Den vanskeligste politiske udfordring lige for tiden er at få gjort noget ved det store spænd mellem de bedste langsigtede politiske tiltag og dem, der er bedst på kort sigt. Og intetsteds er dette spænd så tydeligt som i diskussionen om Europas fremtid. I årevis har EU skabt røre og delt vandene i britisk politik. En af de første gange, jeg skulle stemme, var, da man efter flere års ubeslutsomhed og frustration i 1975 afholdt folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab.
Siden da har medlemskabet og dets betydning for britisk politik som oftest været præget af ophidsede diskussioner. Jeg tog selv for første gang direkte del i valgkampen i 1983, da Labour lovede at melde landet ud igen. Min sidste valgkamp var i 2005, da det konservative parti var blevet et euroskeptisk parti. Men nu er situationen en helt anden. Nu er det sådan, at spørgsmålet om, at Storbritannien skal træde ud af EU eller i hvert fald grundlæggende ændre sit forhold til EU – hvilket kan vise sig at komme ud på ét – diskuteres helt åbenlyst af populære politikere i regeringspartiet.
