Kristendommen har i århundreder været en religion, der har været ekstrem fjendtlig over for sex. Onde tunger hævder, at korset er en stiv penis, der er sat en streg tværs hen over. Af alle de store verdensreligioner er den kristne tro fremstået som den mest sexfjendtlige. I andre religioner er der også sexforskrækkede elementer. Buddha kan ikke fødes gennem en ganske almindelig vagina. Han kommer til verden gennem sin mors øre. Og i den græske mytologi, der ellers er kendt for sine sexede fortællinger, bliver visdommens gudinde, Athene, født gennem sin fars pande. Men der er ingen religion, der har brugt så meget energi på at gøre sex farligt, uåndeligt og kaotisk som kristendommen. Ordet skamlæbe må være skabt af de kristnes hetz mod seksualiteten. Det gælder også ordet brystvorte. Hvordan i alverden kan et af de mest sensuelle steder på menneskekroppen hedde noget så uappetitligt som vorte? Mennesket har gennem kirkens historie skullet holde sig langt væk fra lysten. Onani kunne medføre alvorlige sygdomme på sjæl og krop. Sex før ægteskabet blev anset som en stor synd. Det gør det fortsat blandt konservative kristne. Det er blevet almindeligt, at en præst i en frisk og moderne rullekravesweater træder frem og siger: »Sex er en Guds gave!«. Alle ånder lettet op. Men efter en lille pause kommer det så: »Men vel og mærke sex i ægteskabet«. Selv om Det gamle Testamente er langt mere optaget af at fordømme sex med kvinder, der har menstruation end homoseksualiteten, så viser kirkens historie, at det er de homoseksuelle, der er blevet fordømt hårdest. Det, der ikke kan kontrolleres, ville kirken have fuld kontrol over. Derfor blev seksualiteten forsøgt buret inde i det heteroseksuelle ægteskab. Men sexlivet, der udfoldede sig i ægtesengen, var kirkefædrene også dybt bekymrede for. Det blev understreget, at sex kun måtte finde sted med det formål at få børn, og det skulle foregå uden nydelse. Det er helt i tråd med kristendommens sexnegative fortolkning, at præster i den katolske kirke den dag i dag ikke må gifte sig. Det er klart, at en religion, der har det skidt med sex, også fremelsker klostervæsnet, hvor mænd og kvinder lever et sexfrit liv i sexfrie zoner. Hvad angår Jesus selv, har der fra kirkens side været dyb tavshed om hans seksualitet. Det har været underforstået, at han som Guds søn ikke havde et seksuelt begær og levede som single. Det samme gælder kristendommens store apostel Paulus. Også han er af sine tilhængere gjort aseksuel. Han fremstilles konsekvent som cølibatets store forbillede. Den hellige skrift kan læses, som man har lyst til. Enhver fortolkning er selektiv, selv hvor videnskabelig den kalder sig. Siden oldkirkens dage har man åbenbart valgt at lede efter det, der kunne siges imod seksualiteten. Det er heller ikke svært at finde Bibelens nej til sex, hvis det er det, man vil. Nogle var så gode til at finde nejerne, at de fik adskilt det, som Gud må have føjet sammen. Nemlig kristenlivet og seksualiteten. Kristenlivet er i dag blevet tappet for erotik og seksualiteten for Gud, og derfor er der kommet noget forkrøblet over både kristenlivet og seksualiteten.

