Sokrates: ... siger du ikke også, at det er retfærdigt at adlyde de ledende. Thrasymachos: Jo, det siger jeg. Sokrates: Men er nu de ledende i hver enkelt stat ufejlbare, eller er det muligt, at de også kan begå en fejl? Thrasymachos: Jo, det er virkeligt muligt, at de kan begå fejl. Sokrates: Når de nu indlader sig på at give love, lovgiver de så ikke i nogle tilfælde rigtigt, men i visse tilfælde ikke rigtigt? Thrasymachos: Jo, det tænker jeg. Platon – Staten Folketinget behandler i øjeblikket det såkaldte forslag til tørklædelov, som blev fremsat af justitsministeren 11. november 2008. Ifølge lovforslaget må en dommer i retsmøder ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold. Lovforslaget er en følge af den debat, der rasede sidste forår, hvor Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid som suppleant måske ville komme i Folketinget og tale fra Folketingets talerstol iført sit tørklæde. Nu er lovforslaget kommet, og jeg mener, at der er grund til at forholde sig særdeles kritisk til regeringens planer. Hovedpunkterne i min kritik er, at en lovmæssig regulering er unødvendig, at den er udtryk for en ubegrundet mistillid til domstolene, og at den måske er i strid med grundloven. I et demokratisk samfund baseret på den enkelte borgers frihed må det være en grundlæggende forudsætning for en lovmæssig regulering, at den er nødvendig. Og i et samfund som det danske er det ikke passende eller nødvendigt at regulere spørgsmålet om en dommers fremtoning i retten så detaljeret, som der er blevet lagt op til i lovforslaget. Der er tradition for at udvise tilbageholdenhed med at foretage regulering af domstolenes interne forhold, som hidtil er overladt til domstolene selv af respekt for domstolenes selvstændige stilling i dansk ret. Denne praksis er velbegrundet og har så vidt ses aldrig givet anledning til problemer. I forbindelse med domstolsreformen, der trådte i kraft i 1999, blev det anført som et væsentligt formål netop at sikre domstolene videst mulig uafhængighed af regering og Folketing. Således er den nuværende ordning, hvor vurderingen af dommeres egnethed foretages af det uafhængige Dommerudnævnelsesråd, netop et udslag af et generelt ønske om at sikre domstolene og dommerne størst mulig selvstændighed i deres funktionsudøvelse. Regeringens lovforslag kan opfattes som udtryk for mistillid til domstolenes evne til at tage vare på egne forhold. Denne mistillid er ubegrundet og uheldig. Det danske samfund hviler som demokrati på en forestilling om, at politikerne ikke blander sig i dommernes arbejde. Politikerne vedtager lovene. Domstolene dømmer efter dem. Det er en del af fundamentet for den tredeling af magten, som fulgte i kølvandet på den franske revolution. Det sikrer borgerne mod overgreb fra statsmagten og giver dermed borgerne maksimal frihed. I Danmark tager vi demokratiet alvorligt. Derfor har vi indskrevet netop denne tredeling af magten i grundlovens paragraf 3. Domstolenes funktionelle uafhængighed fremgår af grundlovens paragraf 64 og værnes gennem regler om dommernes personlige uafhængighed. Domstolene sikrer allerede selv, at dommerne ikke bare fremstår neutrale og upartiske, men, hvad vigtigere er, også er neutrale og upartiske. Den slags tager domstolene meget alvorligt. Med min egen og kollegers erfaring tør jeg roligt sige, at der absolut ikke kan sættes en finger på dommeres neutralitet. Advokater har fuld tillid til, at domstolene selv kan regulere deres gøren og laden på en fornuftig måde. En kandidat til et dommerembede, som lader sine holdninger – politiske eller religiøse – skinne igennem, vil simpelthen aldrig nå frem til en fuldbyrdet dommerstilling. Men hvad er der så i vejen med at vedtage en lov om tørklæder, hvis domstolene alligevel fungerer på den måde allerede, kan man spørge? Der er faktisk flere ting galt med den fremgangsmåde. Først og fremmest, som jeg har nævnt ovenfor, er det et problem i forhold til de værdier, vores retssamfund bygger på. Det er et skridt i retning af en enstrenget magtstruktur – at Folketinget alene bliver både lovgivende, udøvende og dømmende magt. Denne politisk-ideologiske diskussionen fører meget vidt. Her vil jeg blot konstatere, at hvis