Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Noget, jeg har fortrudt i Mozambique

»I dag spørger jeg mig selv om, hvordan jeg kunne se til under de overgreb, som skete på ’min vagt’, uden at gribe ind« – en tidligere ulandsarbejder befrier sig selv for sine nagende tanker.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I MIDTEN AF 1983 var jeg som nyudnævnt landechef for Mellemfolkeligt Samvirkes program i Mozambique vidne til, hvordan regimet med åbne øjne og brask og bram overtrådte basale menneskerettigheder. Myndighederne, dvs. partiet Frelimo, startede en elendigt forberedt, nærmest stalinistisk rensning af de større byer for parasitter, prostituerede, asociale, arbejdsløse. Kodenavnet var Operacao Producao: De uønskede skulle sættes til produktivt arbejde - uden for byerne vel at mærke.

Der var tale om tvangsdeportation af mennesker, som ikke kunne fremvise tre vigtige dokumenter: et identitetskort, et folkeregisterkort og et Cartao de Trabalho (arbejdskort), som med foto beviste, at personen havde et arbejde. Især det sidste kort var en nyskabelse introduceret over hals og hoved. Det var for mange helt umuligt at skaffe. Landets økonomi var brudt sammen: Fotograferne manglede film, fotopapir og kemikalier, myndighederne havde ikke blanketter og stempelmærker, det almindelige bureaukrati kværnede utrolig langsomt. Men der var ingen vej udenom. Fra en bestemt dato gik undersøgelseshold på gaden og fra hus til hus og arresterede alle, som ikke kunne fremvise deres kort.

De ulykkelige blev forvist til en uvis fremtid i den tyndtbefolkede nordlige provins Niassa; en rejse på 1.500 kilometer fra hovedstaden. Det er anslået, at 50.000 personer blev forflyttet. Der skete naturligvis mange fejl: Upopulære personer blev for eksempel angivet af naboer som hooligans eller prostituerede. Nyligt hjemsendte migrantarbejdere fra minerne i Sydafrika fandt sig pludselig deporteret nordpå. Henvisning til andre skriftlige dokumenter end arbejdskortet var tit omsonst. Kampagnen blev ofte forvaltet af personer, som manglede uddannelse og var funktionelle analfabeter.

Pressen, især ugemagasinet Tempo, skrev om disse fejl. Det var mindre kendt, at myndighederne i Niassa ikke havde haft en jordisk chance for at forberede modtagelsen. Der manglede husly, mad og medicin for slet ikke at tale om det værktøj og den såsæd, som hver person skulle have udleveret for at starte et nyt og ukendt liv som småbonde.

DE UBEKVEMME nyheder spredtes dog. Min nabo, som arbejdede i indenrigsministeriet, sad en aften i mit køkken og fortalte lavmælt og rystet om sin viden. Hans hjemmelsmand, en læge, som ministeriet havde udsendt for at vurdere situationen, havde chokeret bekræftet rygterne om, at tusinder var indkvarteret på byens sportsplads. De havde ikke så meget som en teltdug at beskytte sig med, og mange, især syge, ældre og børn, omkom. Her sad jeg så som landechef i Mellemfolkeligt Samvirkes program til støtte for det nyligt afkoloniserede Mozambique. Vi definerede os helt klart som en solidaritetsorganisation, der samarbejdede med den tidligere befrielsesbevægelse Frelimo. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at jeg undlod automatisk at bruge min stilling til at skabe international opmærksomhed om sagen. Jeg kunne for eksempel have valgt at protestere skarpt over for myndighederne gennem min organisation.

JEG VILLE GERNE her kunne skrive, at vi på landekonteret intensivt rådslog om, hvordan vi skulle reagere, men jeg husker det ikke. Vi var kun to ansatte til programarbejdet, og vi havde som regel ikke større programpolitiske diskussioner. Derimod husker jeg, at vi var bekymrede for, om vores egne ansatte på kontoret og i hjemmene ville få problemer! Min egen hushjælp havde ikke noget arbejdskort og var meget nervøs i de dage, kampagnen stod på. Han klarede dog frisag, fordi vi på stedet fik overbevist den lokale deportationskommission om, at han havde fast arbejde.

Jeg var ny i gårde og manglede et lokalt netværk, hvor jeg kunne søge råd, men det var naturligt at tage sagen op i vores samarbejdsudvalg, hvor de udsendte var repræsenteret. Forkvinden for udvalget kendte et højtstående medlem af regeringspartiet Frelimo, og vi besluttede, at hun skulle overbringe ham en mundtlig meddelelse om vores bekymring.

