Det interessante i debatten om skolen og læreruddannelsen er ikke, om der er for lidt eller for meget udenadslære.
Det interessante er, at en lærer bruger over halvdelen af sin tid på at være socialpædagog i stedet for at undervise i fag, vedkommende er glad for. Naturligvis er det et problem i gymnasiet, at eleverne ikke kan den lille tabel, når de forlader folkeskolen. Alene af den grund, at det er for sent. Har man ikke lært den lille tabel i 4. klasse, lærer man den aldrig. Mange ting ville være lettere, hvis eleverne lærte at læse og regne i de første skoleår. Hvis historielæreren mener, at det er vigtigt, så lad ham gerne tage kongerækken med. Den er god at have i baghovedet, og det tager max en times tid at lære den, hvis man koncentrerer sig lidt. Og hvis det er det samme som at vende tilbage til den sorte skole, så værsgo! Men det er ikke særligt interessant. Jeg synes, det skal være sjovt at gå i skole. Ikke nødvendigvis hyggeligt, men sjovt. Rigtig sjovt faktisk. Men for at skolen kan blive det, den fortjener at være, nemlig et fristed til udvikling og ikke en læreanstalt, må den finde sit fokus og sin identitet gennem det, den skal være god til, nemlig at undervise eleverne. Lærere bruger rigtig meget tid på at skabe ro til undervisningen, men de har absolut ingen autoritet til at sætte sig selv igennem som opdragere. Det skal de sådan set heller ikke have. Det må være andres opgave – f.eks. forældrenes, inden børnene begynder i skole – at opdrage dem til at respektere andre mennesker. Derefter er også det alligevel for sent. Som det ser ud i øjeblikket, bruger lærerne alt for lidt af deres tid på at undervise. Til gengæld forventes det, at forældrene bruger rigtig meget af deres tid på at hjælpe med lektierne. Et forsigtigt skridt i den rigtige retning kunne være at lave en gensidig aftale skole og forældre imellem om følgende arbejdsdeling: Hvis forældrene ville påtage sig opgaven med at opdrage deres børn til at møde skolen med respekt, til at være ordentlige kammerater og til i bred forstand at være fagligt motiverede, så må skolen påtage sig ansvaret for at levere en kvalificeret og engageret undervisning med respekt for den enkelte elev.




























