S-toget fra Ballerup til Valby er næsten tomt. Jeg sidder i den fred, der omgiver den fremmede, den samme fred analfabeten oplever. I lang tid kunne jeg ikke forstå noget af de dæmpede samtaler ved siden af mig, og jeg kunne heller ikke tyde gratisavisernes overskrifter. Medmindre jeg koncentrerer mig, kan jeg eksistere, selv nu efter at jeg har fået danskundervisning, i en lufttæt boble omgivet af det danske sprog. Meget af tiden grubler jeg i stilheden i min mands forstadsvilla, som jeg hele tiden må minde mig selv om, er mit hjem. Mit rum. Nogle gange synger jeg små rim, jeg selv har fundet på, en sammensmeltning af min barndoms sange. Jeg synger, som var det til et kæledyr eller et barn. Jeg har ikke børn; jeg ville aldrig have givet mig sev lov til at flytte til et fremmed land, hvis jeg havde haft børn. Sangene dør hen, og stilheden vender tilbage. Jeg lever mere end halvdelen af mit liv på internettet. Yahoo mail, amerikanske nyhedssider, den filippinske version af eBay, Facebook, Google Translate. Når jeg endelig beslutter mig for at skrive, kaster jeg mig glubsk over opgaven. Hele sætninger stryger hen over skærmen på min bærbare. Mine fingre lever et selvstændigt liv. Dette er ikke, hvad man normalt kalder inspiration. Jeg kaster simpelthen en lasso efter de tanker, jeg har samlet sammen i alle de tyste timer.
Man skal have Manila godt på afstand, før man værdsætter sin egen ukuelighed som forfatter. Som beboer i den sindssyge by bliver man udsat for så meget stress skabt af larmen. Det er larm uden ophold, nærmest et tæppe af tænderskærende lyd. Indkøbscentrene er forfærdelige: snesevis af butikker, der på samme tid stiller ind på tyve forskellige radiokanaler, børnenes hvinen fra legepladsen i kælderen, den pulserende lyd fra de mange samtaler.
