Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
MIRIAM DALSGAARD (arkiv)
Foto: MIRIAM DALSGAARD (arkiv)

Fabrikken. Uddannelsessysstemet har brug for en omvæltning. Problemet er ikke underviserne, men systemet, mener dagens kronikør.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Dette er en New Deal for dansk uddannelse

Vi har brug for stærkt partnerskab mellem staten og underviserne.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Alle skal give sig lidt, når der forhandles«, sagde LO-formand Harald Børsting til Information tidligere i år.

Børsting sigtede både til de nu skibbrudne trepartsforhandlinger, og måske sendte han også en venlig tanke til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, som afvikles i 2013. Her ligger parterne i en benlås af gamle systemer og logikker, der spærrer for et løft af ikke mindst uddannelsesområdet.

Det danske uddannelsessystem har brug for meget mere, end at parterne giver sig lidt her og der. Man har brug for et nyt håndslag, en new deal, hvor stat og kommuner på den ene side engagerer sig langt mere systematisk i at skabe kvalitet frem for alene at finde penge ved at file her og der, så der laves lidt mere for lidt færre ressourcer. Og undervisernes og lærernes fagforeninger skal på den anden side i tilgift veksle lønmodtagerstrategiens sværd og retorik med en strategisk professionsdagsorden.

Veksle rollen som ofre for nedskæringer og topstyring til rollen som myndige professionelle. En sådan håndfæstning kan bedst smedes effektivt ved overenskomst- og trepartsforhandlinger. Magten ligger nemlig ikke på Christiansborg alene. Den ligger i alliancer mellem de mange forbindelsesled, der formidler mellem beslutninger i Folketinget og hverdagens aktører i klasselokalerne. Har man ikke dem med, er Christiansborg et afmagtens rum. Og så ændrer 2020-planens nye milliarder kroner til uddannelse ikke meget.

Det danske uddannelsessystem har på den ene side været præget af massive forandringer introduceret af Folketinget det sidste tiår. En historisk uhørt regulatorisk dynamik begrundet i uddannelsessystemets mere og mere centrale placering og betydning for vækst og velfærd. Ny universitetslov, omfattende fusioner, akkreditering, udviklingskontrakter og ledelse med betydelige beføjelser.

Professionshøjskoledannelser, der har fuldendt en bevægelse, hvor hundredvis af seminarier, sygeplejeskoler, sociale højskoler og pædagogseminarier mv. blev til syv store institutioner. Historisk omfattende gymnasiereform og selveje med stigende konkurrence. Målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, som særligt er blevet gjort til erhvervsskolernes ansvar. Og en lang række ændringer af folkeskoleloven for at skabe bedre faglige resultater.

Alle disse ændringer er kommet oppefra og udfordrer uddannelsessystemets selvforståelse og faible for selvforvaltning og aldrig svigtende ide om, at fornyelse skal komme nedefra etc.

På den anden side har uddannelsessystemets mange aktører fra ledelser over fagforeninger til studenter langtfra tilstrækkeligt kunnet give svar på forandringer og behov sat i tale af politikere og andre aktører. Her er svarene på forhånd givet som flere penge, mere frihed og reformer i et tempo, der er vores eget. Samtidig med at arbejdsformerne over lange stræk er de samme som altid. Reaktionen er hyppigt, at vi er ofre for topstyring, bureaukrati, nedskæringer og alt for mange krav. Det er naturligvis i dobbelt forstand et fortegnet billede, men det har meget for sig.

Man kan sagtens fortsætte i det danske uddannelsessystem som tilforn og opretholde en hæderlig standard. Ingen tvivl om det. Vi har ikke et ringe uddannelsessystem i Danmark. Ikke nogen ringe skole eller erhvervsuddannelser, og selv læreruddannelsen er trods jævnlig rituel bashing i medierne bedre end sit rygte. Ja, på nogle punkter har det danske uddannelsessystem unikke kvaliteter; ikke mindst med hensyn til demokratisk deltagelse, engagement og fri og lige adgang.

Men udfordringerne er lige så store, som selvforståelsen er høj blandt os, der arbejder med uddannelse. Alt for få unge får en ungdomsuddannelse, og de dygtige i grundskolen er over en bred kam hverken blevet dygtigere eller flere. Samtidig er det (om man så må sige) de samme, der ikke får en ungdomsuddannelse og dermed bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet og ringere skikket til samfundsmæssig og demokratisk deltagelse.

Den sociale mobilitet er mildest talt ikke rasende god i det danske uddannelsessystem, hvor undervisere og lærere mange steder nyder vigende prestige og anerkendelse. Studier på de videregående uddannelser er mange steder de facto ikke fuldtidsstudier for studerende, der er blevet til krævende brugere. Og de tidligere livgivende dannelses- og formålsdebatter er politisk forstummet. Alt det ved de fleste. Hvad færre er klar over, er de rammer, hvorunder man arbejder i store dele af uddannelsessystemet, og som er med til at skabe den nuværende situation.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden