Da Pussy Riot satte den russiske regering under pres og fik tvivlsomme fængselsdomme; og da den folkekære burmesiske komiker Zarganar fortalte jokes om den burmesiske junta og bidrog til det burmesiske forår; og da egyptiske Ramy Essam sang om diktator Mubarak på Tahrirpladsen i Kairo og dermed sang det arabiske forår i gang: Da spillede kunstnere en central rolle i kampen for væsentlige samfundsforandringer. Ligesom ’Man binder os på hånd og mund’ samlede mange danskere i opgøret mod den tyske besættelse, er kunsten og musikken også i dag et samlingssted og et frirum, hvor nye ideer kan vokse sig stærke. Men kunsten og musikken kan også bruges langt bredere. I Mozambique synger den fantastiske sanger Mingas om sex, kondomer og hiv/aids og trænger dermed mere effektivt end nogen anden igennem til de unge i landet med budskabet om at beskytte sig. Tilsvarende i andre fattige lande, hvor skuespil og musik bruges til at formidle stærke budskaber imod vold og voldtægt. Eller for uddannelse, sundhed og samarbejde. Budskaber, der ofte kæmper imod religiøs fundamentalisme, økonomisk magt eller konservative kræfter. Budskaber, der når længere ud og skaber forandring. Trænger igennem hos folket og virker. Derfor vil den danske regering lave en ny strategi for samspillet mellem kultur og udviklingspolitik. Kunst og kultur kan medvirke til at skabe positive forandringer, samtidig med at et rigtigt kunst- og kulturliv har værdi i sig selv. Vi har stærke kulturpolitiske traditioner i Danmark, som vi kan bruge på en verdensscene. Danmark kan skabe ligeværdige og stærke kulturpartnerskaber, også i nye dynamiske vækstøkonomier med en kulturel og religiøs identitet, der er markant anderledes end vores. Som verden ser ud i dag, udfordres den kulturelle frihed fra mange sider, men samtidig ser vi positive tendenser i kulturens bidrag til demokratisering og udvikling. Det er den kamp, som Danmarks nye strategi vil gå ind i. Strategien vil angribe kunst og kultur ud fra et rettigheds- og vækstperspektiv. Nøgleordene er ytringsfrihed, social forandring, mangfoldighed, kultur i forsoningsprocesser, interkulturel forståelse og kreative industrier.
Strategien for kultur og udvikling skal udformes i samspil med regeringens generelle strategi for styrket internationalisering af dansk kulturliv. Begge vil bygge på værdierne i Den Internationale Menneskerettighedserklæring. Dermed bliver den en stemme i den globale værdikamp, der finder sted i disse år, hvor vi i Danmark står på menneskerettighedernes side imod eksempelvis fundamentalistiske eller reaktionære kræfter. Strategien vil underbygge Danmarks udviklingsstrategi ’Retten til et bedre liv’ ved at pege på veje, der kan fremme opfyldelse af menneskerettigheder i mange lande gennem involvering af marginaliserede grupper i kulturelle aktiviteter. Og ideelt efterfølgende skabe øget dialog mellem befolkningen og deres regeringer. I Danmark er vi stolte af vor egen kultur: Højskolesangbogen, H.C. Andersen, Jørn Utzon, Louisiana, vores fredelige demokrati, vores grundlov osv. Og kulturpolitisk har vi haft en stolt tradition for at støtte kulturelt demokrati overalt i verden, altså styrke det enkelte menneskes mulighed for sammen med andre at udfolde sin skaberkraft. Inden bønderne fik del i magten i forbindelse med Danmarks overgang til demokrati og parlamentarisme i 1901, havde de været på højskole og fået øjnene op for, hvilke værdier de ville kæmpe for. De værdier og den kultur, der skulle danne grundlag for fremtidens Danmark. I andre lande er borgerne også stolte af deres kultur, og sådan skal det være. Man kan ikke bygge et godt samfund uden kulturel identitet, uden egne værdier, der betyder noget for den enkelte. Også derfor støtter Danmark kultur som en del af udviklingssamarbejdet.