vi i Danmark vil holde fast i demokrati og frihed for borgerne, så spiller magtens tredeling og vores grundlæggende værdier i retssystemet en afgørende rolle. Så er der de juridiske problemer i regeringens lovforslag: Her bør man lægge til, hvad den europæiske menneskerettighedskonvention siger om borgernes rettigheder. I lovudkastet erkender regeringen selv, at der foretages indgreb i rettigheder, som er beskyttet af konventionen. Det kan også tillades, men indgrebet skal være både nødvendigt og proportionalt. Det sidste kan på jævnt sprog omsættes til, at man ikke skal skyde gråspurve med kanoner. Og her kommer regeringen med sit forslag ud på tynd is. For er problemet med dommernes religiøse symboler og hovedbeklædning til at dokumentere? Er der mange religiøse fanatikere blandt danske dommere? Har der været eksempler på, at en religiøs fremtoning hos en dommer har givet anledning til kritik? Eller kan man i det mindste forvente, at problemet opstår i nærmeste fremtid? Nej, det kan ikke rigtig dokumenteres! Domstolene har nemlig selv formået at holde orden i eget hus. Derfor forekommer regeringens lovforslag at være udtryk for et kulturpolitisk signal snarere end en vurdering af den reelle nødvendighed af en ny lov. Erfaringen taler måske endog snarere for det modsatte synspunkt: Formentlig bærer flere dommere i dag et lille Dagmarkors eller lignende i retten. Og det har ikke medført en proteststorm, heller ikke fra muslimer, der føler sig uretfærdigt behandlet. Der er ikke nogen saglig grund til at antage, at personer, der bekender sig til en bestemt tro, skulle være mindre egnede til at arbejde som dommere. For at vende tilbage til menneskerettighedskonventionen ligner det derfor en kanonsalve i retning af endnu ikke eksisterende gråspurve ved lov at ville indføre forbud mod religiøse symboler i retten. Hele debatten om dommere med en anden religion end kristendommen forekommer at følge samme spor, som dengang de første kvinder skulle udpeges til dommere: Visse kredse i befolkningen var oprørte og mente, at kvindelige dommere ville dømme anderledes end mandlige dommere. Hvad ville de dog ikke kunne finde på? I Danmark må der ikke diskrimineres på baggrund af tro. Det har fundet udtryk i grundlovens paragraf 70, som bestemmer, at ingen på grund af sin trosbekendelse kan berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige eller politiske rettigheder. Med den store retslærde Alf Ross’ ord, så finder grundlovens paragraf 70 anvendelse, også selv om der formelt ikke diskrimineres på grund af trosbekendelsen, men dog på grund af forhold, der er så nøje forbundet hermed, at resultatet bliver meget nær det samme. Justitsministeriet har i sine yderst kortfattede bemærkninger til lovforslaget lagt vægt på, at forbuddet mod at bære religiøse symboler i retten retter sig mod enhver uanset trosbekendelse. Problemet er blot, at jeg ikke krænker min kristne tro ved ikke at bære et (Dagmar)kors, men en muslimsk kvinde måske krænker sin tro, når hun ikke bærer et tørklæde, og en sikh, når han ikke bærer sit uklippede hår i en turban. Derved indebærer lovforslaget en reel diskrimination, og det strider mod grundloven. Mon ikke Justitsministeriet skulle undersøge forholdet til grundlovens paragraf 70 igen? En anden og mindre omtalt del af regeringens lovforslag gælder en uniformering af de danske dommere. I dag har dommerne i Højesteret og ved de to landsretter kapper på under behandlingen af retssager, mens dommerne i byretterne ikke er underlagt et krav om at bære kappe. Forslaget om ved lov at påbyde kapper i retterne er ikke begrundet nærmere i lovforslagets bemærkninger. Det fremgår således ikke af regeringens lovforslag, om denne del er begrundet i et hensyn til at sikre domstolenes neutrale fremtræden. Mig bekendt har der ikke været eksempler på dommere, der har været påklædt på en måde, der er egnet til hos befolkningen at så tvivl om domstolenes neutralitet mv. Jeg vil henvise til, at der gentagne gange er gennemført undersøgelser af befolkningens tillid til en række myndigheder, erhverv mv., og at domstolene i disse undersøgelser sædvanligvis ligger helt i top, når det gælder befolkningens tillid. Jeg savner en