Forleden sagde en filmveninde: »Du skal på Twitter«. – »Hvødd?«, sagde jeg, som det hedder med den nymodens vokal og det ekstra bløddde d. Jeg havde aldrig før været på de ’sociale medier’, men blev meldt ind og ’mødte’ pludselig en hel masse fra Mia Farrow til forfatteren Margaret Atwood, Nicholas Kristof fra N.Y. Times – og ikke mindst prægtige danskere som en Soulaima Gourani, nyligt promoveret af Global Economic Forum. På Twitter kan man møde så mange fine mennesker, der vil verden det godt, ja i den grad forbedre den med deres engagement og positive tilgang. I alle døgnets timer. Jeg ville også gerne være med til at forbedre, men maskinen svarede: »You are not clever enough«. Jeg har nemlig svært ved at formulere mig meningsfuldt på 140 tegn – tidens løsen, begrænsningens kunst a la haiku. Jeg arbejder støt på min udvikling. Midt i dette udviklingsarbejde var det, jeg stødte på Politikens ’Hvem Hvad Hvor?’ fra 1940’erne – og gik pludselig i barndom. Jeg opdagede noget overraskende: Hovedparten af Kronik-skriverne var forfattere!
Mange af dem glemt i dag, men Johannes V. Jensen og Ole Sarvig er vel begge at regne for kulturarv i dagens Danmark. Foruden Aksel Sandemose, Knud Sønderby, Halfdan Rasmussen, Karin Michaëlis … alle sammen kronikører, jeg godt gad læse den dag i dag. Den tætte forbindelse mellem kronikken og det litterære miljø findes ikke mere. Mange aviser har nedlagt deres kronik eller lavet platformen om til den kortere klumme. Men hvor kort skal det være, før man får hjertestop? Kronikken skulle jo gerne være hævet op over sportens minut- og hold-tænkning, rød/blå, kristen/muslim, FCK/Brøndby og ikke overdrevet optaget af at heppe på de slagsmål, der foregår i en skoæske med mus, om hvem der skal ligge øverst. Politikens Kronik er et fornemt gammelt brand, både aktuel og eviggyldig i sit sigte og derfor per definition forfatternes – altså idioternes – holdeplads. Idiotes – i gammel græsk forstand: det private menneske, der ikke plejer institutionelle særinteresser. Jeg kan mærke på mit vand, at det lige er det, jeg savner i dag: flere forfattere som kronikører. Mennesker, der kan udfolde sig sprogligt i mere end 140 tegn, og som ingen særlige kartofler har at hyppe, ingen speciel dagsorden at promovere.
