»Hvis du vil blive noget, må du lære noget«.
Sådan står der, med svungne og manende bogstaver, over den oprindelige hovedindgang til Dalumskolen i Odense, der her i foråret fejrede 100-års jubilæum. Formaningen gælder i endnu højere grad i dag, hvor arbejdsmarkedet er blevet globalt, og hvor viden spiller en større rolle end nogensinde, både som adgangskort til arbejdsmarkedet og som forudsætning for at kunne gøre sig gældende som menneske og borger i et komplekst samfund. Alligevel lever det danske samfund ikke op til formaningen. I mange år har den officielle målsætning været, at 95 procent af en ungdomsårgang skulle gennemføre en kompetencegivende uddannelse. Og i lige så mange år har resultatet ligget cirka 15 procentpoint under målet. Ja, fra år 2000 til i dag er vi gået tilbage fra godt 83 til godt 80 procent. Men hvorfor er målsætningen vigtig? Det er den for det enkelte barn: Sandsynligheden for at kunne gøre sig gældende som menneske og borger og for at få en høj indkomst, et godt helbred og på andre måder et rigt liv er højere, des bedre uddannelse man har fået, viser statistikkerne. Men målsætningen er også vigtig for samfundet, for alle undersøgelser peger på, at en af de afgørende forudsætninger for at sikre et samfund baseret på menneskelig, demokratisk og materiel rigdom er et velfungerende uddannelsessystem. Hvordan når vi målsætningen?