egentlig begrundelse for forslaget, herunder en begrundelse for, hvorfor det bør indføres ved lov. Det kan trygt overlades til domstolene selv at tage stilling til, hvorvidt der skal anvendes kapper. Der findes allerede regler herom i de overordnede retter, og jeg ser ingen grund til at fastslå disse ved lov. For så vidt angår brugen af kapper ved byretterne, bør dette overlades til domstolene selv. Ifølge den fremgangsmåde, der skitseres i den nye lov, fremgår det, at den hidtidige praksis, hvorefter der er mulighed for ikke at anvende kapper, hvis der skal afhøres børn, hvis det er upraktisk eller for varmt mv., foreslås opretholdt. Det bør selvfølgelig stadig være et udgangspunkt, at konkrete omstændigheder kan medføre, at dommeren eller dommerne ikke sidder i kappe. Både for spørgsmålet om religiøse symboler og for spørgsmålet om kapper gælder det, at regeringens argumentation ikke hænger sammen med formålet, der som nævnt ovenfor skulle være at sikre og styrke domstolenes neutralitet og upartiskhed. Lovforslagets regulering af adgangen til at bære religiøse og politiske symboler er nemlig forskellig for dommere, lægdommere og sagkyndige dommere. For offentligheden og for mange af domstolenes brugere er det nok svært at skelne mellem disse typer af dommere – en dommer er vel en dommer. Men i praksis vil regeringens forslag betyde, at nogle af dommerne – de juridiske – fremover vil være underlagt de særlige krav om ikke at bære religiøse symboler og bære kappe. Mens de ikke-juridiske dommere kan bære hovedtørklæde, turban, T-shirt med hammer og segl, eller hvad de ellers måtte have lyst til. Hvis hensynet bag forslaget er at sikre, at domstolene fremtræder neutralt, forekommer det inkonsekvent, at de juridiske dommere er omfattet af et forbud, som ikke gælder for nævninge og domsmænd, idet inhabilitet hos en nævning eller domsmand normalt vil blive anskuet som en væsentlig omstændighed ved vurderingen af den samlede rets habilitet. Det fremgår også af lovforslaget, at forbuddet mod religiøse og politiske symboler ikke omfatter anklagemyndigheden i straffesager. Igen er der her en logisk brist i regeringens argumentation for loven: Hvis formålet med loven er, at der for den tiltalte i en straffesag ikke må kunne skabes tvivl om domstolenes upartiskhed, så duer det selvfølgelig heller ikke, at den jurist, som på statens vegne skal føre sagen, står med tydelige religiøse symboler. Er anklageren f.eks. klædt på en måde, som af den tiltalte opfattes som en strengt muslimsk beklædning, så er indtrykket hos den endnu ikke dømte og dermed uskyldige borger måske, at der er tale om en uretfærdig rettergang. Borgeren oplever ikke, at retfærdigheden sker fyldest. Og det er netop det, regeringen siger, den vil undgå med den nye lov. Så hvis en dommer ikke skal tillades at bære religiøse symboler, gælder dette efter min opfattelse ikke med mindre styrke i forhold til anklageren i sagen, der har en langt mere aktiv rolle under processen, og som i forvejen ofte for tiltalte vil kunne fremstå som en modstander. Lovforslaget er efter sin ordlyd udtryk for et ønske om at ville værne om domstolenes neutralitet. Det er min påstand, at der ikke er noget behov for en sådan regulering. Domstolene har hidtil på udmærket vis værnet om deres neutralitet, og der er ingen grund til at tro, at domstolene ikke fremover vil være i stand til det. Tillid til domstolene er en essentiel forudsætning for et demokratisk samfund. En forudsætning for, at domstolene kan virke på en sådan måde, at de indgyder respekt og tillid, er ikke blot, at de er neutrale, men i lige så høj grad, at de er i stand til at udøve deres virksomhed effektivt og hurtigt. Her halter det noget i Danmark, og domstolene mangler i vidt omfang ressourcer både personalemæssige, tekniske og økonomiske til at kunne tilbyde borgerne en hurtig, tidssvarende og effektiv rettergang. Det er beskæmmende, at regeringen netop har meldt ud, at den ikke agter at hjælpe det underfinansierede domstolssystem økonomisk. Til gengæld fremsættes et lovforslag, som er på kant med grundloven, og som skal sikre den neutralitet, som ingen – heller ikke politikerne – har draget i tvivl. Lovforslaget er unødvendigt.