Når vi rækker efter Kristus, kaldes det spiritualitet. Når vi rækker efter hinanden, kaldes det seksualitet. Men det er den samme guddommelige kraft. Ordet sex kommer af det latinske ord sexus. Det betyder adskillelse eller at afskære fra helheden. Det samme ord går igen i ord som sektion, sekt, dissekere. I den græske mytologi er der et sagn om, hvordan mand og kvinde engang var en kugle. Sammen kunne de rulle op og ned ad bakker og gennem ild og vand. Men en gud så sig ond på deres lykke. Han tog et sværd og skilte dem i to dele. Siden den dag, fortæller sagnet, har mand og kvinde ledt efter deres bedre halvdel. Sex er med andre ord et forsøg på at blive hel igen. Sex søger ikke sit eget. Ligesom bøn, nadver, samtale og mange andre ting vil sex skabe forbindelse. De fleste dyr er udelukkende i stand til at parre sig med hinanden bagfra. De kan ikke se hinanden i øjnene under akten. Mennesket er i stand til at have samleje og samtidig se partneren dybt i øjnene. For mennesker er sex forbindelse både på et åndeligt og fysisk plan. Der tales meget om sex i vort samfund. Emnet er nærmest fortærsket. Dertil kommer, at reklamerne udstiller sex overalt. Men det mærkelige ved al vor snak om sex og alle de nøgne kroppe er, at det ikke er med til at stimulere vort begær efter hinanden. De sexede billeder er med i aviserne, bladene og tv for at tiltrække læsere og seere. Men ikke for at føre os sammen i varme, erotiske forhold. Ligeledes leder reklamernes blottede mænd og kvinder vort begær bort fra sex og hen til ikke seksuelle ting, der kan købes for penge. Man ser en plakat af en halvnøgen kvinde. Hun spiser en is. Hendes lyserøde tunge slikker på den mørke overtrækschokolade. I stedet for at fare hjem og have sex med sin elskede, styrter man hen til iskiosken og køber en is med mørk overtrækschokolade. Der manipuleres med vort begær. Retningen er bort fra hinanden og hen til den materialisme, der truer med at kvæle vort samfund. Kirken står altså i en situation, hvor den må se at få gjort op med sin seksuelle fortid for at få mere erotik i kristenlivet og mere Gud i erotikken. 1960’ernes seksuelle revolution gik totalt uden om de kristne menigheder. Bag i Den Danske Salmebog fra 2002 findes en bønnebog med formulerede bønner om næsten alt, undtagen sex. Selv om seksuallivet forvolder menneskeheden større bekymringer end krig og terror, er der ikke skrevet en bøn, hvor man kan bede Guds søn om et godt sexliv eller sige ham tak for et vellykket samleje. Kirken skal ind på sexmarkedet. Det er på tide, at der højtlydt bliver fokuseret på jaerne til sex i de hellige skrifter i stedet for nejerne. Godt nok er Bibelen ikke en facitliste, og godt nok er dens syn på seksualiteten komplekst. Men der er ingen tvivl. Bibelen er en sexglad bog, og mennesket er skabt som et erotisk væsen af en erotisk Gud. Da Gud Herren, ifølge 1. Mosebog, skabte mennesket, skabte han det i sit kropslige billede. Det har kristne ikke været begejstret for. Det betyder, at selv vore kønsorganer, vor røv, vore bryster, vore safter er reflekser af det guddommelige. Efter denne skabelse erklærede Herren vore kroppe for gode og satte gang i sexlivet. Han sagde: »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver et kød«. Han siger ikke, at de skal blive en sjæl eller en ånd. Men et kød. Ordene er ret betydningsfulde, fordi de senere hen gentages af Kristus. Der står ikke et ord om reproduktion. Mennesker skal blive et kød med hinanden på alle de mangfoldige måder, de overhovedet kan finde på. Det er sex for nydelsens skyld og for at blive hel igen sammen med et andet menneske. Det er ikke godt for et menneske at være alene. De mange forskellige former for seksualitet må ligesom de forskellige dyrearter, planter og træer ses som et udtryk for Guds fantastiske kreativitet. Og selv om de gamle jøder nok har ment, at sexlivet skulle udfolde sig mellem mand og kvinde for reproduktionens skyld, så har Gud sat gang i en så stærk erotisk passion, at den sprænger alle grænser. Den lader sig ikke begrænse til erotikken mellem mand og kvinde. Den kan ikke lukkes inde i det heteroseksuelle ægteskab. Den rækker videre til også at omfatte sex mellem mand-mand og kvinde-kvinde. Kristendommen er ikke en sexfjendtlig religion. Et vigtigt ord i kristendommen er inkarnation. Det betyder ’i kød’. Gud blev kød i Kristus, og senere hen opstod han fra de døde med hud og hår. Det er det største kompliment, der nogensinde er blevet givet til vore kroppe. Men kristendommen er blevet gjort sexfjendtlig. Dels fordi kroppen på den tid, kristendommen fik succes, blev ringeagtet af de herskende filosofiske strømninger. Men først og fremmest, fordi mennesket frygtede og fortsat frygter at miste kontrollen både over sig selv og andre. Sex er tab af