Jeg ved ikke, hvordan samtalen forløb, men han kvitterede med - også uforpligtende mundtligt - at dele vores bekymring. Og det var så det! Noget senere sendte jeg en detaljeret rapport til Mellemfolkeligt Samvirke hjemme i Danmark, men uden et utvetydigt forslag om, at MS reagerede i forhold til samarbejdslandet. Det førte så heller ikke til, at vores styrelse blev mobiliseret for at protestere. Jeg har faktisk grund til at tro, at kun et par personer i organisationen læste rapporten.

DENGANG VAR det ikke almindeligt, at en landechef kom med den slags forslag, men jeg kunne jo have været den første.Jeg kunne have rykket for en reaktion på rapporten. Hvor blev den personlige integritet hos landechefen af? Hvorfor denne tamme reaktion? Det er svært at forklare; jeg husker ikke, om jeg gjorde mig særlige overvejelser dengang. En nagende tanke i dag er, at det måske var ret så bekvemt at afgrænse min rolle til den distancerede rapportørs. Var jeg en ' medløber', som mener, at han har gjort sit, og nu er det op til andre at handle? Eller lignede jeg snarere en ' gumanist'? I '

Ung må verden endnu være' har Nordahl Grieg beskrevet den type som et »Menneske, der føler Uvilje ved Uret, men ikke kæmper for det, som er Ret«. Efter min bedste overbevisning frygtede jeg ikke konsekvenserne af at kritisere regimet. Der var snarere tale om en markant ulyst. Jeg var bange for at blive udnyttet af politiske kræfter, der ønskede at svække Frelimos og Mozambiques kamp mod Sydafrika.

Dengang var apartheidregimet i Sydafrika en konstant og reel trussel. Selv havde jeg i december 1982 oplevet, hvordan kommandosoldater fra Sydafrika invaderede Lesotho og over night myrdede 30 ANC-flygtninge og 12 lokale beboere i hovedstaden Maseru. Vi kendte også til kommandoangreb i Mozambique. Det officielle Danmark var så småt ved at tage afstand fra Sydafrika, men indflydelsesrige politikere støttede stadig højlydt apartheidstaten.

I DANMARK VAR der også flere, ikke kun blandt de politiske partier, der gerne så Mellemfolkeligt Samvirke opgive sit program i landet. Risikoen for, at en kritik ville blive udnyttet af kræfter, som jeg bestemt ikke sympatiserede med, var reel. Det skal også med i billedet, at jeg meget gradvist erkendte Operacao Producaos omfang. Der var mange trin i processen frem mod den endelige deportation, og at den rent faktisk blev gennemført, kom for flere som en overraskelse. Mozambique var i 1983 stadig præget af et enestående, levende græsrodsdemokrati, hvor for eksempel vigtige beslutninger blev taget efter omfattende fællesmøder, hvor alle blev hørt, og magthaverne faktisk lyttede. Et forældremøde i skolen i den ' bairro', hvor jeg og min familie boede, kunne tage op til en dag og aftenen med.

Men vi oplevede også en tiltagende stramning og kontrol, hvor SNASP, det østtysk trænede sikkerhedspoliti, blev mere og mere dominerende og synligt. For eksempel sluttede et kritisk læserbrev i ugeskriftet Tempo således: »Jeg er bange (for konsekvenserne), når jeg skriver dette«. I det følgende nummer har bladet forelagt kritikken for den ansvarlige minister, som bastant svarer: »Det er forbudt at være bange!«.

I DETTE mærkværdige sammensurium af demokrati og ensretning var det temmelig let for mig at opleve den politiske situation som kompliceret og udtryk for interne modsætninger i regimet. Under hele kampagnen var der en livlig debat i pressen og på officielle møder om de fejl, der blev begået, og den berettigede kritik, der kunne rejses. Det gjorde det nemmere at undskylde mere, end hvad godt var. Det var let at håbe på, at den mere liberale fløj i partiet ville vinde gehør. Men det var nok for optimistisk et håb og naivt. På kort sigt tjente debatten snarere som en legitimering af den hensynsløse magtfordrejning. Detaljeret kritik blev rejst, men de ansvarlige lovede at rette fejltagelser, så man kunne effektivisere de brutale forvisninger og imødekomme, hvad man kaldte folkets ønske om at blive befriet for parasitter i byerne.

Sagen sluttede trods alt ikke i 1983. Debatten fortsatte, og fem år senere, i 1988, opgav myndighederne officielt Operacao Producao, og de tillod de deporterede at vende tilbage til byerne, de kom fra, hvis de altså vel at mærke selv kunne fægte sig tilbage gennem det vidtstrakte borgerkrigsramte land!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

AT EN LANDECHEF ikke fandt det naturligt at bruge sin stilling til politisk aktion, kan også skyldes, at tiden var en anden. I dag er retorikken omkring vores ulandsbistand nok så politiseret. Men det er en nyskabelse. Dengang fokuserede dansk ulandsbistand på en teknisk udvikling og fattigdomsbekæmpelse renset for forsøg på direkte, åbenlys politisk påvirkning.

