloniernes ziggurater. Hvorfor egentlig ikke? Det ligger lige til højrebenet, hvis byens nye beboelsesejendomme tilføjes de nødvendige drænlag, membraner og små skure til haveredskaber på alle etager. De Hængende Havers jordlag varierer mellem 15 og 100 cm og danner basis for vækst og frodighed fra stueplan op gennem etagerne til 6. sal. Samtidig giver det mulighed for at tilgodese beboernes individuelle ønsker til pryd- og nyttevækster i alle deres farverige og duftende afskygninger, lige fra børnenes små gulerødder, radiser, jordbær og 'morgenfruer', til de blomstrende frugttræer, buske, slyng- og klatreplanter, stauder, løg og knoldvækster, krydderurter, sommerblomster, bregner, græsser og ikke mindst alle de spiselige dyrkningsindslag. At havebyer hører storbyen til, findes der glimrende eksempler på i Berlin, som har en stolt havebytradition, der havde sin storhedstid i 1920'erne. Midt i denne sydende heksekedel af verdenshistorie havde man plads til så jordnære ting som at skabe havebyer. Dialektikken mellem den lille skala, haverne, og den store skala, etagehusene i millionbyen, virker dragende på mennesker. Ligesom de forbløffende Westpocket-gardens i New York med stiliserede vandfald og slyngende vækster, der fremstår som grønne fatamorganaer for fødderne af skyskraberne. For ikke at glemme Venedigs små overraskende frodigheder lige ud til kanalerne, eller Ebenezer Howards grønne udspil til havebyer i Londons periferi. I Arabiens gårdhaveanlæg skabtes begrebet paradishaver, hvor pryd- og nytteplanter blandedes i poetiske kombinationer - som en attraktiv slægtning til Vestens klosterhaver med medicinplanter, krydderurter, roser, frugttræer mv.
Min idé er, at de hængende haver startes op i hovedstaden. I forlængelse af Islands Brygge ligger det romantiske kolonihavekvarter Nokken, som flere gange har været tæt på at lade livet i stort skalerede byggeplaner. Hvorfor ikke vende bøtten på hovedet og i stedet udvide Nokken og de herlige kvaliteter, stedet rummer. Selvfølgelig ved at føre kolonihaverne ind imellem de nye boligkarreer og op igennem disses etager og ud i resten af storbyen. Intet hus uden taghaver - frodige taghaver med udsyn over metropolen og dens havn med en snart tusindårig historie. En søjlebåren by med arkader og trappeplateauer mod vandet opbygget omkring indre gårdrum med haver og intime pladser. Intimiteten er altafgørende. Ligesom C. Th. Sørensens verdenskendte kolonihaver i Nærum omkranset af runde klippede hække, skal De Hængende Haver også nænsomt beskyttes af bøge - avnbøge, mirabellehække med forskudte stisystemer, som giver et labyrintisk, intimt og dragende univers - i modsætning til de ofte alt for store vindblæste græs- og belægningsflader i mange forstadsbebyggelser/satellitbyer rundt om i Danmark. En ting er, at en mulighed for at påvirke sit eget nærmiljø med små personlige haver mindsker hærværk og mistrivsel. En anden ikke uvæsentlig faktor for statslige/private bygherrer er en billigere anlægsøkonomi, idet grønne anlæg oftest er markant billigere end de hårdere overflader med asfalt eller diverse belægningssten, der dominerer mange nyere bebyggelsers friarealer. Selve boligerne opføres først i Københavns Sydhavn og siden langs andre danske havnebyers ledige kajarealer - i forskellige lokalitetstilpassede grønne zigguratstrukturer i op til 6 etager. I enkle og variable konstruktionsprincipper med 80-120 boliger i hver karré, med enkelte hjørnetårnsenheder på steder med særlig markante udsyn over by og havn, indbyrdes forbundet af haverne, søjlearkaderne, trappeplateauerne, de mindre fælles pladsenheder samt kanalerne. Boligerne udformes i meget varierede størrelser for at sikre en blandet beboermasse og alle alderstrin. Alle vindues- og facadepartier forbinder den enkelte bolig direkte med hver en lille privat haveenhed, hvor beboerne har frit råderum til deres udplantninger/borde/stole/havedisponering. Større opmurede plantekasser forhindrer generelt nedkig til underliggende etagers haver og gøremålene der.