kontrol. Ophidselsens fare er ikke, at man træder ud af sig selv. Men at ophidselsen bliver så stor, at man bliver sig selv. Folkekirken står over for en kæmpe opgave. Den skal generobre det seksuelle marked, som er blevet overtaget af økonomiske kræfter, der vil bruge seksualiteten til at sælge ikke seksuelle ting. Kristne må indse, at der er sex i Gud og Gud i sex. Forbilledet kunne være Kristus. Fordi han var syndfri, er det ikke ensbetydende med, at han var sexfri. Sex og synd er ikke identisk i kristendommen. Bibelen er fuldstændig tavs om Guds søns seksualitet. Det nævnes heller ikke, om han er gift eller ugift eller enkemand. Denne tavshed passede kristendommens sexfjendtlige fortolkere glimrende. De lod uden at kunne dokumentere det ud fra de bibelske beretninger Jesus leve som jomfru og frakendte ham enhver form for seksuelt begær. Men den kultur, Guds søn voksede op i, var fremmed for seksuel afholdenhed. Der fandtes mænd og kvinder, der aflagde løfte om at holde sig i en tidsbegrænset periode fra vin og stærke drikke. De lod deres hår rage og undgik at komme i kontakt med lig. De blev kaldt nasiræere. Men seksuel afholdenhed var ikke en del af deres løfte. Essenerne var en jødisk sekt på Jesu tid. De levede et yderst afsondret og forsagende liv. Men generelt syntes de ikke at have taget afstand fra ægteskabet. Jødedommen var simpelt hen glad for sex. Det var en guddommelig gave. Der er ikke uden grund, at et gammelt jødisk skrift ved navn Talmud slår fast, at der i himlen er sex, solskin og sabbat. Hvad man er glad for på jorden, vil man også gerne have i evigheden. Der er ingen tvivl. Guds søn var et erotisk væsen i en erotisk samtid. På en eller anden måde har han udfoldet sig seksuelt. Martin Luther gav udtryk for i en bordtale, at Jesus må have haft noget kørende med en eller nogle af de kvinder, som færdedes omkring ham. Der har været et hav af argumenter for, at Jesus var single. Det er blevet hævdet, at han var for fattig til at gifte sig. En mand, der siger: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved« (Matt. 8.20), har ikke været i stand til hverken at forsørge en kvinde eller en flok børn. Andre har fremført, at Jesus og hans disciple ikke var inspireret af de gammeltestamentlige profeter. Men af de græske kynikere, der optrådte på samme tidspunkt af historien. De levede i stor fattigdom og giftede sig ikke. Andre igen har hævdet, at Jesu mission var så omfattende, at den fuldstændig udelukkede både ægteskab og familie. Men det kan med lige så god ret hævdes, at Jesus var gift. En mand, der engang hørte om alle Jesu lidelser og samtidig blev informeret om, at Jesus var ugift, sukkede: »Hvis han ikke har været gift, så ved han ikke noget om lidelser.« Lukas-evangeliet beretter om den tolvårige Jesus. Da han havde besøgt templet, tog han med Maria og Josef tilbage til Nazareth og »var lydig mod dem«. ( Luk. 2.51). Hvis det var rigtigt, at han var lydig mod sine forældre, ville forældrene traditionen tro have fundet en kone til ham. Men en fru Jesus er ikke nævnt i Det Nye Testamente. Når noget ikke er nævnt, er det ikke ensbetydende med, at det ikke er der. Ikke et eneste sted omtales det, at Jesus smilede eller lo. Alligevel må vi formode, at han gjorde det. Det står heller ikke omtalt, at han forrettede sin nødtørft. Alligevel må han have gået på toilettet, selv om teologer i det 2. århundrede hævdede, at mad og drikke blev i ham. Vi må også formode, at Jesus nu og da har haft infektioner ligesom alle andre mennesker. Men det er ikke nævnt. Det har nok været en selvfølge, at en jødisk mand og i særdeleshed en rabbi som Jesus var gift. Ægteskab og forplantning var i den jødiske tradition ikke en mulighed. Det var en religiøs forpligtelse. Kvinderne er ofte navnløse i biblens patriarkalske samfund. Det er måske derfor, at Kristi eventuelle kone ikke bliver omtalt. Der står heller ikke noget om disciplenes ægteskabelige forhold. Hvis Simon Peters svigermor ikke havde fået høj feber, som Jesus hjalp hende af med, ville ingen have vidst, at Jesu mest fremtrædende discipel havde en hustru. ( Mark. 2.30). Det er også blevet fremført, at Jesus var homoseksuel. Bibelens tavshed om hans seksualitet har givet mulighed for et hav af forestillinger. Men hvad end man har ment om Kristi sexliv gennem historien, så står en ting fast. Han havde en krop som andre mænd. Han var et erotisk væsen. Sex og spiritualitet udelukker ikke hinanden. Jesus må have masturberet som barn, og som voksen må han have oplevet den seksuelle nydelse eller i det mindste følt erotisk begær. Sex bliver endnu smukkere, både fysisk og åndeligt, når man ved, at Guds søn også havde det. Når han kan følge os ind i døden, kan han vel også følge os ind den orgasme, som franskmændene kalder ’den lille død’.