Danmark skulle ikke kunne beskyldes for nykolonialisme, og målsætningen byggede på en illusion om, at man kan bekæmpe fattigdom uden at indregne politiske reformer i ligningen. I Mellemfolkeligt Samvirke (MS) belærte vi bistandsarbejderne om, at de ikke måtte blande sig i politik i værtslandet. Problemet var så for den enkelte at finde ud af, hvad begrebet politik dækkede over. Det var ikke altid nemt. Den udsendte lærer, som i Zambia ikke ville stille op sammen med sine elever i vejkanten, fordi præsidenten måske skulle køre forbi, fik for eksempel at vide, at hans ' ikke-handling' var en politisk protest.

I Mozambique mente en Danidaudsendt, at han ikke måtte hilse nationens og partiets flag ved som alle andre at stå ret, når det blev hejst på hans arbejdsplads. Det var jo en politisk handling, sagde han. De mozambiquiske myndigheder fortalte os denne historie til skræk og advarsel, inden MS startede et ulandsprogram i landet. Den udsendte var blevet hjemsendt efter en kontant henstilling fra myndighederne. Som solidaritetsarbejdere (cooperanter) erkendte vi i MS at være en aktiv del af den mozambiquiske politiske virkelighed.

Det var samtidig officiel Danida-og MS-politik ikke at konfrontere værtslandets regering. Det forhindrede os derfor ikke i at gå i 1. maj-demonstration under cooperanternes og internationalisternes banner.

JEG HÆVDER ikke, at det var umuligt at tage etisk begrundet stilling og agere mod urimeligheder. Jeg husker især to eksempler på bistandsarbejdere, som gjorde det. De nægtede at fungere som ' værtslandets skarprettere': I 1983 genindførte Mozambique kolonitidens forhadte pryglestraf. Meningen var at modarbejde smugleri og sortbørs og større økonomiske forbrydelser, men også små tyve og studerende, som havde gjort sig skyldige i agitation, blev pisket offentligt.

En hollandsk solidaritetsarbejder, udstationeret som distriktslæge, bliver det år indkaldt til den lokale politistation, hvor de viser ham et nysnedkereret skafot til fastspænding af en person, som skal piskes. Vor læge skal officielt vurdere, om torturinstrumentet er lægeligt forsvarligt. Lægen bliver stærkt forvirret, men holder sig til, at han er ' solidaritets'-arbejder og som sådan må være enig i alt, hvad regimet, partiet Frelimo, måtte finde på. Han lover at skrive en udtalelse om torturinstrumentets egenskaber.

Da han kommer hjem, hegler hans kone ham dog grundigt igennem, og han besinder sig, dvs. nægter at følge politiets ordre. Han får sin ambassade til at kontakte myndighederne med besked om, at hollandske udsendte ikke må udføre den slags opgaver. Bistandsarbejderen klarer frisag, men formentlig ikke de dømte. Mozambique kender loven om piskestraf ugyldig i 1989.

ET PAR ÅR efter oplevede Mellemfolkeligt Samvirke et lignende dilemma i Botswana. Her dømte man til stokkeslag, men krævede, at en læge undersøgte, om delinkventen nu også kunne tåle straffen. MS havde en udsendt distriktslæge, som nægtede at foretage den undersøgelse, bl. a. med henvisning til sit lægeløfte og FN's torturkonvention. Det førte overraskende til en vældig uenighed mellem den udsendte og MS' landechef, som mente, at den udsendte burde forholde sig »kulturelt sensitivt«, dvs. accepterende til tjenestelandets regler. Ordet kontraktbrud blev luftet. Et ' kompromisforslag' henviste lægen til at vurdere, at den dømte kun tålte »få« stokkeslag. Så kan man vist ikke gradbøje sine principper mere! Det imponerede ikke bistandsarbejderen, som truede med at rejse sagen i den danske offentlighed, i den danske lægeforenings etiske råd og i Danida.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så kom MS' styrelse på banen med 100 procents opbakning til den udsendte. Fremover skulle MS indskærpe i sine samarbejdslande, at MS bistandsarbejdere ikke må deltage i tortur eller lignende. I dag er det et princip, som alle er stolte af at håndhæve.

HVOR FØRER alle disse overvejelser hen? Min konklusion er nok, at man skal vare sig for de gustne overlæg og insistere på at følge sin egen etisk funderede stillingtagen. Det er forkert at være bange for konsekvenserne, heller ikke den, som jeg her og nu frygter; nemlig at denne Kronik bliver brugt i anløben argumentation mod dansk ulandsbistand.

Målet helliger altså ' aldrig' midlet. Vi må afvise jesuitternes dictum om det modsatte og holde os til en sætning, der er tilskrevet Luther: Her står jeg og kan ikke andet. Det er den risikable, utraditionelle handling, også den personligt motiverede, som skaber ændringer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden